Lederkommentar af redaktionen FiskerForum.dk
KOMMENTAR: Konflikten mellem Christiansborgs grønne ambitioner og det producerende Danmark er på vej ind i en ny og langt mere alvorlig fase. Denne gang handler det om L5 – den nye gødskningslov. Og for landbruget handler diskussionen ikke alene om kvælstof. Den handler om, hvorvidt den grønne trepart fortsat er en aftale, man kan stole på. For FiskerForums læsere er sagen samtidig ubehageligt genkendelig: endnu et erhverv risikerer at blive reguleret hårdt efter modeller, beregninger og politisk fastsatte miljømål, hvor virkeligheden ude i erhvervet kan vise sig langt mere kompliceret end regnearket.
Der er ved at blive trukket nogle usædvanligt skarpe fronter op mellem Christiansborg og dansk landbrug.
På den ene side står politikere, miljøorganisationer og andre, som med god grund ønsker mindre kvælstof i fjorde og kystvande. På den anden står et landbrug og et helt fødevareerhverv, der spørger, hvor meget produktion der reelt bliver tilbage, når de politiske målsætninger omsættes til regulering ude på den enkelte bedrift.
Det spørgsmål kan ikke affejes som almindelig modstand mod miljøkrav.
For L5 – officielt Forslag til lov om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser m.v. i land- og skovbruget – er ikke nogen mindre justering af den eksisterende regulering.
Det er selve fundamentet under et nyt system.
Fra 2027 skal den hidtidige markregulering erstattes af en udledningsbaseret regulering. Samtidig indbygges den såkaldte miljøgaranti, der betyder, at reguleringen kan skærpes yderligere, hvis de forventede reduktioner ikke bliver nået.
Og netop dér ligger en stor del af landbrugets nervøsitet.
Fiskeriet kender modellen
For FiskerForums læsere burde mekanismen få en klokke til at ringe – Fiskeriet har i årtier levet med biologiske modeller, bestandsvurderinger, referencepunkter, kvoter og politiske beslutninger, der omsætter beregnet biologisk udvikling til meget konkrete begrænsninger for den enkelte fisker.
Det betyder ikke, at modeller er unødvendige. Tværtimod – Moderne natur- og ressourceforvaltning kan ikke fungere uden dem – Men fiskeriet har også lært den hårde lektie, at en model ikke er det samme som virkeligheden.
Når datagrundlaget er usikkert, når antagelser ændres, eller når naturen opfører sig anderledes end forventet, kan konsekvensen stadig være meget reel for det erhverv, der bliver reguleret.
En kvote kan blive skåret ned, selv om fiskerne oplever masser af fisk på bestemte pladser. Et område kan blive lukket, selv om lokale erfaringer peger i en anden retning. Og når beregningsmodellerne først er blevet omsat til juridiske grænser, bliver det erhvervet – ikke modellen – der betaler prisen, hvis forudsætningerne viser sig at være forkerte.
Det er præcis derfor, landbrugets situation bør interessere fiskeriet – For med den nye udledningsbaserede regulering bevæger landbruget sig i retning af en verden, som fiskerne allerede kender.
Her bliver spørgsmålet ikke længere kun, hvor meget gødning en landmand faktisk spreder på sin mark. Det bliver i højere grad, hvor stor en udledning systemet beregner, at produktionen giver anledning til, og hvor meget af denne belastning der vurderes at ende i vandmiljøet.
Med andre ord: fra en regulering af det, landmanden gør, til en regulering af det, modellerne beregner, at hans produktion betyder.
Det er et principielt stort skifte.
Når regnearket møder virkeligheden
Problemet er ikke, at man bruger faglige modeller – Problemet opstår, når modellerne får karakter af facitliste.
To marker med nogenlunde samme produktion kan ende med meget forskellige reguleringsvilkår afhængigt af jordbund, opland og beregnet transport af kvælstof til vandmiljøet.
Det kan være fagligt velbegrundet – Men det kan også få enorme økonomiske konsekvenser – For nogle landmænd kan tilpasningen være håndterbar. For andre kan den betyde mindre gødning, lavere udbytter, ændrede afgrøder eller i sidste ende, at jorden mister en væsentlig del af sin produktionsmæssige værdi.
Her bør Christiansborg lære af fiskeriets erfaringer.
For når først en biologisk eller miljømæssig model bliver gjort til selve rygraden i reguleringen, er det afgørende, at systemet også kan håndtere usikkerhed, lokale variationer og ny viden. Ellers risikerer man, at en beregnet virkelighed vinder over den observerede virkelighed.
Det er en problemstilling, som fiskerne har advaret om i årevis. Nu risikerer landmændene at lære den samme lektie.
Problemet er ikke ønsket om rent vand
Debatten bliver for let reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt man er for naturen eller for landbruget. Det er en falsk modsætning. Landmænd har lige så stor interesse som alle andre i rent grundvand, levende fjorde og et sundt havmiljø.
Fiskerne har naturligvis også en direkte interesse i, at fjorde, kystvande og havområder har det godt – Men miljøpolitik bliver ikke nødvendigvis bedre af, at konsekvenserne for den produktion, der skal bære reguleringen, bliver sekundære – Derfor bør fiskeri og landbrug heller ikke stilles op som naturlige modstandere i kvælstofdebatten.
Det er fuldt legitimt, at fiskeriet ønsker mindre næringsstofbelastning i havmiljøet. Men det bør samtidig være muligt at kræve, at reduktionerne bliver gennemført på et dokumenteret, proportionalt og økonomisk forsvarligt grundlag. Det ene udelukker ikke det andet.
Hvad blev der af den grønne trepart?
Det er imidlertid forholdet til den grønne trepart, der gør sagen politisk eksplosiv. Hele idéen med treparten var, at Danmark skulle forsøge noget andet end den traditionelle skyttegravskrig mellem landbrug og miljø.
Landbruget accepterede en historisk omfattende omlægning af det danske areal. Jord skulle tages ud af drift. Lavbundsjorde skulle omlægges. Der skulle skabes mere skov og natur, og kvælstofbelastningen skulle ned. Til gengæld var den politiske fortælling, at omstillingen skulle ske gennem lokalt forankrede løsninger, frivillig arealomlægning og en proces, hvor fødevareproduktionen fortsat skulle kunne eksistere.
Det er præcis her, tillidskrisen opstår – For hvad sker der, hvis arealomlægningen ikke går hurtigt nok? – Så står miljøgarantien tilbage og dermed risikoen for yderligere regulering af den jord, der fortsat dyrkes.
Landbrugets frygt er derfor forståelig: Man kan først have accepteret en omfattende arealomlægning i forventning om, at den skulle løse en betydelig del af kvælstofproblemet – og bagefter risikere en så hård regulering af de tilbageværende produktionsarealer, at økonomien på bedriften alligevel forsvinder.
Det er på dette punkt, den grønne trepart risikerer at blive udhulet. Hvis aftalen i praksis bliver efterfulgt af en regulering, der ændrer de økonomiske forudsætninger fundamentalt, vil mange landmænd naturligt spørge, hvad deres deltagelse i treparten egentlig var værd.
Venstres problem er større end Søren Gade
Derfor er splittelsen i Venstre heller ikke bare endnu et internt Christiansborg-opgør.
Når Søren Gade meddeler, at han vil stemme imod lovforslaget, rammer han direkte ned i den konflikt, som har ulmet i Venstre længe: Hvor langt kan et traditionelt landbrugs- og erhvervsparti bevæge sig væk fra sit eget bagland, før forbindelsen knækker?
At partifæller reagerer voldsomt på Gades nej, ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål.
For ude i de landdistrikter, hvor landbruget, maskinstationerne, slagterierne, mejerierne, transportvirksomhederne og de mange følgeerhverv fortsat betyder noget, bliver lovgivningen ikke oplevet som et abstrakt miljøpolitisk regnestykke. Her handler den om arbejdspladser, jordpriser, generationsskifter, investeringer og mulighederne for overhovedet at fortsætte produktionen.
Når Venstre derfor bliver splittet af L5, skyldes det ikke kun Søren Gade. Det skyldes, at partiet bliver konfronteret med en modsætning, som regeringssamarbejdet længe har kunnet skubbe foran sig.
Nu kommer traktorerne
Derfor bør ingen på Christiansborg være overrasket over, at utilfredsheden bevæger sig ud på vejene.
Der ventes stormøder og demonstrationer, mens Folketingets behandling af loven nærmer sig sin afslutning. De protester bør naturligvis foregå fredeligt og inden for lovens rammer. Men politikerne begår en alvorlig fejl, hvis de alene betragter traktorer og protesterende landmænd som endnu et eksempel på en branche, der ikke ønsker forandring.
Landbruget har allerede accepteret forandring – Det var hele forudsætningen for den grønne trepart.
Derfor handler demonstrationerne i høj grad om oplevelsen af, at spillereglerne bliver ændret, efter man satte sin underskrift på aftalen.
Det er en væsentlig forskel.
Og også her bør fiskeriets historie give anledning til eftertanke. For når et erhverv gennem længere tid oplever, at beslutninger træffes stadig længere væk fra den praktiske virkelighed, opstår der før eller siden en tillidskrise.
Fiskere har oplevet den – Nu står landbruget faretruende tæt på det samme.
To erhverv – samme advarsel
Der er naturligvis store forskelle på at drive en fiskekutter og en landbrugsbedrift.
- Men politisk er parallellen slående.
- Begge erhverv lever af biologiske ressourcer.
- Begge er afhængige af naturens tilstand.
- Begge accepterer nødvendigheden af regulering.
- Begge er dybt sårbare over for systemer, hvor modelberegninger kan få større betydning for økonomien end den virkelighed, erhvervsudøveren selv kan se uden for vinduet.
I fiskeriet hedder det bestandsmodeller, biologisk rådgivning og kvoter. I landbruget kan det fremover hedde udledningsmodeller, retentionsberegninger og kvælstofregulering. Fællesnævneren er den samme:
Når usikkerheden i beregningerne ender som sikker økonomisk byrde for den enkelte erhvervsdrivende, opstår problemerne. Det er derfor ikke et argument imod videnskab eller miljøregulering. Det er et argument for ydmyghed omkring, hvad modeller kan – og ikke kan.
Måske regeringens alvorligste fejlskud
Rødkløverregeringen har gennem sin levetid leveret adskillige lovgivningsmæssige slagsmål.
Men gødskningsloven kan vise sig at blive et af de alvorligste – Ikke fordi ønsket om et bedre vandmiljø er forkert – Tværtimod.
Men fordi L5 risikerer at ødelægge noget, som var langt vanskeligere at skabe end endnu en lov: tillid mellem staten og det erhverv, der skal gennemføre omstillingen i praksis.
Den grønne trepart var interessant netop fordi landbruget, staten, kommunerne og naturinteresserne forsøgte at forlade skyttegravene.
Hvis resultatet efterfølgende bliver, at landmænd oplever både at skulle afgive produktionsjord til den grønne omstilling og acceptere en regulering af den resterende jord, som nogle frygter kan gøre produktionen urentabel, så vil mange med god grund spørge: Hvad var trepartsaftalen så egentlig værd?
Christiansborg kan vedtage en lov – Der kan tælles til et flertal – Men man kan ikke vedtage sig til tillid.
Fiskeriet ved bedre end de fleste, hvad der sker, når afstanden mellem modellerne på skrivebordet og virkeligheden ude i erhvervet bliver for stor. Det bør landbruget ikke behøve at erfare på samme måde. For hvis tilliden til den grønne trepart først for alvor bryder sammen, bliver regningen langt større end nogle dages traktordemonstrationer.
Så står Danmark igen dér, hvor treparten netop skulle forhindre os i at ende: i en regulær konflikt mellem miljøpolitik og fødevareproduktion – hvor både landmænd, fiskere og resten af det producerende Danmark får en stadig stærkere oplevelse af, at modellerne tæller mere end menneskerne, der skal leve med konsekvenserne.
Lederkommentar af redaktionen FiskerForum.dk
