Af redaktionen FiskerForum.dk
Blåfinnet tun er vendt tilbage til Skagerrak, Kattegat og Øresund, men Danmark har fortsat ingen selvstændig kvote til et målrettet kommercielt fiskeri. Samtidig er den internationale fangstkvote hævet markant. Nu kræver Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, at den nye miljøminister kæmper for en dansk andel af den værdifulde ressource.
De er tilbage. De store blåfinnede tun svømmer igen gennem danske farvande efter i årtier stort set at have været væk. Men for danske erhvervsfiskere er en af verdens mest eftertragtede konsumfisk fortsat i praksis uden for rækkevidde som mål-art. Danmark har nemlig ikke en selvstændig national kvote, der giver danske fiskere mulighed for at drive et målrettet kommercielt fiskeri efter blåfinnet tun.
Det vil Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Sportsfiskerforbund have ændret, skriver Politiken blandt andet om i artiklen »Opfordring til ny minister: Slå i bordet. Det er vores fisk«
De to organisationer opfordrer den nye miljøminister Maria Reumert Gjerding til at øge den danske indsats i EU og internationalt for at sikre Danmark en egentlig andel af fangstmulighederne. Argumentet er nærliggende: Når den blåfinnede tun igen opholder sig i Skagerrak, Kattegat og Øresund, bør danske fiskere også have mulighed for at høste af den ressource, mener organisationerne.
26.509 ton til EU – men ingen dansk målrettet kvote
Tallene gør diskussionen særlig aktuel i 2026.
ICCAT – (Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet) – besluttede i 2025 at hæve den samlede tilladte fangstmængde for den østlige bestand af blåfinnet tun med 19,3 procent. Det betyder, at den internationale TAC for østlig blåfinnet tun er fastsat til 48.403 ton for perioden 2026-2028.
EU’s samlede kvote udgør i 2026 knap 26.509 ton. Men fangstmulighederne er langt fra ligeligt fordelt mellem medlemslandene. De store traditionelle tunfiskerinationer råder over langt hovedparten af EU’s kvote, mens Danmark ikke har fået tildelt en selvstændig national kvote til et målrettet fiskeri.
For gruppen af øvrige EU-medlemslande er der i 2026 afsat 104,03 ton. Denne pulje er imidlertid knyttet til bifangster og giver dermed ikke danske fartøjer mulighed for at åbne et målrettet kommercielt fiskeri efter blåfinnet tun. Det er en vigtig forskel.
Danske erhvervsfiskere er altså ikke afskåret fra enhver fangst af blåfinnet tun, men de kan ikke sætte til havs med det formål at fiske målrettet efter arten på samme måde som fiskere fra EU-lande med egentlige nationale kvoter.
Tunen kom tilbage – fiskeriet gjorde ikke
Situationen er bemærkelsesværdig, fordi blåfinnet tun historisk hørte til i de danske farvande. Tidligere fandtes et betydeligt fiskeri efter de store tun i blandt andet Øresund og Kattegat. Men bestanden gik voldsomt tilbage, og i anden halvdel af det 20. århundrede forsvandt tunen stort set fra de nordlige farvande.
Siden er udviklingen vendt.
Efter mange års internationale forvaltnings- og genopretningsindsatser er den blåfinnede tun igen blevet observeret regelmæssigt omkring Danmark. Men kvotefordelingen er ikke fulgt med fiskens geografiske tilbagekomst. Fordelingen af fangstmulighederne bygger i høj grad på det eksisterende internationale forvaltningssystem og de enkelte landes adgang til fiskeriet. Dermed står lande med etablerede tunfiskerier fortsat stærkt i fordelingen.
For Danmark opstår derfor et paradoks:Fisken er vendt tilbage – men det danske kommercielle fiskeri efter den er ikke.
Fiskeriet ser en værdifuld mulighed
For Danmarks Fiskeriforening handler spørgsmålet ikke kun om princippet i at få adgang til en fiskeressource, der opholder sig i danske farvande. Blåfinnet tun er en særdeles værdifuld konsumfisk, og en dansk kvote vil potentielt kunne skabe et nyt højværdi-fiskeri. Værdien vil ikke alene kunne skabes om bord på fartøjerne. Et dansk tunfiskeri vil også kunne skabe aktivitet omkring landing, forarbejdning, fiskehandel og restauranter i de havne og kystsamfund, hvor fiskene landes.
Danmarks Sportsfiskerforbund ser samtidig muligheder for et rekreativt fiskeri, der kan skabe store lystfiskeroplevelser og aktivitet langs kysterne.
Erhvervsfiskerne og sportsfiskerne har dermed ikke nødvendigvis samme interesse i, hvordan en fremtidig dansk fangstmulighed skal anvendes. Men de har en fælles interesse i, at Danmark får adgang til ressourcen.
Mærkning er ikke det samme som et dansk tunfiskeri
Danmark har allerede erfaring med at fange blåfinnet tun gennem det videnskabelige mærkningsprojekt, hvor tun fanges, mærkes og genudsættes. Det har blandt andet bidraget med viden om tunenes vandringer og adfærd i de nordiske farvande.
Men mærkningsfiskeriet skal ikke forveksles med et almindeligt fiskeri. Det foregår som led i et videnskabeligt projekt under særlige tilladelser og giver ikke danske erhvervs- eller lystfiskere en generel ret til at fange og lande blåfinnet tun. Det er netop den forskel, de to organisationer nu ønsker ændret.
Ny minister får gammel sag på bordet
Spørgsmålet om en dansk tunkvote er ikke nyt. Fiskeriets organisationer har gennem flere år argumenteret for, at tunens tilbagekomst til de danske farvande bør føre til, at Danmark får en del af de internationale fangstmuligheder. Nu lander sagen på bordet hos den nye miljøminister Maria Reumert Gjerding.
Organisationerne ønsker, at Danmark øger den diplomatiske indsats både i EU og i det internationale samarbejde omkring ICCAT.
Og tidspunktet kan være interessant., for når ICCAT har kunnet hæve den samlede TAC for den østlige bestand med 19,3 procent til 48.403 ton, samtidig med at tunen igen optræder i de nordlige europæiske farvande, styrker det argumentet for at rejse spørgsmålet om, hvem der fremover skal have adgang til ressourcen.
For danske fiskere er spørgsmålet derfor ikke længere, om den blåfinnede tun kan vende tilbage – Det har den allerede bevist, at den kan.
Spørgsmålet er, om den næste tilbagekomst bliver det danske tunfiskeri.
