En historisk bestand – i mere end én forstand

En historisk bestand – i mere end én forstand

Sild har lange været den mest almindelige fisk pa de europæiske borde. Og det har den været i mange tilberedninger: stegt, rå, tørret, røget, marineret, i saltlage, som smørepålæg osv. Det er en fisk, som findes i store mængder og til en meget rimelig pris, hvilket har gjort den meget populær. Og sådan har det været meget længe.
Det er en fisk, som findes i store mængder og til en meget rimelig pris, hvilket har gjort den meget populær. Og sådan har det været meget længe. For silden er den første fisk, som blev udnyttet i stor målestok. Siden det 15. århundrede har handlen med sild i tønder fremmet udviklingen af sildefiskeriet i Nordsøen, lange for man opdagede fødevarekonservering og nedkøling. I dag findes de største forbrugere af sild i Polen og andre lande i Østeuropa, mens forbruget af sild i Frankrig og Det Forenede Kongerige er faldet stærkt.

Sild er genstand for et målrettet fiskeri med pelagiske trawlere og notfartøjer. Det er ligeledes en bifangst ved industrifiskeriet. Disse intensive fiskerier var årsag til den første nedfiskning af en bestand i europæiske farvande. Det var i midten af 1970’erne. Udnyttelsen var forblevet intensiv til trods for en stadigt faldende biomasse. Landingerne var faldet fra over 1 mio. tons i 1965 til… 175 000 tons i 1976. Fiskeriet blev lukket i 1977. Det blev siden gradvist genoptaget. Fra midten af 1980’erne stabiliseredes fangsterne omkring 700 000 tons. Alt gik således godt.

Men i 1996 var der igen risiko for, at bestanden blev nedfisket. Biomassen havde varet faldende i flere år, og fiskeritrykket var blevet fastholdt. Fra de første alarmer blev kvoterne halveret i årets løb. EU og Norge, som deler bestanden, beslutter derfor at udarbejde en flerårig forvaltningsplan. Denne plan træder i kraft i 1997 og bliver således den første, som anvendes i europæiske farvande. Den blev reguleret og videreført i 2004. Den er baseret på en fangstbegrænsning beregnet i forhold til fiskeridødeligheden, der varierer efter bestandens sundhedstilstand. Forsigtighedsgrænsen ligger på 1,5 mio. tons voksen biomasse, og den sikre biologiske grænse er fastsat til 800 000 tons. Den samlede tilladte fangstmængde (TAC) må imidlertid højst variere med 15 % fra år til år for at sikre en vis stabilitet for fiskerne. På nogle få år lykkedes det med denne plan at få bestanden op over forsigtighedsgrænsen og genetablere principperne om en bæredygtig udnyttelse.

Men selv om bestandens sundhed ikke længere er truet af overfiskning, er den stadig afhængig af naturens luner. Således er der siden 2001 kommet unormalt få ungsild ind i bestanden – den såkaldte rekruttering.. Årsagerne til disse nedsatte rekrutteringer er endnu ukendte. Men konsekvensen er, at bestanden siden 2006 er faldet til under forsigtighedsgrænsen og er kommet faretruende tæt på den sikre biologiske grænse. Fiskerimulighederne reduceres hvert år for at overholde en passende fiskeridødelighed. Men for at gøre noget ved dette problem gik EU og Norge i gang med en revision af planen i 2008, idet de forbeholdt sig muligheden for at lade de samlede tilladte fangstmængder variere med over 15 % fra år til år, hvis det er nødvendigt.