Høje dieselpriser og kinesisk straftold udfordrer lige nu Ocean Prawns. For bestyrelsesformand Kristian Barslund er 50 års erfaring fra broen på en trawler det vigtigste værktøj til at navigere gennem de nuværende markedsforstyrrelser.

Mens krigen i Ukraine trækker ud på fjerde år, og spændingerne i Mellemøsten holder oliepriserne i et jerngreb, mærker det bornholmske skaldyrsselskab Ocean Prawns presset helt ude på dækket. Med et dagligt forbrug på over 100.000 liter diesel er brændstofomkostningerne i øjeblikket den største enkelte trussel mod driften. Det skriver de på Fodevarewatch.dk
Toldmur presser canadiske aktiviteter
Selvom efterspørgslen på koldtvandsrejer i Asien er stabil, er eksporten blevet ramt af storpolitik. Som følge af en handelsstrid mellem USA/Canada og Kina om elbiler, har de kinesiske myndigheder svaret igen med en toldmur. Det rammer Ocean Prawns’ aktiviteter i Canada hårdt.
»Vores aktiviteter i Canada er ramt af, at Kina har lagt en told på 25 pct. på alle vores varer,« forklarer bestyrelsesformand Kristian Barslund og siger videre, at da Kina er selskabets største marked, er det svært at omdirigere alle mængder til andre markeder, og prisen kan ikke bare sættes op, da konkurrenter fra lande uden straftold står klar til at overtage markedsandele.
Driften styres fra broen
For Kristian Barslund er rollen som formand uadskillelig fra hans baggrund som skipper. I en tid med »lav sigtbarhed« på verdensmarkederne trækker han på fem årtiers erfaring med at læse både søen og markedsbevægelserne.
Strategien bliver løbende tilpasset i tæt dialog med flådens skippere og maskinchefer. Ifølge formanden kræver den nuværende situation hurtige beslutninger i den daglige ledelse frem for lange bestyrelsesmøder, da omkostningerne skal minimeres her og nu.

FAKTA om Ocean Prawns
- Hjemsted: Nexø, Bornholm.
- Produktion: En af verdens største leverandører af koldtvandsrejer (Pandalus borealis).
- Flåde: Fisker i Nordatlanten, Barentshavet og Canada via datterselskaber.
- Resultat (2024): Overskud på ca. 177 mio. kr.





















