Af redaktionen FiskerForum.dk
Landmænd skal overholde loven, og udledningen af næringsstoffer skal ned. Men havet får det ikke bedre af, at politikerne udpeger ét erhverv ad gangen og lover hurtige resultater af indgreb, der kan være år om at virke. Fiskerne kender mønsteret: Begrænsningerne mærkes straks i erhvervet, mens forbedringen i vandet lader vente på sig.
Kommentar.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten gør tidligere kontorchef i Miljøstyrelsen Mogens Dyhr-Nielsen op med forestillingen om landmanden som miljøskurk. Hans pointe er, at landmændene har drevet deres erhverv inden for de rammer, politikerne selv har fastsat.
Det er en vigtig skelnen. Landbruget skal overholde gældende lovgivning. Hvis reglerne ikke beskytter havmiljøet tilstrækkeligt, er det politikernes ansvar at ændre dem. Men lovlydige landmænd skal ikke gøres personligt ansvarlige for, at skiftende regeringer har fastsat regler, som ikke har bragt fjorde og kystvande i god tilstand.
Den diskussion bør fiskerne følge nøje. For når ét erhverv først er gjort til den letteste forklaring på et kompliceret miljøproblem, bliver det også lettere at begrænse det uden en ærlig diskussion af, hvad indgrebet faktisk løser.
Havet reagerer ikke på en politisk kalender
Dyhr-Nielsen peger på en afgørende forskel mellem at reducere kvælstof på markerne og at reducere den mængde, som når ud til kysten. En del af kvælstoffet tilbageholdes eller omsættes undervejs. Andre steder kan transporten gennem jord og grundvand tage lang tid. Derfor kan man ikke uden videre sætte lighedstegn mellem en ændret markpraksis i 2027 og en målbar forbedring i havet samme år.
Det er et ubehageligt spørgsmål for politikerne, fordi 2027 også er en central frist i arbejdet med EU’s vandrammedirektiv. Hvis de nødvendige forbedringer først viser sig senere, må regeringen forklare åbent, hvad der forventes at virke hvornår – og hvordan den vil håndtere de vandområder, der fortsat ikke opfylder målene.
Det er regeringens ansvar. Landmændene har ikke selv skrevet reglerne eller fastsat tidsplanen. Og en eventuel EU-sag kan ikke på forhånd reduceres til en påstand om, at bøder automatisk falder, når kalenderen viser 2028.
Havet har flere problemer end ét
For meget kvælstof og fosfor er en alvorlig belastning. Det skal ikke bortforklares. Gentagne iltsvind viser, hvorfor udledningerne skal ned. Samtidig påvirker temperatur og vindforhold, hvor hårdt iltsvindet udvikler sig i det enkelte år.
Men havmiljøet påvirkes også af miljøfarlige stoffer, råstofindvinding, klapning, anlægsarbejder, skibstrafik og fiskeri. Belastningernes betydning er forskellig fra område til område. Derfor bør regeringen kunne svare på et enkelt spørgsmål ved hvert nyt indgreb: Hvilken skade skal det afhjælpe, og hvor stor en forbedring forventes – og hvornår?
Det gælder også de kommende forbud mod bundslæbende fiskeredskaber i Bælthavet og dele af Kattegat. Et trawlforbud kan beskytte havbunden dér, hvor redskaberne skader sårbare levesteder. Men det fjerner ikke kvælstof fra vandet, renser ikke spildevand og sænker ikke havtemperaturen. Fiskerne har krav på at få at vide, hvilken miljøgevinst der forventes af netop forbuddet, og hvilke problemer der kræver andre løsninger.
Kræv resultater – også når det er besværligt
For fiskerne handler det ikke om at friholde landbruget for nødvendige krav. Det handler om at bruge virkemidler, der rammer de dokumenterede belastninger, og om at fordele ansvaret redeligt og rimeligt.
Det er politisk enkelt at lægge nye begrænsninger på et afgrænset erhverv. Det er vanskeligere at tage fat på udledninger og andre påvirkninger fra mange forskellige kilder, når regningen kan blive stor og ansvaret mere spredt. Men havet bliver ikke sundere af, at regeringen vælger den letteste politiske modstander.
Landmænd og fiskere skal overholde reglerne og acceptere målrettede ændringer, når dokumentationen kræver det. Til gengæld må de kunne forlange, at politikerne vurderer alle væsentlige presfaktorer og åbent redegør for både miljøgevinsten, tidsplanen og prisen for hvert indgreb.
Ellers risikerer vi det værst tænkelige resultat: Landbruget og fiskeriet betaler med produktion og arbejdspladser, mens de problemer, der fortsat kvæler livet i havet, får lov at bestå.
