Pressemeddelelse fra Royal Greenland
Efter en periode som konstitueret CFO (økonomidirektør) udnævner Royal Greenland nu Casper Villadsen permanent til stillingen. Han får en central rolle i at fortsætte Royal Greenlands økonomiske turnaround med fokus på omkostningseffektivitet og en stærk finansiel performance, det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Casper Villadsen har fungeret som CFO i Royal Greenland siden august. Inden da var han Deputy CFO og har dermed allerede et indgående kendskab til både virksomheden og økonomi-funktionen. Udnævnelsen sker på baggrund af en samlet vurdering af Caspers resultater som interim CFO, hans tidligere virke i Royal Greenland og en professionel vurdering gennemført af et eksternt bureau. Samlet har det bekræftet, at Casper Villadsen er den rette kandidat til CFO-rollen.
»Casper har gjort det rigtig godt som Deputy CFO og har siden august vist, at han også kan løfte ansvaret som CFO. Han har et indgående kendskab til vores forretning, er god til at samle mennesker og deler vores ambitioner for Royal Greenland. Han har derfor fuld opbakning fra resten af EMT,« siger CEO Toke Binzer.
Som CFO får Casper Villadsen det overordnede ansvar for Royal Greenlands økonomifunktion. En central opgave bliver at fortsætte arbejdet med Royal Greenlands økonomiske turnaround med fokus på omkostningseffektivitet og en stærk finansiel performance. Samtidig skal han styrke samarbejdet og skabe større sammenhæng i økonomifunktionen på tværs af markeder og forretningsområder.
»Vi er en international virksomhed med aktiviteter i flere lande, og det stiller store krav til en stærk og sammenhængende økonomifunktion. Vi skal blive endnu bedre til at arbejde på tværs, dele kompetencer og sikre, at Finance understøtter både den daglige forretning og vores strategiske ambitioner. Det bliver en vigtig opgave for Casper,« siger Toke Binzer.




















