Det er ikke til at tage fejl af, hvor avisen Information har sin sympati, når den forsvarer en CO2-afgift, der truer eksistensgrundlaget for danske fiskere.
Fiskeriminister Jacob Jensen (V) har erkendt, at hans argumentation for at udskyde afgiften til 2030 kunne have været mere nuanceret. Men i stedet for at forholde sig til realiteterne i dansk fiskeri, graver de sædvanlige »storbykommentatorer« sig ned i teknikaliteter frem for at erkende den åbenlyse virkelighed: En CO2-afgift på brændstof, hvor alternativer som grønne brændstoffer ikke er til gængelige i tilstrækkelig grad, vil drive fiskeriet væk fra danske havne – med alvorlige konsekvenser for både fiskere og kystsamfund.
Fiskerne flytter, så afgiften virker mod hensigten
Fakta er, at danske fiskere – ligesom forbrugerne, der kører til Tyskland for at spare et par kroner på en sodavand – vil tanke billig afgiftsfri diesel i udlandet og lande deres fisk i andre havne. Det betyder, at fisken stadig finder vej til danske fiskeauktioner, men nu via lastbiler over landegrænserne, hvilket ironisk nok øger CO2-udledningen. For de fiskere, der ikke har mulighed for at tanke i udlandet, vil konsekvensen være brutale: Mange vil blive tvunget til at dreje nøglen om. Om det er 20, 30 eller 40 procent af de mindre fiskerier, der må lukke, har SVM-Regeringen ikke engang fundet det umagen værd at undersøge.
Denne virkelighed ønsker Information og storbyens politiske kommentatorer heller ikke at forholde sig til. I stedet afviser de realiteterne med argumenter om »nuancer« og »manglende data« – som om de årtiers erfaring fra fiskere, der ser deres erhverv forsvinde for øjnene af dem, ikke tæller som valide vidnesbyrd.
En urimelig afgift uden omstillingsmuligheder
Fiskerne kan ikke over natten omstille deres fartøjer til en mere klimavenlig drift. (Faktum er også, at fiskeriet allerede er godt på vej. Det er den sektor, som er kommet længst, da fiskerne allerede har reduceret deres udledning med 62 procent siden 1990) – så det er ikke fordi fiskerne ikke vil, men simpelthen fordi teknologien ikke er tilstrækkelig tilgængelig eller økonomisk realistisk endnu. At pålægge en branche en afgift, de umuligt kan nå at tilpasse sig til i tide, er ikke grøn omstilling – det er erhvervspolitisk inkompetence og kan kun opfattes som en ekstra skat. Det har intet med klimapolitik at gøre.
Sammenligningen med en ekstra vejafgift på tunge elbiler er oplagt: Hvis de Københavnske elbils-ejere pludselig skulle betale 2.000 kr. ekstra om måneden på grund af at el-biler slider 3,6 gange hårdere på vejnettet end almindelige biler og de samtidig forurener betydeligt mere, med ekstra dæk-slid med en efterfølgende øget mikroplast-forurening i vores kystnære farvande, ville salget af elbiler øjeblikkeligt stagnere. Det samme sker i fiskeriet: Når afgifterne gør det umuligt at drive virksomhed i Danmark, flytter nogle fiskerne deres tankning samt landing af fisk til udlandet, hvor vilkårene er mere gunstige. Resultatet? Stik imod intentionerne. En CO2-afgift, der ikke mindsker udledningen, men blot flytter den til et andet sted, er ikke rettidig omhu – det er politisk kortslutning.
Hovedstaden lever tilsyneladende langt fra virkeligheden
For storbyens politikere og meningsdannere er fiskeriet blot en abstrakt diskussion om tal og modeller, men for de kystsamfund, der lever af fiskeriet, er det et spørgsmål om liv og død. SVM-Regeringen har trods alt erkendt problemet og forsøgt at afbøde konsekvenserne med en udskydelse (eller hvad det nu ender med), for det er stadig en midlertidig løsning. Hvis ikke politikerne snart vågner op og forstår realiteterne i dansk produktions-liv, vil vi se en yderligere afvikling af fiskeri-erhvervet.
Når Information skriver om fiskeriets udfordringer, ville det klæde dem at lytte mere til dem, der faktisk oplever konsekvenserne, i stedet for at lede efter akademiske undskyldninger for en forfejlet politik. CO2-afgifter giver kun mening, hvis de rent faktisk mindsker CO2-udledningen – ikke hvis de blot sender problemerne ud af landet og efterlader dansk fiskeri i ruiner.
