Af redaktionen Fiskerforum.dk
En mulig islandsk tilnærmelse til EU vækker bekymring i landets magtfulde fiskerisektor. Brancheorganisationen SFS advarer om, at et medlemskab på længere sigt kan svække Islands kontrol over fiskekvoter, arbejdspladser og forædling. Kritikken mødes dog af et åbenlyst paradoks: Islandske fiskerikoncerner har selv gennem årtier investeret massivt i fiskeri og seafood-virksomheder i andre lande.
For mange islændinge er fiskeriet ikke blot endnu et erhverv. Det er en afgørende del af landets økonomi, eksport og selvforståelse – og ikke mindst en naturressource, som Island hidtil selv har haft kontrollen over. Derfor bliver udsigten til et eventuelt islandsk EU-medlemskab mødt med betydelig skepsis i dele af fiskerierhvervet.
Heiðrún Lind Marteinsdóttir, administrerende direktør for den islandske seafood-organisations SFS – Samtök fyrirtækja í sjávarútvegi – har over for den islandske tv-station RÚV advaret om, at et EU-medlemskab kan få konsekvenser for den nationale råderet over fiskeriet.
Bekymringen er, at EU’s fælles fiskeripolitik på længere sigt kan flytte indflydelse over kvoter og fiskeripolitik væk fra Reykjavík og gøre de islandske fiskeressourcer til en del af et større europæisk politisk forhandlingssystem.
Set fra den islandske fiskerisektors side handler diskussionen derfor ikke alene om at komme ind under EU’s økonomiske og politiske paraply. Den handler i høj grad om, hvem der fremover skal bestemme over fiskene i Islands farvande.
Frygter konsekvenser for kvoter og arbejdspladser
SFS’ bekymring omfatter ifølge det norske Fiskerimagasinet både fiskekvoter, arbejdspladser og den islandske forædlingsindustri. For et land, hvor fiskeriet har en helt anden samfundsøkonomisk betydning end i de fleste EU-lande, er spørgsmålet om råderetten over ressourcerne derfor særdeles følsomt. Men kritikken af udenlandsk indflydelse har samtidig udløst en debat om et markant paradoks i den islandske position.
For mens den islandske branche advarer mod, at udenlandske interesser kan få større indflydelse på Islands fiskeri, har nogle af landets største fiskerikoncerner selv brugt årtier på at investere i udenlandske fartøjer, kvoter, fiskerivirksomheder og forædlingsanlæg.
Samherji har investeret langt uden for Island
Det tydeligste eksempel er den islandske koncern Samherji, som fra sit udgangspunkt i islandsk fiskeri har udviklet sig til en international seafood-koncern. Ifølge Fiskerimagasinet har koncernen gennem datter- og associerede selskaber haft interesser i blandt andet Storbritannien, Tyskland, Polen, Færøerne og en række andre lande. I Storbritannien omfatter interesserne blandt andet fiskerederier med adgang til britiske kvoter og havgående bundtrawlere, mens selskabet også har aktiviteter i den tyske og polske fiskerisektor.
Samherji havde tidligere en ejerandel i færøske Framherji, men solgte denne i 2023.
Stor ejerandel i norsk fiskeri
Også i Norge har islandsk kapital fundet vej ind i fiskeriet. Gennem Alda Seafood Norge ejer Samherji-gruppen ifølge Fiskerimagasinet 39,9 procent af Nergård AS, der er blandt Nordnorges store integrerede seafood-koncerner. Nergård råder blandt andet over fem havgående torsketrawlere og flere modtage- og forædlingsanlæg. Koncernen producerer blandt andet fersk og frossen filet, saltfisk, klipfisk og tørfisk.
Det illustrerer dilemmaet ganske tydeligt: Islandsk kapital deltager aktivt i fiskerisektoren i andre lande, samtidig med at Islands egen branche ønsker at beskytte den nationale kontrol mod udenlandsk indflydelse.
Fiskeriet kan blive et af de sværeste EU-spørgsmål
Debatten peger dermed frem mod et grundlæggende spørgsmål, hvis Island på et tidspunkt bevæger sig videre mod EU:
»Kan Island blive medlem af EU og samtidig bevare den kontrol over fiskeressourcerne, som landets fiskerisektor betragter som afgørende?« Det spørgsmål kan vise sig langt vanskeligere end den mere generelle diskussion om fordelene ved europæisk samarbejde.
For de islandske fiskere og seafood-virksomheder handler det ikke kun om adgang til det europæiske marked. Island har allerede gennem EØS et tæt økonomisk forhold til EU. Det følsomme punkt er selve forvaltningen af havets ressourcer og den værdiskabelse, der følger med fiskene på land.
Og netop derfor kan fiskeriet igen blive en af de største politiske sten på vejen, hvis spørgsmålet om islandsk EU-medlemskab for alvor kommer tilbage på dagsordenen.
Samtidig står paradokset tilbage: Island ønsker at beskytte sit eget fiskeri mod udenlandsk indflydelse, mens islandske fiskerikoncerner selv har vist betydelig appetit på investeringer i fiskeriet uden for landets grænser.
Læs artiklen »Island: Satser tungt i utlandet – advarer samtidig mot EU« på Fiskerimagasinet.no
