Når Cheminova lukker, bliver giften tilbage – nu må staten tage ansvar for Vestkysten

Af redaktionen FiskerForum.dk 

FMC lukker pesticidfabrikken på Rønland ved årsskiftet og efterlader omkring 400 mennesker uden arbejde. Samtidig står Vestjylland tilbage med en tung miljøarv efter mere end syv årtiers kemiproduktion. Forfatter Johanne Mygind kræver i en kronik, at staten erkender sit medansvar, sikrer en effektiv oprydning og investerer i grønne arbejdspladser samt genopretning af naturen og havmiljøet omkring Harboøre Tange.

Når produktionen på FMC’s kemifabrik på Rønland efter planen standser ved udgangen af 2026, slutter et 73 år langt kapitel i vestjysk industrihistorie. Men selv om porten til fabrikken bliver lukket, forsvinder hverken forureningen, det berørte grundvand eller frygten for, hvad årtiers kemiproduktion har betydet for mennesker, fiskeri og natur omkring Harboøre Tange.

Det er hovedbudskabet i en kronik i Altinget skrevet af forfatter Johanne Mygind, der er barnebarn af en tidligere driftsdirektør på Cheminova.

Under overskriften »Min morfar vidste godt, at han og Cheminova udøvede vold mod Vestjylland. Nu står ofrene med konsekvenserne« beskriver hun det tætte og efter hendes opfattelse ødelæggende forhold mellem fabrikken og det vestjyske lokalsamfund.

Fabrikken kom med arbejdspladser – og gift

Cheminova flyttede i begyndelsen af 1950’erne produktionen fra Måløv ved København til Rønland mellem Harboøre og Thyborøn. I Måløv havde naboklager, retssager og kritik af virksomhedens giftige spildevand gjort fortsat produktion vanskelig.

På Harboøre Tange blev fabrikken derimod modtaget som et symbol på fremskridt og industrialisering. Tidligere fiskere og landarbejdere fik arbejde, lønningerne var attraktive, og virksomheden fik stor økonomisk og social betydning for området. Johanne Mygind beskriver, hvordan medarbejderne ikke alene fik deres indtægt fra fabrikken. Cheminova støttede også fritidsaktiviteter, ferier, uddannelse og boligbyggeri og blev dermed vævet tæt ind i lokalsamfundet.

Men afhængigheden havde ifølge hende en pris.

Mens Cheminova skabte arbejdspladser, blev der samtidig udledt og deponeret stærkt giftige kemikalier. Fugle og fisk døde, kviksølv blev udledt til fjorden, og ved Høfde 42 blev store mængder kemikalieaffald gravet ned tæt på Vesterhavet.

Fiskeriet bar en del af regningen

For fiskeriet omkring Harboøre Tange var forureningen ikke et abstrakt miljøproblem. Johanne Mygind beskriver i kronikken, hvordan gift fra depotet ved Høfde 42 sivede mod havet, mens døde fisk drev ind i brændingen. Ved Nissum Bredning blev hummere observeret på vej op på stranden, og lokale fiskere fortalte om rødspætter med sår omkring gællerne.

Hun citerer samtidig en tidligere fisker, som forklarede, at protesterne udeblev, fordi familierne var tæt knyttet til fabrikken »Min søsters mand arbejder derude. Jeg vil jo gerne komme til julefrokosterne.«

Beretningen viser det dilemma, som prægede området gennem årtier. Fabrikken leverede arbejdspladser og økonomisk tryghed, mens naturen og det traditionelle fiskeri betalte en pris, som var vanskelig at tale højt om. Vestjyder, der tidligere havde brugt Limfjorden som spisekammer, holdt ifølge kronikken op med at sætte ruser. Ålene blev ramt af forureningen, og tilliden til fiskene fra området forsvandt.

For et fiskeriområde er sådan et tillidsbrud næsten lige så alvorligt som selve forureningen. Fisk skal ikke alene være sikre at spise – forbrugerne skal også have tillid til, at de er det.

Oprydningen ved Høfde 42 er kun en del af regningen

Høfde 42 og fabriksgrunden på Rønland må ikke blandes sammen, selv om forureningerne udspringer af den samme kemiske industrihistorie. Høfde 42 ligger omkring halvanden kilometer vest for fabriksområdet. Her blev kemikalieaffald deponeret i 1950’erne og 1960’erne. Området er udpeget som en af Danmarks generationsforureninger, og Region Midtjylland har igangsat et omfattende oprensningsprojekt.

Entreprenørvirksomheden Arkil blev i 2024 udpeget som vinder af udbuddet, og oprensningen skal behandle den forurenede jord på eller tæt ved området, så store mængder giftigt sand ikke skal transporteres gennem landet.

Det er et historisk og nødvendigt projekt – men det løser ikke automatisk problemerne på Rønland.

Ifølge Johanne Mygind anslår Region Midtjylland, at mere end 140 ton gift fortsat ligger begravet på selve Rønland. Hertil kommer forurenet grundvand og spørgsmålet om, hvem der skal sikre, kontrollere og betale for den fremtidige håndtering, når produktionen ophører. FMC har meddelt, at virksomheden vil leve op til sine miljøforpligtelser. Men lukningen gør det endnu vigtigere, at staten, regionen og kommunen får fastlagt ansvaret juridisk og økonomisk, mens der fortsat er en virksomhed og en ejer at rette kravene mod.

En fabriksport kan låses – det kan en forurening ikke.

Statens medansvar skal frem i lyset

Johanne Myginds kronik er et personligt debatindlæg, og hendes vurdering af statens ansvar er et politisk standpunkt – ikke en juridisk afgørelse. Alligevel rejser hun et centralt spørgsmål: Hvordan kunne forureningen fortsætte gennem så mange år, mens myndighederne kendte til døde fisk, giftdepoter og udledninger?

Cheminova blev ikke alene en stor privat virksomhed. Fabrikken fik gennem årtier lov til at udvikle sig under skiftende miljøregler, tilladelser og offentlige kontrolsystemer. Derfor kan den samlede regning efter Johanne Myginds opfattelse ikke blot efterlades hos lokalbefolkningen, kommunen eller regionen.

»Den danske stat bør erkende sit medansvar for historien om Vestjylland og Cheminova,« skriver hun. Et sådant ansvar bør efter hendes opfattelse både omfatte fuld oprydning efter fortidens forurening og massive investeringer i en bæredygtig fremtid for området.

400 arbejdspladser forsvinder

Lukningen rammer ikke kun miljøpolitisk. Omkring 400 medarbejdere står til at miste deres arbejde, når FMC indstiller produktionen. FMC overtog Cheminova i 2015. Ifølge selskabets begrundelse indgår lukningen på Rønland i en international rationalisering og optimering af koncernens produktion.

For Lemvig Kommune og hele den nordvestjyske egn er tabet af så mange arbejdspladser alvorligt. Derfor er der allerede kommet forslag om ny aktivitet på fabriksområdet. Et af de konkrete forslag har været at undersøge muligheden for produktion af ammunition. Det kan skabe arbejdspladser, men Johanne Mygind advarer mod blot at erstatte afhængigheden af én stor industrivirksomhed med afhængigheden af en anden.

Hvis området igen bindes til én dominerende arbejdsgiver, risikerer Vestjylland om nogle årtier at stå med den samme sårbarhed, blot med et andet navn over porten.

Målet må være et hav, man igen kan stole på

For fiskerne er perspektivet enkelt: Et havmiljø skal være så rent, at der kan fiskes uden frygt for, hvad der gemmer sig i fisk, sediment og bundvand. Oprydningen handler derfor ikke kun om at grave gamle tønder og forurenet sand op. Den handler også om at genoprette tilliden til Vesterhavet, Nissum Bredning og Limfjorden som levesteder og spisekammer.

Det kræver dokumentation. Der bør gennemføres systematiske og offentligt tilgængelige undersøgelser af miljøgifte i vand, sediment, fisk og skaldyr – både før, under og efter oprydningen. Først når målingerne viser, at påvirkningen er bragt under kontrol, kan myndighederne troværdigt fortælle fiskere, borgere og turister, at området igen er sikkert.

Johanne Mygind slutter sin kronik med et håb fra en vestjyde: »Måske kan vi en dag sætte ruser igen.« Den sætning rammer kernen. Den værdige afslutning på Cheminovas historie er ikke alene, at fabrikken lukker. Det er, at staten, den nuværende ejer og myndighederne sikrer, at gift-arven ikke gives videre til endnu en generation.

Målet bør være, at fiskeriet kan vende tilbage uden mistanke om gift i fangsten, at badegæster igen kan bruge kysten uden frygt, og at strandenge, klitter og marehalm kan udvikle sig uden endnu et giftdepot som nærmeste nabo.

Cheminova var med til at skabe det moderne Vestjylland. Nu må staten være med til at sikre, at fabrikkens eftermæle ikke bliver 400 arbejdsløse og en kemisk regning, som vinden har fået lov at blæse videre mod havet.

Kilder: Johanne Myginds kronik i Altinget, DR om muligheden for en ammunitionsfabrik, Region Midtjylland om udbuddet af oprensningen ved Høfde 42, WSP om oprensningsprojektet og Lex om FMC Rønland/Cheminova.