Landbrug og Fiskeri: Når beregningen bliver til lov og virkeligheden ikke passer ind i modellen

Lederkommentar af redaktionen FiskerForum.dk

KOMMENTAR: Fiskeriet har gennem årtier mærket konsekvenserne, når biologiske modeller, prognoser og forsigtighedsprincipper omsættes til kvoter og begrænsninger med meget konkrete økonomiske følger. Nu står dansk landbrug over for en beslægtet problemstilling. FiskerForum mener, at regulering af både hav og land så vidt muligt bør bygge på faktiske målinger og dokumenterbare observationer. Hvor modeller er nødvendige, skal deres usikkerhed være synlig – især når resultatet bliver juridisk bindende for mennesker og virksomheder.

Der er en sætning i debatten om den nye gødskningslov, som burde få langt større opmærksomhed end de sædvanlige politiske slagsmål på Christiansborg:

Det er en udfordring for retssikkerheden, når usikre modeller omsættes til juridisk bindende krav, hvis den enkelte erhvervsdrivende risikerer at miste udviklingsmuligheder på baggrund af beregninger, som vanskeligt kan verificeres eller efterprøves lokalt.

Læs den lige én gang til.

For problemstillingen handler ikke kun om landbruget. Den handler om noget, fiskeriet har beskæftiget sig med i årtier. Nemlig forskellen mellem den beregnede virkelighed og den målte virkelighed.

Fiskerne kender regnestykkerne

Ingen seriøs fiskeriforvaltning kan undvære videnskab og ingen ansvarlig fisker kan have interesse i at fiske bestandene ned.

ICES’ biologer og forskere udfører et nødvendigt arbejde med enorme datamængder, togter, prøvetagninger og bestandsmodeller. Men en bestandsmodel er stadig en model. Den er et videnskabeligt forsøg på at beskrive en meget kompliceret biologisk virkelighed ved hjælp af tilgængelige data og en række matematiske forudsætninger. Det ved forskerne naturligvis bedre end nogen.

ICES’ egne systemer opererer netop med forskellige grader af datakvalitet og usikkerhed. Nogle bestande har omfattende analytiske vurderinger. For andre er datagrundlaget betydeligt mere begrænset. Det interessante er derfor ikke, om modellerne er perfekte, for det er de ikke og det forventer ingen seriøse mennesker, at de skal være.

Det interessante er, hvad der sker, når en usikker videnskabelig beregning forlader forskernes skrivebord og bliver omsat til politiske beslutninger og juridisk bindende regulering.

Så forsvinder usikkerheden nemlig ikke nødvendigvis. Men konsekvensen bliver særdeles sikker.

Fiskeren betaler med sin omsætning

Hvis en bestandsvurdering fører til en kraftigt reduceret kvote, bliver reduktionen ikke teoretisk.

• Den rammer fartøjets fangstmuligheder.
• Besætningens indtjening.
• Havnens aktivitet.
• Fiskeauktionen.
• Transportøren.
• Forarbejdningsvirksomheden.
• Og i sidste ende hele det lokalsamfund, hvor fiskeriet fortsat har økonomisk betydning.

Derfor har fiskeriet gennem årene oplevet en frustration, som landbruget nu risikerer at lære at kende:

Usikkerheden ligger i beregningen – men sikkerheden ligger i regningen – Det er en vigtig forskel.

Og den bør optage langt flere politikere.

Videnskaben siger faktisk selv, at der er usikkerhed

Det paradoksale er, at kritikken af overdreven tiltro til modeller ikke behøver at være et angreb på videnskaben – Tværtimod.

Videnskaben diskuterer selv problemerne. ICES arbejder eksplicit med usikkerhed, databegrænsede bestande, forsigtighedstilgange, referencepunkter og forskellige metoder afhængigt af kvaliteten af den tilgængelige viden.

Forskningen i fiskeriforvaltning har også vist, at resultater kan være følsomme over for blandt andet observationsusikkerhed og de forudsætninger, der bygges ind i modellerne og det er helt naturligt, for havet er ikke et laboratorium.

Man kan ikke tælle hver eneste torsk i Østersøen, hver eneste tobis i Nordsøen eller hver eneste makrel i Nordatlanten.

• Man tager prøver.
• Man gennemfører videnskabelige togter.
• Man anvender fangstdata.
• Man estimerer dødelighed og rekruttering.
• På den baggrund forsøger forskerne at beregne størrelsen og udviklingen af bestanden.

Det er kvalificeret videnskab. men det er fortsat en beregnet repræsentation af naturen. Ikke naturen selv.

Tobisen viser problemet i sin mest enkle form

Årets tobissæson giver et tankevækkende eksempel. Den europæiske kvote var på 97.345 ton, hvoraf de danske og norske fartøjer tilsammen landede 35.489 ton. Kvoteudnyttelsen blev dermed blot 36,4 procent.

61.856 ton af den fastsatte kvote blev ikke fisket. Forklaringen er mere kompliceret end blot at konstatere, at »fisken ikke var der«.

Storbritannien har siden 2024 lukket britisk farvand for tobisfiskeri. Dermed er en bestand, der fortsat vurderes biologisk på tværs af EU- og britisk farvand, blevet delt fiskerimæssigt. Fisken kender naturligvis ikke grænsen. Det gør lovgivningen.

Det giver et næsten skolebogsagtigt eksempel på forskellen mellem biologisk beregning og praktisk virkelighed – På papiret eksisterer en fiskerimulighed – På havet kan fisken befinde sig et sted, hvor fartøjet ikke må følge efter den, og så hjælper kvoten ikke meget.

Endnu værre: Når fiskeriet forsvinder, kan data også forsvinde

Tobissagen indeholder yderligere et paradoks. Det kommercielle fiskeri er ikke kun en udnyttelse af bestanden. Fiskeriet er også en kilde til biologiske data.

Marine Ingredients Denmark har fremhævet, at ICES peger på begrænset biologisk prøvetagning fra bestemte aldersgrupper af tobis i område 1r, så når fiskeriet forsvinder fra et område, forsvinder dermed også en potentiel kilde til prøver og observationer.

Så kan man ende i en uheldig cirkel:

• Et område lukkes.
• Fiskeriet forsvinder.
• Datagrundlaget bliver vanskeligere at opretholde.
• Usikkerheden kan vokse.

Og større usikkerhed kan føre til en mere forsigtig rådgivning.

Det er ikke et argument for at fiske uden hensyn til bestandene. Det er et argument for at forstå, hvor afgørende gode, faktiske data er.

Nu kommer landbruget ind i den samme verden

Og her bliver den aktuelle debat om L5 for alvor interessant. For dansk landbrug bevæger sig med den nye udledningsbaserede kvælstofregulering ind i en verden, fiskerne vil kunne genkende.

• Det handler ikke længere alene om noget håndgribeligt som: Hvor meget gødning blev der faktisk tilført marken?
• Reguleringen kommer i højere grad til at beskæftige sig med: Hvor meget kvælstof beregnes at blive udledt – og hvor meget beregnes at nå frem til vandmiljøet?

Det er en fundamental forskel.

For mellem landmandens mark og fjorden ligger en ekstremt kompliceret fysisk og biologisk virkelighed.

• Jordtype.
• Nedbør.
• Dræning.
• Grundvand.
• Afgrøder.
• Retention.
• Transportveje.
• Tid.
• Geografi.
• Og en lang række andre faktorer.

Det betyder, at myndigheder og forskere nødvendigvis må anvende modeller for at forsøge at beskrive sammenhængene og det kan der være gode faglige grunde til. Men jo større usikkerheden er, desto mere problematisk bliver det, hvis resultatet bagefter behandles politisk, som om man havde foretaget en præcis måling på den enkelte bedrift.

En beregning er ikke en måling

Det burde egentlig være indlysende. Hvis man måler temperaturen til 12,4 grader med et korrekt kalibreret instrument, har man foretaget en observation.

Hvis en model beregner, at temperaturen på et bestemt sted sandsynligvis er 12,4 grader ud fra en række andre oplysninger, har man foretaget et estimat. De to tal kan stå ens i et regneark. Men de er ikke fremkommet på samme måde.

Det er denne sondring, der efter FiskerForums opfattelse bør fylde langt mere i miljø- og erhvervspolitikken.

• Mål, hvor det er muligt at måle.
• Brug observationer, hvor observationer er mulige.
• Brug lokale data, når lokale konsekvenser skal fastlægges.

Og hvor modeller er nødvendige, skal man være fuldstændig åben om modellernes forudsætninger, usikkerhedsintervaller og begrænsninger.

Det er ikke videnskabsfjendtligt, det er derimod god videnskabelig praksis.

Modellen må kunne udfordres

Der er også et retssikkerhedsmæssigt princip på spil. Hvis staten træffer en afgørelse, der får væsentlige økonomiske konsekvenser for en fisker, landmand eller anden virksomhed, bør grundlaget for afgørelsen være så transparent som muligt.

Den berørte skal kunne forstå:

• Hvilke data er anvendt?
• Hvilke antagelser ligger bag?
• Hvilken model er anvendt?
• Hvor stor er usikkerheden?
• Kan beregningen reproduceres?
• Findes der faktiske lokale målinger?
• Hvad sker der, hvis målingerne modsiger modellen?
• Det sidste spørgsmål er måske det vigtigste. Hvad vinder – modellen eller virkeligheden?

Svaret burde være enkelt. Hvis tilstrækkeligt gode, repræsentative og fagligt valide målinger dokumenterer, at virkeligheden systematisk afviger fra en models forudsætninger, skal modellen kunne korrigeres. Ellers er modellen ikke længere blot et videnskabeligt hjælpemiddel. Så risikerer den at blive et administrativt facit.

Forsigtighedsprincippet må gå begge veje

Der findes et stærkt og legitimt forsigtighedsprincip i miljø- og fiskeriforvaltningen. Når videnskaben er usikker, skal man være forsigtig med naturen – Det er fornuftigt.

Men der bør eksistere et tilsvarende proportionalitetsprincip, når staten griber ind over for borgernes og virksomhedernes økonomiske muligheder.

Hvis myndighederne ikke med stor sikkerhed ved, præcis hvor stor en påvirkning en bestemt aktivitet har, bør man være varsom med at fremstille et modelresultat som en præcis lokal sandhed.

For reguleringen rammer mennesker i den virkelige verden.

• En landmand kan miste muligheden for at udvikle sin bedrift.
• En fisker kan miste en væsentlig del af sit fangstgrundlag.
• En virksomhed kan miste råvarer.
• En havn kan miste landinger.
• En familie kan miste værdien af den virksomhed, den måske har bygget op gennem generationer.

Sådanne indgreb kræver et solidt grundlag.

Det er ikke en kamp mellem eksperter og erhverv

Det er vigtigt at understrege. FiskerForum ønsker ikke en konflikt mellem forskere og fiskere eller mellem forskere og landmænd.

Det ville være både urimeligt og uproduktivt.

• Vi har brug for biologerne.
• Vi har brug for miljøforskerne.
• Vi har brug for hydrologerne.
• Vi har brug for fiskernes observationer.
• Vi har brug for landmændenes lokale viden.
• Vi har brug for myndigheder, der kan samle denne viden og omsætte den til en regulering, som både beskytter naturen og respekterer de mennesker, der bliver reguleret.

Men eksperternes modeller må aldrig ophøjes til noget, de ikke er – En matematisk model er ikke en naturlov – Den er et redskab til at forstå virkeligheden – Et godt redskab skal kunne testes mod den virkelighed, det forsøger at beskrive.

Mål først – beregn når vi er nødt til det

FiskerForums udgangspunkt er derfor enkelt:

• Vi foretrækker reelle, veldesignede og repræsentative målinger frem for beregnede værdier, hvor det fagligt og praktisk er muligt.
• Ikke fordi målinger aldrig har usikkerhed – Det har de.
• Ikke fordi modeller er værdiløse – Det er de bestemt ikke.
• Fordi konsekvenserne af moderne miljøregulering er blevet så omfattende, at staten bør tilstræbe det bedst mulige faktuelle grundlag, før den begrænser menneskers mulighed for at drive deres erhverv.

Hvor direkte målinger ikke er praktisk mulige, må modeller anvendes – Men så bør usikkerheden følge med hele vejen fra forskningsrapporten til ministeriet og videre ind i lovgivningen – Den må ikke forsvinde på vej gennem systemet.

Usikkerheden må ikke forsvinde – bare fordi den rammer en anden

Det er måske den vigtigste lære fra fiskeriet. Videnskabelig usikkerhed forsvinder ikke, fordi Folketinget vedtager et tal.

• En bestandsmodel bliver ikke mere præcis, fordi dens resultat ender i en kvoteforordning.
• En beregnet kvælstofudledning bliver heller ikke automatisk til en fysisk måling, fordi den bliver lagt til grund for juridisk regulering af en landmands jord.

Politikerne har naturligvis både retten og pligten til at træffe beslutninger under usikkerhed – Sådan fungerer et samfund.

Men når beslutningen træffes, skal man være ærlig om grundlaget og jo mere indgribende reguleringen er, desto stærkere bør kravene være til dokumentation, transparens, lokal efterprøvelse og mulighed for korrektion.

• Det gælder på havet.
• Det gælder på marken.

Og det gælder især, når konsekvensen af en beregning kan være, at et menneske mister sit økonomiske eksistensgrundlag.

Regulering skal naturligvis beskytte naturen. Men den skal også være retfærdig. Mål, når vi kan. Beregn, når vi er nødt til det. Fortæl åbent om usikkerheden. Og lad altid virkeligheden have mulighed for at korrigere modellen – ikke omvendt. Det burde ikke være et kontroversielt krav. Det burde være fundamentet for god forvaltning.