Af redaktionen FiskerForum.dk
Tobissæsonen 2026 endte med en historisk lav kvoteudnyttelse på blot 36,4 procent. Danske og norske fartøjer landede tilsammen 35.489 ton ud af en europæisk kvote på 97.345 ton. Tallene rejser et principielt spørgsmål om den nuværende forvaltning: Hvad er en fiskekvote egentlig værd, hvis en væsentlig del af den biologiske bestand befinder sig i farvand, hvor fiskerne ikke længere har adgang?
Årets tobissæson blev langt fra den sæson, som kvoten på papiret gav mulighed for. Det skriver Marine Ingrediens Denmark (MID) blandt andet om i artiklen »Tobissæsonen 2026«
Ifølge Marine Ingredients Denmark (MID) blev der i 2026 landet i alt 35.489 ton tobis af danske og norske fartøjer ud af en samlet europæisk kvote på 97.345 ton. Det svarer til en udnyttelse på bare 36,4 procent. Dermed blev næsten to tredjedele af det fastsatte fangstpotentiale ikke udnyttet.
Det bemærkelsesværdige er, at forklaringen ikke nødvendigvis skal findes i, at der ikke var tobis. En væsentlig del af problemet er, at fiskerne ikke nødvendigvis kunne komme derhen, hvor tobisen befandt sig.
Storbritannien har delt fiskeriet – men ikke bestanden
Siden 2024 har britisk farvand været lukket for tobisfiskeri. Det har fået meget konkrete konsekvenser for fiskeriet i tobisområde 1r.
Biologisk vurderes tobisen fortsat som én samlet bestand på tværs af EU’s og Storbritanniens farvande. Fiskerimæssigt er området derimod blevet delt af en politisk grænse.
EU-fiskerne har alene adgang til EU-delen. Det skaber en situation, som umiddelbart forekommer vanskelig at forklare:
Bestanden vurderes som én biologisk enhed, når bestanden og kvoten skal beregnes – men når fiskene skal fanges, har fiskerne kun adgang til en del af den samme bestand.
Det er blevet særligt synligt i 2026.
Tobis er ikke en stationær ressource, der hvert år fordeler sig på præcis samme måde. Den geografiske tilgængelighed kan variere betydeligt, og dermed får adgang til fiskepladserne afgørende betydning.
- Tallene fra de seneste tre år illustrerer problemet:
- I 2024 blev omkring 64 procent af kvoten udnyttet.
- I 2025 steg kvoteudnyttelsen til omkring 96 procent, blandt andet fordi en større del af bestanden var tilgængelig i område 2r, hvor EU-fiskerne fortsat har adgang.
- I 2026 styrtdykkede udnyttelsen til 36,4 procent.
Tre sæsoner er naturligvis ikke tilstrækkelige til videnskabeligt at fastslå en direkte årsagssammenhæng mellem den britiske lukning og den lave kvoteudnyttelse. Men forskellen mellem årene bør være stor nok til at få både biologer og politikere til at stille spørgsmålet:
Hvor befandt tobisen sig i 2026 – og hvor stor en del af den fiskbare bestand befandt sig på den forkerte side af den politiske grænse?
61.856 ton af kvoten blev ikke fisket
Regnestykket illustrerer problemets størrelse. Med en kvote på 97.345 ton og landinger på 35.489 ton stod 61.856 ton – svarende til 63,6 procent af kvoten – tilbage ufisket.
Det er ekstraordinært for et fiskeri, hvor kvoterne netop fastsættes på baggrund af videnskabelige bestandsvurderinger og den mængde fisk, der vurderes at kunne tages ud. Det betyder ikke, at samtlige resterende 61.856 ton nødvendigvis kunne eller burde have været fanget.
Fiskeri afhænger også af blandt andet bestandens koncentration, fangstrater, økonomi, vejr og fartøjernes dispositioner.
Men når næsten to tredjedele af kvoten ikke bliver udnyttet, bør forskellen mellem den biologisk beregnede fiskemulighed og den praktisk tilgængelige fiskemulighed undersøges langt grundigere. For en kvote er kun en reel fiskerimulighed, hvis fisken også er tilgængelig for de fartøjer, kvoten er tildelt.
Et forvaltningsmæssigt paradoks
Her bliver tobissagen principielt interessant. Moderne fiskeriforvaltning er nødvendigvis baseret på biologiske modeller. ICES’ bestandsvurderinger er afgørende for, at fiskeriet kan foregå på et biologisk bæredygtigt grundlag.
Men modellerne eksisterer ikke i et politisk vakuum.
Når en bestand biologisk behandles som én sammenhængende enhed, mens fiskerne juridisk kun har adgang til en del af bestandens geografiske udbredelsesområde, opstår der et paradoks.
- Den biologiske model kan fortælle, hvor meget der samlet set kan fiskes.
- Lovgivningen bestemmer derimod, hvor fiskerne må fiske.
- Naturen bestemmer i sidste ende, hvor fiskene faktisk befinder sig.
De tre ting behøver ikke at passe sammen. 2026-sæsonen tyder på, at de i hvert fald ikke gjorde det i tilstrækkelig grad i år.
Lukningen kan samtidig gøre rådgivningen mere usikker
Der findes endnu et paradoks, for lukningen af britisk farvand påvirker ikke alene fiskeriets adgang til tobisen. Den kan samtidig påvirke datagrundlaget for den videnskabelige rådgivning.
MID fremhæver, at ICES har peget på, at mere end 95 procent af den estimerede gydebiomasse i område 1r siden 2023 har bestået af fisk på to år eller ældre, mens de biologiske prøver fra disse aldersgrupper er begrænsede. Her spiller det kommercielle fiskeri en rolle, som let bliver overset i den offentlige debat. Fiskefartøjerne høster ikke alene ressourcen. De leverer også prøver og information fra de områder, hvor fiskeriet foregår.
Når et stort område lukkes for kommercielt fiskeri, forsvinder derfor samtidig en del af den løbende biologiske prøvetagning fra fiskeriet. Det kan efterlade forskerne med mindre viden om den del af bestanden, der befinder sig i det lukkede område. Man risikerer dermed en selvforstærkende problemstilling:
Fiskeriet lukkes – datagrundlaget bliver svagere – bestandsvurderingen bliver mere usikker – og den større usikkerhed kan efterfølgende få betydning for den fremtidige rådgivning og regulering.
Når modeller bliver til juridisk virkelighed
Det er her, tobissagen rækker ud over årets dårlige fangsttal. Fiskeriet har gennem mange år levet med konsekvenserne af, at biologiske modeller og videnskabelige vurderinger omsættes til juridisk bindende regler. Det er nødvendigt.
Men det stiller også store krav til kvaliteten af modellerne, datagrundlaget og ikke mindst muligheden for løbende at kontrollere, om modellernes forudsætninger stemmer med virkeligheden. For konsekvenserne er ikke teoretiske.
Når en model eller en politisk beslutning omsættes til kvoter, områdelukninger eller andre restriktioner, bliver resultatet økonomisk meget konkret for fartøjet, besætningen, havnen og forarbejdningsindustrien.
- Derfor bør princippet være enkelt:
- Jo større økonomiske og juridiske konsekvenser en model får for et erhverv, desto større bør kravene være til dokumentation, transparens og efterprøvelse.
Det er ikke et argument imod biologisk rådgivning – Det er tværtimod et argument for at gøre rådgivningen så robust som muligt.
Storbritannien kan ikke ignoreres
Efter tre sæsoner kan lukningen af britisk farvand vanskeligt længere betragtes som en midlertidig komplikation. Den er blevet en strukturel ramme for det europæiske tobiskeri. Derfor bør konsekvenserne også indgå langt tydeligere i både den biologiske rådgivning og den politiske forvaltning.
Hvis område 1r fortsat skal behandles som én samlet biologisk bestand, må overvågningen nødvendigvis også give et dækkende billede af bestanden på begge sider af grænsen.
Ellers risikerer man en situation, hvor Europa fastsætter fiskerimuligheder på grundlag af én samlet bestand, mens fiskerne alene har adgang til en geografisk begrænset del af den. Det holder ikke i længden.
En kvote skal også kunne fiskes
For den danske fiskemels- og fiskeolieindustri har den dårlige tobissæson meget konkrete konsekvenser. Tobis er et vigtigt råvaregrundlag for industrien, og 35.489 ton er langt fra de mængder, som en kvote på næsten 100.000 ton umiddelbart kunne stille i udsigt.
Men 2026-sæsonen bør ikke alene gøres op i mistede ton. Den bør bruges til at stille nogle mere grundlæggende spørgsmål til forvaltningen.
- Hvor befandt den fiskbare tobisbestand sig?
- Hvor stor en del befandt sig i britisk farvand?
- Hvordan påvirker lukningen kvaliteten af ICES’ datagrundlag?
- Hvordan sikrer man fremover sammenhæng mellem den bestand, biologerne vurderer, den kvote politikerne fastsætter og den del af bestanden, fiskerne faktisk har juridisk adgang til?
For selvfølgelig skal tobisen forvaltes bæredygtigt. Men en bæredygtig kvote på papiret er ikke nødvendigvis det samme som en reel fiskerimulighed på havet.
2026 er det hidtil tydeligste eksempel: Europa havde en tobiskvote på 97.345 ton. Der blev landet 35.489 ton – Næsten to tredjedele af kvoten blev aldrig fisket.
Det bør ikke blot registreres som en dårlig sæson. Det bør udløse en grundig undersøgelse af, om den biologiske rådgivning, den geografiske adgang og den politiske forvaltning af tobisen fortsat hænger sammen.
For der er ikke meget værdi i en fiskerimulighed, hvis fiskerne ikke må sejle derhen, hvor fisken er.
