Af redaktionen FiskerForum.dk
Regeringen vil gøre Danmark klar til kriser, sabotage og afbrudte forsyninger. Samtidig omlægges landbrugsjord, og store havområder lukkes for bundslæbende fiskeri. Hvor er regnestykket, der viser, om vi fortsat kan producere, forarbejde og fordele nok mad, hvis importen svigter?
Kommentar
Hvis havnene lukker, transporten bryder sammen, eller en konflikt afskærer Danmark fra vigtige forsyninger, er spørgsmålet om mad ikke teoretisk. Det handler om, hvad der kan dyrkes på markerne, fanges i havet og ilandbringes til havnene og fragtes videre til butikkerne, når de sædvanlige leverancer ikke kommer frem.
Regeringens plan for totalberedskab nævner ganske vist robust fødevare- og vandforsyning
Det er godt. Men formuleringen efterlader et langt mere besværligt spørgsmål: Hvilken dansk produktionskapacitet skal vi bevare for at kunne klare os gennem en længere krise? En husstands lager til tre døgn løser ikke problemet, hvis forsyningskæderne svigter i ugevis.
For fiskeriet er det et spørgsmål, der bør stilles, før fartøjer, modtageanlæg og fagfolk forsvinder fra erhvervet. Et fiskefartøj kan ikke sættes i drift igen ved et pennestrøg, hvis besætningen er væk, kvoterne er solgt, og havnens virksomheder har drejet nøglen om. Fødevareberedskab er også diesel, is, strøm, køleanlæg, transport og folk, der kan deres håndværk.
Næsten 20 procent – men af hvad?
Tallene i debatten kræver præcision. Den grønne trepart lægger op til at omlægge mere end 15 procent af landbrugsarealet til blandt andet skov og natur. Fiskeriaftalen betyder, at næsten 20 procent af det danske hav bliver trawlfrit. Det er alvorlige ændringer i erhvervenes rammer. Men det er selvfølgelig ikke dokumentation for, at Danmarks samlede landbrugsproduktion eller fiskefangst falder med 20 procent. Hektar og havareal kan ikke uden videre omregnes til tons mad.
Det gør ikke bekymringen mindre relevant. Landbrug & Fødevarer har på baggrund af beregninger fra brancheorganisationen DAKOFO advaret om, at den nye kvælstofregulering kan sænke produktionen af korn og raps så meget, at Danmark går fra at være nettoeksportør til nettoimportør af korn. Det er en betinget brancheberegning, ikke en konstateret virkning. Men netop derfor bør regeringen fremlægge sin egen samlede vurdering af, hvad reformerne betyder for fødevareforsyningen.
På havet er konsekvenserne heller ikke ens overalt. Et forbud mod bundslæbende redskaber lukker et bestemt fiskeri i et område; det fortæller ikke alene, hvor meget der samlet landes i Danmark bagefter. Det afgørende er, om berørte fiskere reelt kan flytte fiskeriet, skifte redskab og bevare en rentabel forretning. Hvis de ikke kan, er tabet større end årets fangst. Så mister en havn også erfaring, investeringer og evnen til at levere fisk i fremtiden.
Norge minder os om, hvorfor egen produktion betyder noget
Under den tyske besættelse oplevede Norge alvorlig fødevaremangel og rationering. Danmark sendte fødevarer gennem Danskehjelpen: Først pakker, senere større leverancer, som blandt andet blev brugt til suppe til skolebørn og mad til syge. Ifølge Store norske leksikon omfattede hjælpen i alt mere end 32.700 ton varer frem til 1945.
Historien giver os ikke belæg for at påstå, at hele Norge ville være sultet ihjel uden Danmark. Den viser noget mere præcist og mere brugbart: Når import og almindelig handel svigter, kan et nabolands evne til at producere og sende mad få afgørende betydning for mennesker i nød. Den evne er en del af et beredskab.
EU taler om fødevaresikkerhed – Danmark skylder et svar
EU-Kommissionen fremhæver fødevaresikkerhed, mindre afhængighed af kritiske importerede varer og et stærkt europæisk fødevareerhverv. Kommissionens nye strategi for husdyrhold lægger samtidig vægt på både forsyning, konkurrenceevne og levende landdistrikter. Grøn omstilling og fødevareproduktion fremstilles altså ikke som et valg mellem kun én af delene.
Danmark har også svagheder i forsyningen allerede i dag. Vi er eksempelvis nettoimportør af frugt og grøntsager, viser Danmarks Statistik. Omvendt producerer vi store mængder andre fødevarer til eksport. Derfor er spørgsmålet ikke blot, om Danmark producerer meget mad. Det er, hvilken mad vi kan fremstille herhjemme, hvilke råvarer og hjælpemidler produktionen kræver, og hvordan maden når frem under en krise.
Regeringen og partierne bag aftalerne fremhæver med rette hensynet til klima, vandmiljø og havbund. Et hav uden sunde fiskebestande er heller ikke et fødevareberedskab. Men den nødvendige miljøindsats fritager ikke politikerne for at regne på den anden side af ligningen: Hvor mange fartøjer, landbrug, slagterier, fiskeauktioner og forarbejdningsvirksomheder skal Danmark have tilbage, når omstillingen er gennemført?
Det spørgsmål mærkes først i Esbjerg, Hanstholm, Hirtshals, Thyborøn, Hvide Sande og de mindre byer omkring dem. Når produktion lukker, forsvinder arbejdspladserne lokalt. Når en krise rammer, er det derimod hele landet, der kan komme til at mangle den kapacitet, man lod gå tabt.
Et totalberedskab bør derfor ledsages af et offentligt fødevareregnskab:
- Hvor selvforsynende er vi med de vigtigste fødevarer?
- Hvilke dele af produktionen afhænger af importerede råvarer, energi og udstyr?
- Hvordan ændrer hver større politisk aftale vores evne til at forsyne befolkningen under en langvarig krise?
Hvis regeringen kan svare overbevisende på det, står den grønne omstilling stærkere. Hvis den ikke kan, er »totalberedskab« foreløbig et ord med et påfaldende tomt spisekammer.
