Vilkår gældende for tobisfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat fra 1. april 2015.
Vilkår gældende for tobisfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat fra 1. april 2015.
Fiskerimuligheder for tobis i 2015 og disses fordeling på forvaltningsområder og formål.
Danmark forventes i 2015 tildelt samlede fiskerimuligheder for tobis i EU-farvande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat på 336.964 tons. De samlede danske fiskerimuligheder for tobis forventes fordelt som følger på forvaltningsområder for tobis, som de er defineret i henhold til bilag II D i Rådets forordning (EU) Nr. 2015/104 af 28. januar 2015:
Område 1: 125.459 tons
Område 2: 27.355 tons
Område 3: 179.227 tons
Område 4: 4.717 tons
Område 5: 0 tons
Område 6: 206 tons
Område 7: 0 tons
For forvaltningsområde 2, vil den danske rådighedsmængde på 27.355 tons blive reduceret med en samlet mængde på 7.026 tons som følge af et overfiskeri i 2014.
Det er ikke tilladt for danske fartøjer at fiske tobis i norske farvande i 2015.
Generelle vilkår for deltagelse i tobisfiskeriet i 2015:
1. Fartøjet skal være tilmeldt tobisfiskeriet og være opført på enten NaturErhvervstyrelsens licensliste nr. 1138 (IOK) eller licensliste nr. 1238 (tobis på rationsvilkår).
2. Fangstrejser, hvor der medbringes tobisredskaber, kan tidligst indledes fra det tidspunkt, hvor fartøjet er optaget på licensliste nr. 1138 eller licensliste nr. 1238, dog tidligst fra den 1. april 2015.
3. Fartøjer med en længde overalt på 12 meter og derover, der deltager i fiskeriet efter tobis skal være udstyret med E-logbog. For hvert slæb skal i fartøjets E-logbog angives position og tidspunkt for henholdsvis udsætning og bjærgning af redskab, samt skøn over den ombordtagne mængde. Disse oplysninger skal være opdateret ved afslutning af hvert slæb og skal umiddelbart derefter sendes til NaturErhvervstyrelsen.
4. Fartøjer med en længde overalt på 12 meter og derover skal være udstyret med en velfungerende fartøjsovervågningsenhed (FOE) og fartøjsføreren skal være indforstået med, at alle positionsmeldinger fra fartøjets FOE vil blive stillet til rådighed for DTU Aqua i den periode fartøjet deltager i tobisfiskeriet.
5. Fartøjer, der fisker tobis i område 1, 2 og 3 skal udtage en prøve pr. dag med fiskeri, og i område 4 og 6 skal der udtages en prøve for hvert slæb, efter retningslinjer givet af DTU Aqua. Prøverne skal afleveres ved landing sammen med oplysninger om slæbets position, varighed og skønnet fangstmængde.
6. Fartøjer, der fisker tobis, må kun fiske i ét forvaltningsområde (1, 2, 3, 4 eller 6) pr. fangstrejse. Eneste undtagelse herfra er, at det for fartøjer, der påbegynder tobisfiskeri i område 3, indtil videre er tilladt at sejle videre til område 1 og fortsætte og afslutte tobisfiskeriet der.
7. Fartøjer, der fisker tobis, må maksimalt have 10 % bifangst af andre arter pr fangstrejse. Hvis denne bifangstgrænse overskrides ved 2 fangstrejser i træk, eller 3 gange i alt, skal fartøjet forblive i havn 15 dage umiddelbart efter den sidste landing. Såfremt liggeforbuddet ikke overholdes medfører det inddragelse af fartøjets industritilladelse i en halv måned med tilsvarende fradrag af årsmængder.
Danske fartøjer, der ønsker at deltage i tobisfiskeri i 2015, skal indsende ansøgning herom til NaturErhvervstyrelsen. Fartøjer, der disponerer over individuelle overdragelige kvoteandele for tobis, og er opført på NaturErhvervstyrelsens licensliste nr. 1138, er automatisk tilmeldt tobisfiskeriet.
For fartøjer, der opfylder betingelserne for at kunne deltage i rationsfiskeri efter tobis, og som ønsker at være optaget på licensliste nr. 1238 fra fiskeriets start den 1. april 2015, skal ansøgningen være NaturErhvervstyrelsen i hænde senest fredag den 27. marts 2015. Ansøgninger, der indsendes senere, vil blive ekspederet løbende, og vil i hovedreglen kunne behandles inden for få arbejdsdage.
Fartøjer, der ønsker at blive optaget på licensliste 1338 og dermed have mulighed for at fiske tobis i Kattegat (område 6), skal indsende ansøgning til NaturErhvervstyrelsen. Ansøgningen skal være NaturErhvervstyrelsen i hænde senest mandag den 30. marts 2015.
Alle ansøgninger skal sendes til licensadm@naturerhverv.dk
Der vil gælde følgende vilkår for fiskeri af tobis i de enkelte forvaltningsområder, når fiskeriet åbnes fra den 1. april 2015:
Rationsfiskeri for tobis i Nordsøen og Skagerrak (forvaltningsområde 1, 2 og 3):
Der afsættes jf. § 118, stk. 2 i Reguleringsbekendtgørelsen en mængde på 16.848 tons til rationsfiskeri. Denne mængde vil kunne fiskes i forvaltningsområderne 1, 2 og 3.
Fartøjer, der fisker tobis på rationsvilkår, må maksimalt fiske, medbringe og lande 100 tons tobis pr. kalenderuge.
For at kunne deltage i tobisfiskeriet på rationsvilkår skal fartøjet være opført på NaturErhvervstyrelsens licensliste nr. 1238. Fartøjer, der er tildelt IOK for tobis efter den 1. januar 2008, og har overdraget disse, kan ikke opnå tilladelse til tobisfiskeri på rationsvilkår. Der er også begrænsninger for fartøjer med genanvendt tonnage fra fartøjer, der har overdraget IOK.
Fiskeri af tobis i Nordsøen og Skagerrak for fartøjer med individuelle overdragelige kvoteandele (forvaltningsområde 1, 2 og 3):
Fartøjer med individuelle overdragelige kvoter (IOK) for tobis vil kunne påbegynde tobisfiskeri fra den 1. april 2015 i forvaltningsområderne 1, 2 og 3. Såfremt danske fartøjsejere ønsker at indgå fartøjskvotebytter med andre medlemslande, der indebærer afgivelse af danske tobiskvoter for 2015, vil disse kun blive godkendt, hvis de afgivne tobiskvoter er fordelt så der ikke sker en forholdsmæssig formindskelse af de danske fiskerimuligheder for tobis i forvaltningsområde 1 og 2.
Fartøjer, der disponerer over IOK for tobis i EU-farvande i Nordsøen, samt Skagerrak og Kattegat, jf. NaturErhvervstyrelsens licens nr. 1138, må i 2015 maksimalt fiske, medbringe, og lande den mængde tobis i tons, de er tildelt justeret for evt. registrerede overførsler.
Dette giver, når mængderne til rationsfiskeri, dækning af overfiskeri, samt mængderne afsat til område 4 og 6 er fratrukket, en samlet foreløbig rådighedsmængde til fartøjer med individuelle overdragelige kvoter på 308.167 tons. Denne mængde vil kunne fiskes i områderne 1, 2 og 3 med følgende maksimale fordeling, der løbende justeres i forhold til kvotebytter med andre medlemslande og fangster taget under rationsfiskeri:
Område 1: 125.459 tons
Område 2: 20.329 tons
Område 3: 179.227 tons
Særlige vilkår for fiskeri af tobis i område 4:
Fiskeri af tobis i område 4 inden for den danske moniteringskvote på 4.717 tons vil være forbeholdt fartøjer, der disponerer over IOK for tobis, og vil kræve en særlig adgangstilladelse.
Der vil gælde følgende særlige vilkår for deltagelse i dette moniteringsfiskeri:
· Der vil blive udstedt maksimalt 7 tilladelser til tobisfiskeri i område 4, med en forventet mængde pr. fartøj på ca. 650 tons.
· Forvaltningsområde 4 inddeles i 3 underområder, henholdsvis
”Nord”, dækkende ICES kvadraterne 43/F0, 43/E9 og 43/E8
”Midt”, dækkende ICES kvadraterne 41/F0, 41/E9, 41/E8, 42/F0, 42/E9 og 42/E8
”Syd”, dækkende ICES kvadraterne 39/E9, 39/E8, 39 E/7, 40/E9, 40/E8 og 40/E7
· 4 ud af de 7 tilladelser vil blive udstedt for perioden 10. april til 31. maj, og de 3 øvrige vil blive udstedt for perioden 15. maj til 30. juni 2015.
· Tilladelserne fordeles med 2 i område Nord, 2 i område Syd og 3 i område Midt.
· Der skal tages mindst 2 slæb i det område man får tildelt, og derefter kan evt. resterende mængde af fartøjstildelingen frit fiskes i område 4.
· De deltagende fartøjer må på fangstrejser, hvor der fiskes tobis i område 4 kun fiske, medbringe og lande tobis fra dette område.
· Der skal ved fiskeri i område 4 tages en prøve for hvert slæb efter retningslinjer angivet af DTU Aqua. Disse prøver skal ved landing registreres og afleveres til Fiskerikontrollen.
· Såfremt, der er mere end 7 fartøjer, der ansøger om deltagelse i tobisfiskeriet på de i denne meddelelse angivne vilkår, vil der blive trukket lod blandt de ansøgende fartøjer, og de udtrukne fartøjer vil få tilbudt tilladelse i den udtrukne rækkefølge. Såfremt et fartøj takker nej vil tilbuddet gå videre til næste fartøj i rækken. Der gives første prioritet i lodtrækningen til fortøjer, der ejer en kvoteandel for tobis.
Fartøjer, der ønsker at komme i betragtning til deltagelse i tobisfiskeriet i område 4 på de angivne vilkår, skal indsende ansøgning herom til NaturErhvervstyrelsen senest tirsdag den 31. marts 2015. Ansøgningen skal sendes til NaturErhvervstyrelsen (licensadm@naturerhverv.dk) og mærkes ”moniteringsfiskeri i område 4”.
Tobisfiskeri i Kattegat (forvaltningsområde 6):
Der vil fra den 1. april 2015 blive åbnet for et fiskeri inden for en samlet mængde på 206 tons.
Tobisfiskeri i Kattegat kan i 2015 kun udøves af fartøjer, der har en særskilt tilladelse hertil (licensliste nr. 1338). Der vil kun blive udstedt et begrænset antal tilladelser til dette fiskeri. Interesserede fartøjer, der har et tilknytningsforhold til Kattegat, kan søge om tilladelse til dette fiskeri og ved tildeling af tilladelser, vil der blive givet prioritet til fartøjer, der i perioden 2006 til 2014 kan dokumentere fangster af tobis i Kattegat. På fangstrejser, hvor der fiskes tobis i Kattegat, må der ikke fiskes tobis i andre forvaltningsområder.
Fartøjer, der ønsker at deltage i fiskeri efter tobis i Kattegat i 2015 skal indsende ansøgning herom til NaturErhvervstyrelsen (licensadm@naturerhverv.dk) herom senest mandag den 30. marts 2015.
Tobisfiskeri i EU-delen af Nordsøen og Skagerrak (område 5 og 7):
Det er i 2015 forbudt at fiske tobis i forvaltningsområderne 5 og 7, som defineret i henhold til bilag II D i Rådets forordning (EU) Nr. 2015/104 af 28. januar 2015.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1148 af 27. oktober 2014, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft med virkning fra den 25. marts 2015.