Af redaktionen FiskerForum.dk
Mellemskarven er beskyttet efter EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv og bliver officielt betragtet som naturligt hjemmehørende i Danmark. Men en historisk-biologisk hypotese rejser spørgsmålet, om fuglen oprindeligt blev bragt fra Østasien til Europa med mennesker. Hvis det kan dokumenteres genetisk, kan det udfordre grundlaget for den nuværende skarvforvaltning – men forskningen giver endnu ikke et entydigt svar.
Måske har vi grebet hele skarvproblemet forkert an. I årtier har diskussionen handlet om, hvor mange skarver der må reguleres, uden at beskyttelsen af bestanden sættes over styr.
Men hvad nu, hvis mellemskarven slet ikke er naturligt hjemmehørende i Europa – men i stedet er blevet ført hertil fra Asien af mennesker?
Det spørgsmål rejser biolog og forfatter Jens Bursell i en omfattende analyse i Fisk & Fri. Hans hypotese er, at mellemskarven – Phalacrocorax carbo sinensis – kan have bredt sig vestpå gennem menneskelig transport, handel og brug af tamme fiskeskarver. Hvis denne hypotese en dag bliver dokumenteret, kan den få betydning for synet på en fugl, der i dag er beskyttet, men som af mange fiskere betragtes som en af de væsentligste konkurrenter om fiskene i fjorde, åer, søer og kystnære farvande.
Sporene begynder i Østasien
Mellemskarven er en underart af storskarven og forbindes historisk med det østlige Asien. Ifølge Bursell findes der ikke subfossile eller genetiske beviser, som entydigt dokumenterer, at netop mellemskarven har levet naturligt i Danmark gennem tusinder af år. De ældre europæiske knoglefund fra skarver kan være vanskelige at bestemme helt ned på underartsniveau. Fundene dokumenterer derfor, at der har levet skarver i Europa – men ikke nødvendigvis at det har været den nu dominerende mellemskarv.
Billedet bliver ifølge analysen yderligere kompliceret af, at de store bjergkæder, ørkener og steppeområder i Centralasien udgør en betydelig geografisk barriere mellem de østasiatiske og europæiske bestande. Bursell peger derfor på en alternativ forklaring: Mellemskarven kan være blevet transporteret vestpå gennem Silkevejens handelsruter og senere ad søvejen.
Skarven blev brugt som fiskeredskab
Fiskeri med dresserede skarver har været kendt i Kina i mere end 2.000 år. Fuglene blev holdt af mennesker og trænet til at fange fisk, som fiskeren efterfølgende kunne tage fra dem. Kendskabet til metoden nåede senere Europa. Fra 1500-tallet findes beskrivelser af europæisk interesse for skarvfiskeri, blandt andet ved fyrste- og kongehoffer.
Det beviser ikke, at mellemskarven blev indført og udsat i Europa. Men det gør ifølge Bursell menneskelig transport til en mulighed, som bør undersøges nærmere. Han rejser desuden spørgsmålet, om menneskers udvælgelse af særligt effektive fiskefugle kan have givet de asiatiske mellemskarver en fordel, da de senere etablerede sig i naturen.
Fortrængte mellemskarven den oprindelige storskarv?
I dag yngler mellemskarven over store dele af Europa, mens den større atlantiske storskarv – Phalacrocorax carbo carbo – især forbindes med Norge, Storbritannien, Island og andre nordatlantiske områder.
Et centralt spørgsmål er derfor, om mellemskarven gradvist har bredt sig ind i områder, hvor storskarven tidligere dominerede.
Forskerne Ericson og Carrasquilla har blandt andet fremsat denne mulige forklaring på udviklingen i Østersøområdet:
Måske faldt saltindholdet efter år 1500 til under en kritisk grænse, så storskarven (P. c. carbo) holdt op med at yngle i Østersøen. Samtidig ændrede miljøet sig langsomt i en retning, der passede bedre til mellemskarven (P. c. sinensis), som tilsyneladende indvandrede til området kort tid efter
Nyere genetiske undersøgelser peger samtidig på, at der forekommer blanding mellem underarterne. Grøndahl og Johnsen skrev i 2024:
Resultaterne tyder på, at mellemskarven oftere blander sine gener ind i storskarvens bestand end omvendt.
Hvis mellemskarven oprindeligt er blevet bragt hertil af mennesker, kan dens krydsning med storskarven ifølge Bursell betyde, at storskarvens oprindelige genetiske kendetegn gradvist bliver udvisket. Det rejser spørgsmålet, om storskarven bør beskyttes mod denne genetiske påvirkning.
Myndighederne betragter skarven som hjemmehørende
Hypotesen er imidlertid omstridt og må ikke forveksles med en videnskabeligt fastslået konklusion. De danske myndigheder betragter skarven som naturligt hjemmehørende og oplyser, at arten har været til stede i Danmark i mindst 7.000 år. Det siger dog ikke i sig selv, hvilken underart de ældste skarver tilhørte. En videnskabelig gennemgang fra 2014 af Manfred Beike rejste desuden stærk tvivl om påstanden om, at mellemskarven skulle være en indført, fremmed art i Europa. Der findes altså faglige vurderinger, som peger i hver sin retning.
Det afgørende svar vil formentlig kræve omfattende analyser af gammelt DNA fra skarvknogler fra forskellige perioder og egne af Europa og Asien. Disse resultater skal sammenholdes med genetikken hos nutidens bestande.
Fremmed er ikke automatisk det samme som invasiv
Selv hvis det bliver dokumenteret, at mellemskarven oprindeligt blev indført af mennesker, betyder det ikke automatisk, at den juridisk skal betegnes som invasiv.
En fremmed art betegnes normalt først som invasiv, når dens etablering eller spredning samtidig medfører eller risikerer at medføre alvorlige skader på biodiversitet, økosystemer eller samfundsinteresser. En eventuel ny klassifikation vil heller ikke automatisk føre til et krav om fuldstændig udryddelse. For en vidt udbredt og talrig bestand vil myndighederne typisk skulle tage stilling til kontrol, bestandsreduktion eller anden forvaltning.
Men den juridiske og politiske diskussion ville blive grundlæggende forandret. Spørgsmålet ville ikke længere kun være, hvor meget regulering fuglebeskyttelsen tillader, men også om samfundet aktivt skal begrænse en mulig menneskeskabt bestand.
Skarven er en reel konkurrent til fiskeriet
For fiskerne er diskussionen ikke kun akademisk. Skarven lever af fisk, og det daglige fødeindtag angives ofte til omkring 400-500 gram for en voksen fugl, afhængigt af årstid, fuglens størrelse og energibehov. Hertil kommer føde til ungerne i ynglesæsonen.
En international undersøgelse omtalt af DTU Aqua vurderede, at skarver samlet spiser omkring 40.000 ton fisk om året i Østersøområdet. Tallet gælder hele Østersøen og kan ikke direkte omsættes til et tab for dansk erhvervsfiskeri, fordi skarven også tager fiskearter og størrelser uden kommerciel værdi.
Men lokalt kan påvirkningen være betydelig. Det gælder især i fjorde, å-mundinger, vandløb og andre områder, hvor fisk samles på begrænset plads. Her kan skarven tage blandt andet ål, torsk, fladfisk, lakse-smolt, havørred, stalling og andre fisk, før de når en størrelse, hvor de kan indgå i fiskeri eller gydebestande.
For den enkelte fisker kan skarven derfor opleves mindre som en fredet naturværdi og mere som en særdeles effektiv konkurrent uden kvote, kameraovervågning eller landingspligt.
Mere end 31.000 ynglepar i Danmark
Ifølge DCE ved Aarhus Universitet blev der i 2025 registreret 31.157 ynglepar fordelt på 88 danske ynglelokaliteter. Der blev gennemført regulering i 11 kolonier. Reguleringen omfattede 3.216 reder, svarende til 10,3 procent af landets registrerede reder og bestod hovedsageligt af oliering af æg.
Skarven er beskyttet af EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv, men medlemslandene kan under bestemte betingelser tillade regulering for blandt andet at beskytte truede fiskebestande og forhindre alvorlig skade på fiskeriet.
Den danske forvaltningsplan giver derfor mulighed for lokal regulering omkring blandt andet aktive bundgarn, vandløb, søer og særligt sårbare fiskebestande. Myndighedernesegne erfaringer viser imidlertid, at effekten kan være begrænset, fordi bortskræmte fugle kan flytte til andre områder eller hurtigt vende tilbage.
Behov for et klart genetisk svar
Mellemskarven er ikke i dag klassificeret som invasiv i Danmark eller optaget på EU’s liste over invasive fremmede arter.
Jens Bursells analyse ændrer derfor ikke artens juridiske status. Men den rejser et relevant spørgsmål, som bør kunne undersøges videnskabeligt: Er Europas mellemskarver efterkommere af en naturligt hjemmehørende bestand eller af fugle, som mennesker gennem handel og skarvfiskeri har bragt vestpå fra Asien?
For fiskeriet er svaret væsentligt. En beskyttet hjemmehørende fugl og en mulig invasiv bestand vil ikke nødvendigvis skulle forvaltes efter samme udgangspunkt.
Indtil der foreligger mere afgørende genetisk dokumentation, står sagen åben. Men med mere end 31.000 ynglepar alene i Danmark og et dokumenteret stort fiskeforbrug i Østersøområdet er diskussionen om mellemskarvens oprindelse langt mere end en historisk fodnote. Det handler også om, hvem der fremover skal have retten til fiskene og hvordan balancen mellem fuglebeskyttelse, fiskebestande og fiskeri skal fastlægges.
Kilder: Fisk & Fri – analysen om mellemskarvens oprindelse, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – regulering af skarv, DCE – overvågning af de danske skarvkolonier 2025, Miljøstyrelsens forvaltningsplan for skarv, DTU Aqua – fiskeædende fugle og pattedyr i Østersøen, Ornis Fennica – Beikes gennemgang og EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv.
