EU vil sikre Europas protein – men glemmer fisken

Af redaktionen FiskerForum.dk 

EU vil gøre Europa mindre afhængig af importeret protein og styrke fødevaresikkerheden. Men i Kommissionens nye proteinplan er en af Europas egne oplagte proteinkilder stort set skrevet ud af ligningen: fisk og skaldyr fra både det vilde fiskeri og akvakulturen. Det bør ændres. Skal EU have en troværdig strategi for europæisk protein, må den selvfølgelig også omfatte det sunde protein, vi allerede producerer i Europas egne farvande og akvakulturanlæg.

EU-Kommissionen har fremlagt en ny handlingsplan, der skal styrke Europas proteinforsyning, øge fødevaresikkerheden og mindske afhængigheden af importerede fodermidler. Det lyder umiddelbart som en dagsorden, hvor europæisk fiskeri og akvakultur burde have en naturlig og central plads.

Men sådan er det ikke.

Selv om Kommissionen anerkender, at fiskeri og akvakultur spiller en vigtig rolle i EU’s fødevare- og fodersystem som både producenter og forbrugere af protein, er de to sektorer ikke omfattet af selve initiativet. Det er en bemærkelsesværdig afgrænsning – ikke mindst i en tid, hvor EU netop ønsker større fødevaresikkerhed, kortere og mere robuste forsyningskæder og mindre afhængighed af resten af verden.

Stor europæisk afhængighed af import

Proteinhandlingsplanen blev offentliggjort den 7. juli 2026 sammen med EU-Kommissionens nye strategi for husdyrsektoren. Et centralt element er at øge produktionen af plantebaserede proteiner til fødevarer og foder inden for EU. Baggrunden er blandt andet Europas betydelige importafhængighed. Ifølge Kommissionen importerer EU 74 procent af de proteinrige plantebaserede fodermidler, der anvendes i unionen. For sojaprotein er importandelen helt oppe på 94 procent.

Kommissionen ønsker derfor, at andelen af oliefrø og proteinafgrøder, som produceres og anvendes til foder i EU, øges fra omkring 25 procent i dag til 35 procent i 2035. Det er et forståeligt mål. Men spørgsmålet er, hvorfor EU’s diskussion om større europæisk proteinforsyning i så høj grad koncentreres om marker og landbrugsafgrøder, når Europa samtidig råder over en betydelig produktion af animalsk protein fra havet.

Fisk er også europæisk protein

Fisk og skaldyr fra bæredygtigt forvaltede bestande er fødevarer med et højt indhold af protein og vigtige næringsstoffer. Det samme gælder produktionen fra europæisk akvakultur. Hvis målet er at gøre Europa mere selvforsynende med protein og samtidig styrke fødevaresikkerheden, bør det derfor være naturligt at se på hele Europas proteinproduktion – ikke kun den del, der kommer fra landbruget.

Det undrer også Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO), som peger på, at akvakulturen falder uden for planen, selv om sektoren både producerer protein til europæiske forbrugere og er afhængig af en stabil forsyning af proteinråvarer til fiskefoder.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Europa-Parlamentet allerede i 2023 opfordrede Kommissionen til at sikre, at en kommende europæisk proteinstrategi anerkendte den rolle, bæredygtigt fiskeri og akvakultur spiller for fødevaresikkerheden og forsyningen med sunde proteiner af høj kvalitet. Parlamentet pegede samtidig på blandt andet alger og mikroalger som mulige supplerende proteinkilder i et mere bæredygtigt europæisk fødevaresystem.

Planen bør udvides

For akvakulturen handler spørgsmålet ikke alene om den fisk og de skaldyr, der ender på europæernes tallerkener. Det handler også om mulighederne for at udvikle nye europæiske foderråvarer. Her kan blandt andet alger, mikroalger, insekter, reststrømme og andre cirkulære råvarer få en større betydning og være med til at reducere afhængigheden af importerede proteinkilder.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor udarbejde en europæisk proteinplan uden for alvor at medregne de proteiner, Europa allerede producerer fra havet?

En samlet europæisk proteinpolitik bør efter FiskerForums opfattelse favne både planteproduktion, husdyr, akvakultur og det vilde fiskeri. Det handler ikke om at stille den ene proteinproduktion op imod den anden. Tværtimod bør EU udnytte alle de bæredygtige fødevarekilder, som Europa selv råder over.

Havet bør være en del af Europas fødevaresikkerhed

Set fra fiskeriets perspektiv bliver udeladelsen særlig vanskelig at forstå. EU bruger betydelige politiske kræfter på fødevaresikkerhed, strategisk autonomi og mindre importafhængighed. Samtidig har medlemslandene en fiskerflåde, havområder og fiskebestande, som – når de forvaltes bæredygtigt – kan levere store mængder naturligt protein direkte til europæiske forbrugere.

Vildtfanget fisk kræver hverken importeret soja, kunstvanding eller landbrugsjord for at vokse. Ressourcerne findes allerede i havet og kan gennem ansvarlig fiskeriforvaltning bidrage til Europas egen fødevareproduktion.

Derfor bør EU-Kommissionen genbesøge proteinplanen og udvide perspektivet – hvis ambitionen reelt er at sikre Europas fremtidige proteinforsyning, bør fiskeri og akvakultur ikke stå i en fodnote eller uden for planen. De bør være en selvfølgelig del af den.

For Europas protein findes ikke kun på markerne – Det svømmer også i havet.