Hvor lidt rødt kød kan danskerne spise, før det rammer fødevareproduktionen?

Af redaktionen FiskerForum.dk 

En norsk forskningsdebat rejser et spørgsmål, som også bør undersøges i Danmark: Hvor langt kan vi reducere kødforbruget, før konsekvenserne mærkes hos landmænd, slagterier og fødevarevirksomheder? Sundheds- og klimahensyn taler for mindre kød på tallerkenen, men en lavere efterspørgsel kan også påvirke arbejdspladser, produktionskapacitet og den nationale fødevareforsyning. Det afgørende er ikke kun, hvor meget kød vi bør spise – men hvordan en ændring påvirker hele fødevarekæden.

Hvor langt kan man skrue ned for danskernes forbrug af rødt kød, før det får alvorlige konsekvenser for den danske fødevareproduktion? Det spørgsmål er blevet aktuelt i Norge, hvor forskere, ernæringseksperter og repræsentanter for fødevareerhvervet diskuterer, hvad de nye kostråd reelt vil betyde for landets landbrug.

Diskussionen begyndte med en forskningsberegning, som viste, at den norske produktion af rødt kød kun behøver at falde omkring 11,5 procent, hvis befolkningens gennemsnitlige forbrug bringes ned på de anbefalede 350 gram om ugen. Det er væsentligt mindre end tidligere beregninger, der pegede på reduktioner på op mod 30 til 35 procent.

Men nu bliver konklusionerne udfordret.

For selv om en samlet national reduktion på 11,5 procent måske ser overkommelig ud på papiret, er det langt fra sikkert, at konsekvenserne bliver tilsvarende beskedne for de enkelte producenter, slagterier og lokalsamfund.

Når regnestykket ikke fortæller hele historien

I et debatindlæg på det norske forskningsmedie Forskersonen den 21. oktober 2026 rejser Katrine Lekang, seniorrådgiver for bæredygtig fødevareproduktion hos MatPrat, kritik af de forudsætninger, der ligger bag beregningen. Hun peger blandt andet på usikkerhed om det nuværende kødforbrug, den fremtidige import og konsekvenserne for fødevareproduktionens infrastruktur.

For et slagteri, der mister 11,5 procent af sine leverancer, kan ikke nødvendigvis reducere sine udgifter med samme procentdel. Bygningerne skal fortsat vedligeholdes. Produktionslinjerne skal bemandes, transporten organiseres, og fødevaresikkerheden opretholdes. De faste omkostninger forsvinder ikke, blot fordi der kommer færre dyr gennem slagteriet. Særligt i områder med lange afstande og få producenter kan selv en forholdsvis beskeden nedgang i produktionen få mærkbare konsekvenser.

Hvis et slagteri lukker, kan det samtidig blive vanskeligere for de tilbageværende landmænd at fortsætte deres produktion. Dermed kan konsekvenserne brede sig langt ud over det oprindelige fald i efterspørgslen.

Den norske forskningsberegning er ikke nødvendigvis forkert

Den norske diskussion har imidlertid to sider. Forskerne bag beregningen, med Helle Margrete Meltzer som førsteforfatter, understreger, at deres undersøgelse handler om det samlede fremtidige produktionsbehov – ikke om at forudsige lukningen af bestemte slagterier eller landbrug. Beregningen tager blandt andet højde for forskellen mellem spiseklart kød og slagtevægt samt for befolkningsudviklingen. Forskerne vurderer derfor, at en tilpasning til kostrådene kan være mindre omfattende end tidligere antaget.

Katrine Lekangs indvending er, at et nationalt gennemsnit ikke er tilstrækkeligt til at vurdere de lokale og erhvervsøkonomiske konsekvenser. Begge perspektiver er relevante. En beregning af, hvor meget kød befolkningen har behov for, er ikke det samme som en beregning af, hvor meget produktionsapparatet kan reduceres uden at miste vigtig kapacitet.

Danmark står med det samme spørgsmål

I Danmark anbefaler Fødevarestyrelsen, at voksne i en planterig og varieret kost spiser omkring 350 gram kød om ugen, inklusive fjerkræ. Der anbefales samtidig mindre okse- og lammekød og en kraftig begrænsning af forarbejdede kødprodukter. Anbefalingerne bygger på hensyn til både sundhed og klima.

Men danskernes faktiske kødforbrug ligger betydeligt højere. En undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet fra maj 2026 viser, at kød-indtaget blandt de undersøgte grupper ligger væsentligt over anbefalingerne.

Det rejser spørgsmålet om, hvad der ville ske med dansk landbrug og fødevareindustri, hvis en stor del af befolkningen ændrede kostvaner og nærmede sig de officielle anbefalinger:

• Ville produktionen falde tilsvarende?
• Ville eksporten kunne opsuge en større del af de varer, som danskerne ikke længere efterspørger?
• Eller ville en lavere hjemlig efterspørgsel på længere sigt føre til færre producenter, færre arbejdspladser og mindre slagterikapacitet?

Det kan man ikke afgøre ud fra kostrådene alene.

Danmark er ikke Norge

Der er nemlig en afgørende forskel på de to landes fødevareproduktion. Dansk svineproduktion er i betydeligt omfang eksportorienteret, og en stor del af den danske produktion af grise og svinekød afsættes uden for Danmark. Det betyder, at et lavere dansk kødforbrug ikke automatisk fører til et tilsvarende fald i den samlede danske produktion.

Hvis eksportmarkederne fortsat efterspørger produkterne, kan produktionen i princippet fortsætte, selv om danskerne spiser mindre kød. Omvendt kan faldende efterspørgsel på internationale markeder, ændrede miljøkrav eller stigende produktionsomkostninger påvirke erhvervet langt mere end ændringerne i danske forbrugsvaner.

Derfor bør en dansk analyse ikke alene undersøge, hvor meget kød danskerne spiser. Den bør også se på eksport, import, produktionsomkostninger, beskæftigelse og sammenhængen mellem de forskellige husdyrproduktioner.

Slagterierne er en del af fødevareberedskabet

En af de mest interessante pointer fra den norske debat handler om produktionskapacitet. Når et slagteri først er lukket, er det ikke nødvendigvis enkelt at genoprette produktionen. Der skal investeres i bygninger og maskiner, ansættes kvalificeret personale og etableres forsyningskæder. Samtidig kan landmændene have omlagt deres produktion eller helt forladt erhvervet.

Det betyder, at en reduktion i fødevareproduktionen kan få mere langvarige konsekvenser end selve nedgangen i efterspørgslen. Set i et beredskabsperspektiv er det derfor relevant at spørge, hvor meget national produktionskapacitet Danmark ønsker at bevare.

Det er dog ikke ensbetydende med, at den nuværende produktion nødvendigvis skal fastholdes uændret. En stor produktion til eksport er heller ikke automatisk det samme som en stærk national fødevareforsyning i en krisesituation. Det afhænger blandt andet af adgangen til foder, energi, arbejdskraft, transport og forarbejdning.