Af redaktionen FiskerForum.dk
Da Danmarks Naturfredningsforening (DN) blev stiftet i 1911, var en af hovedvinklerne klar: Naturen skulle gøres fri for alle. Foreningen kæmpede indædt imod, at private lodsejere hegne skove og kyster inde. Danskerne skulle have ret til at færdes frit på stranden, i skoven og på havet.
Spol frem til i dag. Med oprettelsen af indhegnede naturnationalparker på land og marine naturnationalparker til vands (blandt andet i Lillebælt og Øresund) bakker den samme forening og Rødkløver-regeringen nu op om fysiske hegn og juridiske forbud, der lukker områder for både brugere og erhverv. For fiskeriet står et slående paradoks tilbage: 115 års kamp for fri adgang og bæredygtig benyttelse ser ud til at være skiftet ud med eksklusion og forbud.
1. København, 1911: Naturen skulle være fri for befolkningen
Når man dykker ned i historiebøgerne fra 21. april 1911, hvor Forening for Naturfredning blev stiftet på Palace Hotel i København, opdager man hurtigt en udbredt myte: Dengang handlede det ikke om at lukke naturen inde som et museum.
Ganske vist var stifterne en blanding af botanikere, geologer og kunstnere fra borgerskabet, som ville beskytte smukke landskaber mod at blive pløjet op af tungt landbrug eller opslugt af industri. Men kernen i arbejdet var kampen for offentlighedens frie adgang. DN ville fjerne hegnene langs kysterne (f.eks. ved Øresund) og sikre, at almindelige mennesker kunne komme ud i skovene og til vandet.
1911-tilgangen: Naturen skal beskyttes mod ødelæggelse, så befolkningen har fri adgang til at benytte og nyde den.
2. Det 20. århundrede: Den folkelige brug af land og hav
Op gennem det 20. århundrede voksede DN til en folkebevægelse. Foreningen kæmpede for Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om fri adgang til kysterne, og princippet var henholdsvis:
- Naturen og havet skal bevares, men det skal ske i samspil med befolkningen og erhvervene.
- Landskabet blev plejet og forvaltet gennem menneskelig aktivitet (som når husdyr afgræsser heden og der slås hø på land, eller når der drives et bæredygtigt fiskeri til søs.).
Naturen blev opfattet som et levende kulturlandskab og et fællesrum, som ingen skulle udelukkes fra.
3. Nutiden: Fra fri benyttelse til hegn og forbud
I dag står vi midt i et historisk kursskifte. Med biodiversitets-krisen og det dårlige havmiljø som argument har tankegangen ændret sig radikalt hos biologerne og i Danmarks Naturfredningsforening.
Løsningen i dag hedder naturnationalparker:
- På land: Der sættes kilometerlange, fysiske hegn op i statsskovene med store græssende vildheste og elge, og den frie, uforstyrrede færdsel for offentligheden strammes op.
- Til vands: Der oprettes marine naturnationalparker (f.eks. i Lillebælt og Øresund), hvor udpegede zoner reelt lukkes for erhvervs- og fritidsfiskeri, og hvor menneskelig aktivitet søges begrænset.
Udviklingen sat på spidsen:
1911 (Kampen mod hegn)
↳ »Naturen skal være fri for alle – hegn og private forbud skal fjernes«
↓
Midten af 1900-tallet (Folkelig adgang & bæredygtig brug)
↳ »Naturen og havet skal benyttes, nydes og forvaltes i fællesskab«
↓
Nutiden (Naturnationalparker & zonelukninger)
↳ »Naturen skal hegnes ind på land – og lukkes for erhvervs- og fritidsfiskeri til vands«
Fiskeriets perspektiv: Når havet får usynlige hegn
For erhvervsfiskeriet er denne kursændring særligt mærkbar. Fiskeriet har i generationer leveret råvarer og skabt liv i kystsamfundene, alt imens man har tilpasset sig reguleringer.
Men i de nye marine naturnationalparker bliver der i praksis sat usynlige hegn op på havbunden. Erhvervsfiskeriet skubbes ud af områderne i »den frie naturs« navn – nøjagtig ligesom skovbruget og visse fritidsbrugere skubbes ud på land.
Det skaber en dyb frustration i fiskerierhvervet:
- De primære årsager til iltsvind og dårligt havmiljø i farvande som Lillebælt er udledninger af næringssalte fra landbruget samt andre presfaktorer end fiskeriet.
-
Alligevel bliver den politiske »løsning« at lukke havområder for fiskeriet og lave udpegede Natur og beskyttelses-reservater.
Hvor DN i 1911 kæmpede mod, at godsejere lukkede adgangen til stranden, støtter foreningen i dag, at staten lukker adgangen til havet for de fiskere, der har haft deres erhverv der i generationer.
Sammenligning: 115 års transformation
| Parameter | 1911: Stiftelsen af DN | Nutiden: Naturnationalparker (Land & Hav) |
| Fokus på adgang | Ja: Kamp mod private hegn og lukkede strande. | Nej: Etablering af fysiske hegn og lukkede marine zoner. |
| Menneskets rolle | Mennesket skal ud i naturen og opleve den frie adgang. | Menneskets erhverv og aktivitet skal trækkes ud af områderne. |
| Værktøj | Offentlig fredning mod udstykning og privat monopolisering. | Fysiske hegn på land / Trawlforbud og zonelukninger til vands. |
| Konsekvens for erhverv | Beskyttelse mod rovdrift fra bybyggeri og tung industri. | Direkte stop for skovbrug og erhvervsfiskeri. |
Konklusion: Et historisk løfte sat overstyr?
Der er ingen tvivl om, at havmiljøet og biodiversiteten er under hårdt pres, og at der kræves handling. Men når man ser på historien, er det svært at overse paradokset:
Danmarks Naturfredningsforening startede som en folkelig garant for, at ingen måtte sætte hegn op i den danske natur eller lukke befolkningen ude. I dag er hegn og eksklusion af traditionelle erhverv som fiskeriet blevet hovedværktøjet i naturpolitikken.
Spørgsmålet til debatten er derfor: Er de nye naturnationalparker til lands og til vands udtryk for en nødvendig redningsaktion for biodiversiteten – eller har man i farten sat 115 års principper om fri adgang, benyttelse og folkelig forankring overstyr?
