VestjyskBANK hjælper nye fiskere i gang

VestjyskBANK hjælper nye fiskere i gang

Med oprettelsen af pulje til generationsskifte af fiskefartøjer er vestjyskBANK med til at sikre fiskeriet i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande. Yngre fiskere kan låne op til en million kroner til køb af båd.

Det kan være vanskeligt at springe ud som fiskeskipper. Fartøjerne er i dag store og dyre. vestjyskBANK ønsker at bakke op om yngre fiskere, der vil starte forretning, så derfor opretter banken nu en pulje på 10 millioner kroner, som nye fiskere kan søge om lån i.

Vi er jo specialister, når det handler om rådgivning og finansiering af fiskerierhvervet. Vi er repræsenteret i de to store fiskeribyer, Thyborøn og Hvide Sande. Begge steder har vi ansatte, som alene arbejder med fiskerierhvervet, og det er derfor naturligt, at vi træder til med hjælp og sparring i forbindelse med generationsskifte, siger Jan Ulsø Madsen, administrerende direktør i vestjyskBANK.

Vi er dybt forankret i det lokale og regionale. Derfor vil vi også gerne være med til at støtte og sikre fiskeriet i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande, tilføjer afdelingsdirektør i vestjyskBANK Thyborøn, Steen Trier Lund, og afdelingsdirektør i vestjyskBANK Hvide Sande, Marie Øgendahl.

Godt i gang

De kommende fiskere kan låne op til en million kroner fra puljen. Rentesatsen er p.t. 2,75 % og løbetiden op til otte år.

Med lånet til en lav rente og en fornuftig tilbagebetalingsperiode kan nye skippere nemt komme i gang med erhvervet og dermed sikre sig selv en god indkomst og være med til at holde gang i hjulene i lokalområdet, påpeger afdelingsdirektør i vestjyskBANK Thyborøn, Steen Trier Lund.

30-årige René Kloster har allerede nydt godt af den nye pulje i vestjyskBANK. I februar købte han sig ind i sin fars bomtrawler i Thyborøn med hjælp fra banken.

Jeg har fisket på båden lige siden, jeg var 16 år. Det er rart at være en del af virksomheden økonomisk nu. Det giver lidt mere gejst, smiler René Kloster.

René Kloster ville ikke have haft samme mulighed for generationsskifte, hvis ikke han havde fået økonomisk hjælp og sparring fra vestjyskBANK.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle gå denne vej, så jeg ville nok være gået ind i virksomheden alligevel. Men hjælpen fra vestjyskBANK har gjort det hele meget nemmere, og med den lave rente får jeg lidt mere ud af det, end jeg ellers ville have fået, vurderer René Kloster.

Det er meget vigtigt, der tænkes på et glidende generationsskifte i god tid. Det er med stor tilfredshed, vi støtter René Kloster, som i perioden indtil generationsskiftet har afløst sin far Erik Kloster som skipper, og som nu er med til at videreføre et godt og moderne fartøj, understreger Steen Trier Lund.

Nye investeringer

René og Erik Kloster har satset på kvalitet, søpakkede fisk og hurtige rejser, så deres fisk er så eftertragtede, at de får en noget højere pris end gennemsnittet.

Herudover har de også installeret nye bomtyper, som har betydet en væsentlig brændstofbesparelse. De har også udviklet et nyt løftesystem i lasten, så det er nemmere at håndtere de søpakkede fisk for medarbejderne. Det er investeringer, som påvirker bundlinjen positivt, siger Steen Trier Lund.

Fantastisk signal

Formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, vurderer også, at den lave rente hjælper de unge fiskere nemmere i gang med erhvervet.

Det er normalt svært for unge fiskere at komme i gang. Det er jo de færreste, der har en egenkapital på fem-seks millioner kroner til at købe skibe for. Her får de et lån til en lav rente, og så bliver det ikke så svært, siger Jesper Juul Larsen.

Han roser vestjyskBANK for initiativet.

Det er et fantastisk signal, vestjyskBANK sender, og jeg håber, at andre banker følger med. Vi skal have nogle unge fiskere i gang. Det er den allervigtigste opgave indenfor fiskeriet lige nu, siger Jesper Juul Larsen.