Danmark er en fiskerination – men hvorfor glemmer vi havet, når vi taler om fødevaresikkerhed?

Leder af redaktionen FiskerForum.dk

To norske havforskere advarer mod at nedprioritere fiskeri og havforskning i udviklingsbistanden. Deres kritik rammer også en dansk debat, hvor landbruget ofte fylder mere end havets fødevarer. For hvad hjælper en stærk fødevareproduktion, hvis vi samtidig mister fiskerimuligheder, viden og kapaciteten til at bringe fisk fra hav til middagsbord? Havet bør have en langt tydeligere plads i både dansk fødevarepolitik, beredskab og internationalt udviklingsarbejde.

Når politikere taler om fødevaresikkerhed, er det næsten altid markerne, husdyrene og landbrugets produktion, der først kommer på dagsordenen. Men Danmark er ikke alene et landbrugsland.

Vi er også en fiskerination med adgang til nogle af Europas vigtigste fiskeområder, en betydelig fiskeforarbejdende industri og generationers erfaring med at producere fødevarer fra havet. Alligevel risikerer fiskeriet at blive behandlet som et særskilt miljø- og reguleringsspørgsmål, når diskussionen handler om fremtidens fødevareforsyning.

Det er en problemstilling, som to norske havforskere nu har sat ord på i en debat om Norges udviklingspolitik og deres argumenter fortjener også at blive hørt i Danmark.

Når havet forsvinder fra de politiske prioriteringer

Ann-Lisbeth Agnalt og Erik Olsen fra det norske Havforskningsinstitut stillede i juli måned  et bemærkelsesværdigt spørgsmål i en kronik på Panorama Nyheter: »Hvordan kan en nation med så stærke maritime traditioner diskutere fremtidens udviklingsbistand uden at nævne havet, fiskeriet og akvakulturen?«

Baggrunden var en norsk debat om at koncentrere udviklingsbistanden om færre områder, hvor Norge har særlige kompetencer og kan skabe størst mulig effekt.

Det er i sig selv en fornuftig ambition – Men forskerne undrede sig over, at fiskeriet stort set var fraværende i flere af de fremlagte forslag. For netop havforskning, fiskeriforvaltning og udvikling af bæredygtige fiskerier er områder, hvor Norge gennem årtier har opbygget en internationalt efterspurgt ekspertise.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark er ved at begå en lignende fejl

Ikke nødvendigvis ved at fjerne fiskeriet fra udviklingsbistanden, men ved at give havets fødevareproduktion for lidt opmærksomhed i den samlede diskussion om fødevaresikkerhed, klima og beredskab.

Fisk er ikke en niche – det er livsvigtig fødevareproduktion Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, leverer fisk og andre akvatiske fødevarer mindst en femtedel af det animalske protein til omkring 3,1 milliarder mennesker. I flere udviklingslande er betydningen endnu større.

I lande som Sierra Leone, Ghana og Mozambique har fisk og andre fødevarer fra vandet historisk stået for omkring halvdelen eller mere af befolkningens animalske proteinforsyning. Det gør fiskeriet til langt mere end et spørgsmål om eksportindtægter.

Det handler om ernæring, arbejdspladser og befolkningernes mulighed for at skaffe mad. FAO’s rapport The State of World Fisheries and Aquaculture 2026 viser samtidig, at den globale produktion af fisk og andre akvatiske dyr nåede omkring 195 millioner tons i 2024. Af disse gik langt størstedelen til menneskeføde.

Tallene understreger, at havet og akvakulturen allerede er en central del af verdens fødevareforsyning.

Alligevel bliver fiskeriet ofte omtalt først og fremmest i forbindelse med overfiskeri, miljøbelastning og begrænsninger. Det er nødvendige diskussioner. Men de bør ikke stå alene.

Danske fiskere mærker allerede konsekvenserne

I Danmark bliver adgangen til fiskeriet ændret gennem nye trawlfrie områder, naturbeskyttelse, regulering af fiskeredskaber og skærpede miljøkrav. Flere af indgrebene har til formål at beskytte havnaturen og forbedre havmiljøet. Det er legitime samfundshensyn, som også fiskeriet må forholde sig til.

Men der mangler ofte en tilsvarende diskussion af, hvordan vi samtidig sikrer, at Danmark kan bevare et økonomisk bæredygtigt fiskerierhverv.

For når et fartøj forsvinder fra flåden, forsvinder der mere end fangstkapacitet. Der kan også forsvinde arbejdspladser, faglig viden, lokale leverandører og grundlaget for aktivitet i fiskerihavnene. Det gælder især i de mindre kystsamfund, hvor fiskeriet fortsat har betydning for den lokale økonomi.

Og selv om en del af fangsterne eksporteres, er fiskeriet samtidig en del af den danske fødevareproduktion, som kan få større betydning i en situation med internationale forsyningsproblemer. Derfor bør enhver større ændring i fiskeriets rammevilkår ikke alene vurderes på miljøeffekten. Den bør også vurderes på konsekvenserne for fødevareproduktion, arbejdspladser, forsyningskæder og mulighederne for at opretholde fiskeri i fremtiden.

Vi har forskningen – men bruger vi den rigtigt?

Den norske kronik fremhæver Nansenprogrammet, som gennem mere end 50 år har undersøgt fiskebestande og havmiljø i udviklingslande. Programmet har ikke alene skabt viden om fiskeressourcer. Det har også uddannet forskere, opbygget institutioner og hjulpet lande med at udvikle en mere videnskabeligt funderet fiskeriforvaltning.

Det er en erfaring, som Danmark kan lære af. For Danmark råder selv over betydelige kompetencer inden for havforskning, fiskeriteknologi, bestandsvurderinger, fiskeforvaltning og akvakultur.

DTU Aqua, danske virksomheder og fiskerierhvervet har gennem årtier arbejdet med blandt andet selektive redskaber, fangsthåndtering, fiskebestande og udvikling af nye teknologier. Disse kompetencer bør ikke alene bruges til at dokumentere problemer og begrunde regulering. De bør også bruges til at udvikle løsninger, som gør det muligt at bevare og forbedre fødevareproduktionen fra havet.

For forskningens værdi ligger ikke kun i at fortælle, hvor der skal fiskes mindre. Den ligger også i at vise, hvordan vi kan fiske bedre.

Fødevareberedskab handler også om fisk

I marts 2024 offentliggjorde Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri en rapport fra Københavns Universitet, som konkluderede, at Danmark har en høj fødevareforsyningssikkerhed. Danmark producerer samlet set tilstrækkeligt med kalorier, protein og fedt til at kunne dække befolkningens behov. Men rapportens konklusion er ikke ensbetydende med, at alle dele af fødevareforsyningen er lige robuste.

For evnen til at producere fødevarer afhænger også af energi, arbejdskraft, transport, råvarer og fungerende forarbejdningsvirksomheder.

Her spiller fiskeriet en særlig rolle. Fisk er en vigtig proteinkilde, som ikke kræver dyrkning af landbrugsjord, og som i et velforvaltet fiskeri kan produceres uden foder eller kunstgødning. Det betyder ikke, at fiskeri er uden miljøpåvirkning. Fiskebestandene skal være bæredygtige, havmiljøet skal beskyttes, og fangsterne skal ske inden for biologisk forsvarlige rammer. Men netop derfor bør fiskeriet indgå som en selvstændig del af Danmarks fødevareberedskab.

Det er ikke tilstrækkeligt at vide, hvor meget mad vi samlet set kan producere. Vi bør også vide, hvilke fødevarer vi kan producere, hvor sårbare forsyningskæderne er, og hvor hurtigt kapaciteten kan tilpasses, hvis internationale handelsforbindelser bliver afbrudt.

En nordisk rapport peger på sårbarhederne

En ny rapport fra Nordisk Ministerråd, offentliggjort i juni 2026, understøtter behovet for at tænke havets fødevarer ind i beredskabet. Rapporten Nordic Aquatic Food Systems beskriver, hvordan de nordiske lande har stærke fiskeri- og akvakulturerhverv, men samtidig er sårbare på flere områder. Det gælder blandt andet afhængigheden af importeret foder, forarbejdning uden for Norden og fiskebestande, der deles mellem lande med forskellige interesser.

Rapporten peger desuden på, at nordiske forbrugere generelt spiser mindre fisk end anbefalet.

Det er et paradoks. Vi har adgang til betydelige marine fødevareressourcer, men udnytter ikke nødvendigvis mulighederne for at styrke den hjemlige forsyning og forbruget af fisk. Derfor er der brug for en fødevarepolitik, som ser på hele værdikæden fra fangst og opdræt til forarbejdning, distribution og forbrug.

Danmark kan også bidrage internationalt

Den norske debat handler oprindeligt om udviklingsbistand. Her er argumentet, at lande med stærke fiskerikompetencer kan gøre en særlig forskel i udviklingslande, hvor fiskeriet er afgørende for befolkningens ernæring og økonomi. Det perspektiv er også relevant for Danmark. Danske forskningsinstitutioner har allerede deltaget i internationale projekter om blandt andet akvakultur og fødevaresikkerhed.

Et eksempel er et Danida-støttet forskningsprojekt i Ghana, hvor danske og ghanesiske forskere har samarbejdet om at forbedre produktiviteten i akvakulturen. Det viser, at dansk viden kan anvendes til at styrke fødevareproduktionen uden for landets grænser.

Men en sådan indsats kræver, at fiskeri og akvakultur bliver betragtet som selvstændige udviklingsområder og ikke blot som underpunkter i en bredere diskussion om klima og miljø.

For mange kystsamfund i Afrika og Asien er adgang til fisk ikke et spørgsmål om gastronomi eller forbrugervalg. Det er et spørgsmål om dagens måltid og familiens indkomst.

Havet skal ikke fritages for krav – men anerkendes som fødevareproducent

Der er ingen modsætning mellem at beskytte havmiljøet og at anerkende fiskeriets betydning for fødevareforsyningen. Tværtimod er sunde fiskebestande og fungerende marine økosystemer forudsætningen for et langsigtet bæredygtigt fiskeri.

Men der er forskel på at forvalte havets ressourcer ansvarligt og på at behandle fiskeriet, som om det først og fremmest er en aktivitet, der skal begrænses. Hvis Danmark ønsker en stærk fødevareforsyning, bør fiskeriet have en tydelig plads i de nationale strategier for beredskab, innovation og erhvervsudvikling.

Det kræver en samlet vurdering af både miljø, fangstmuligheder, økonomi og beskæftigelse og det kræver, at fiskernes praktiske erfaringer bliver taget alvorligt, når fremtidens løsninger skal udvikles.