Ny DCE-rapport kritiseres for at ramme dansk trawlfiskeri uretmæssigt

Fiskere og branchefolk rejser alvorlige spørgsmål til DCE Aarhus Universitets konklusioner om »dolly rope«, plastaffald og ansvar.

En ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, bestilt af Miljø- og Ligestillingsministeriet, har sat fokus på plastaffald fra såkaldt »dolly rope« i trawlfiskeriet. Rapporten konkluderer, at »dolly rope« kan bidrage med op mod 100 tons plast om året til havmiljøet og udgøre op til 40 procent af det fiskerirelaterede plastaffald langs Nordsøens kyster.

Det indtryk får man når man blandt andet læser Fodevarewatch.dks udlægning af rapporten (læs artiklen her) samt Ritzaus pressemeddelelse for Aarhus Universitet Technical Sciences

Men rapporten møder nu kritik fra fiskeriet og fagfolk, som mener, at både ansvarsplacering, mængdeopgørelser og billedbrug giver et misvisende indtryk – og i praksis indirekte miskrediterer dansk trawlfiskeri.

Dansk trawlfiskeri bruger ikke »dolly rope«

Et centralt punkt i kritikken er, at rapporten selv fastslår, at »dolly rope« ikke anvendes i dansk trawlfiskeri, men primært bruges af udenlandske trawlere i Nordsøen, særligt i fiskeri efter fladfisk og hesterejer.

Alligevel fremstilles problematikken i både rapportens pressemeddelelse og billedvalg på en måde, der for mange læsere efterlader indtrykket af, at danske fiskere er hovedansvarlige for både plastforureningen og de dokumenterede tilfælde af havfugle, der er viklet ind i plast.

Kritikere peger på, at der her sker en sammenblanding af internationalt fiskeri og dansk fiskeri, som ikke bliver tydeligt nok adskilt i den offentlige formidling.

100 tons plast – men hvor stammer det fra?

Tallet på omkring 100.000 kilo plast om året bygger ifølge rapporten på internationale opgørelser og modellerede estimater. Det er ikke en direkte måling af affald, der stammer fra danske fartøjer.

Her efterlyser fiskeriet en mere præcis opdeling:

• Hvor stor en andel kan med rimelighed henføres til udenlandske trawlere?
• Hvor meget stammer fra aktiv brug, og hvor meget er historisk affald?
• Og hvor er fradraget for den del af redskaberne, som danske fiskere dokumenteret afleverer og bortskaffer lovligt ved kaj?

Danske fiskere er i dag omfattet af havneaffaldsordninger og – med indfasningen af udvidet producentansvar – af endnu strammere krav til håndtering af brugte redskaber. Det betyder, at brugte trawl, net og reb ikke »forsvinder i havet«, men afleveres og registreres.

Ifølge kritikerne burde disse mængder indgå som fradrag, når man opgør fiskeriets reelle bidrag til plastforurening.

Symbolbilleder og forsideeffekt

Et andet kritikpunkt er brugen af et billede med en død sule, der har fået næbbet viklet ind i »dolly rope«. Selvom hændelsen er veldokumenteret og alvorlig, peger flere på, at billedet har en stærk følelsesmæssig effekt og kobler et konkret dødsfald direkte til fiskeriet, uden at det kan dokumenteres, hvor og hvornår materialet er tabt – og ikke mindst af hvem.

Her mener kritikere, at rapportens formidling bevæger sig fra nøgtern forskning til politisk ladet kommunikation, som risikerer at skabe et unuanceret fjendebillede af et erhverv, der i forvejen er under massivt pres.

Et mønster efter Kattegat-debatten?

Kritikken kommer i kølvandet på den omfattende debat om trawlfiskeriet i Kattegat, hvor Aarhus Universitet og flere samarbejdende institutter tidligere blev mødt af kritik for metodevalg, antagelser og generaliseringer, som ifølge branchen var med til at bane vejen for politiske beslutninger om trawlfrie zoner.

Flere i fiskeriet spørger nu, om den nye »dolly rope«-rapport risikerer at blive endnu et politisk redskab, snarere end et balanceret beslutningsgrundlag.

Behov for løsninger – ikke syndebukke

Det ændrer ikke ved, at plast i havet er et reelt problem, og at »dolly rope« er en dokumenteret kilde, der skal håndteres. De mange strandrensninger langs kysterne viser samtidig, at mængden af »dolly rope«-affald er steget.

Men fiskeriet efterlyser en tilgang, der:

• skelner klart mellem danske og udenlandske aktører
• bygger på reelle mængder – ikke kun modelberegninger
• anerkender, at danske fiskere i dag er en del af løsningen, ikke problemet

Hvis rapportens anbefalinger skal føre til reelle forbedringer, kræver det ifølge kritikerne samarbejde frem for mistænkeliggørelse – og en kommunikation, der ikke på forhånd udpeger et erhverv som syndebuk for et internationalt problem.