»Skidtfisk« er faktisk ikke så skidt endda
Under et foredrag på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, havde Danmarks Pelagiske Producentorganisations bestyrelsesformand Fridi Magnusen et indlæg der omhandlede »Havets insekter«.

»Skidtfisk« er faktisk ikke så skidt endda

Under et foredrag på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, havde Danmarks Pelagiske Producentorganisations bestyrelsesformand Fridi Magnusen et indlæg der omhandlede »Havets insekter«.

 

Emnet er helt oppe i tiden, hvor snakken ellers mest drejer sig om insekter, som det sidste nye hotte indenfor proteiner. Her nævnes insekter som en fantastisk kilde til animalsk protein, endnu bedre end plantebaseret protein, og i tilgift får du også vitaminer og mineraler som jern, zink og B12-vitamin samt masser af fibre fra skelettet. Det er stadig meget nyt, så der kan være endnu flere gevinster ved insekter, som man endnu ikke kender.

 

Tilsvarende dragede Fridi Magnusen i sit foredrag, paralleller til insekterne med det, som flest måske bedst kender under betegnelsen skidtfisk, proteinfisk eller industrifisk. Men i følge formanden fra DPPO skulle man måske i stedet begynde at kalde fiskearterne tobis, sperling og brisling for »havets insekter«. Forskelligheden er synlig, men alligevel er der stor lighed mellem insekter i luften og de små proteinrige industrifisk i havet. Ligesom insekter kan industrifisk nemlig vise sig, at blive en af fremtidens mest eftertragtede kilder til protein på spisebordet.

 

I takt med forbrugernes bekymring over landbrugets stigende Co2 aftryk, stiger interessen for alternativer til de nødvendige proteiner. Mennesker spiser nemlig mange tons protein om dagen og behovet for alternativer og erstatninger til kødet er derfor tilsvarende stigende. Kunstigt kød og græshopper samt melorme og andre insekter, der indeholder store mængder proteiner, spås en lovende fremtid, da klimaaftrykket her er væsentlig mindre.

 

Men hvorfor kun snakke insekter, når vi i havet har tilsvarende store mængder proteinrige fisk, som i dag primært forarbejdes og som regel ender som fiskemel og fiskeolie, der overvejende benyttes i dyrefoder. Hvorfor benytter vi ikke, som formanden for DPPO så rigtigt påpeger i sit foredrag, denne kolosale resource direkte til mennesker istedet for dyr.

 

For kommer »protein-fiskene« tilbage til køkkenet og på spisebordene, ville det ikke være første gang det sker. Og sker det igen, vil det betyde, at mængden af den proteinfisk, som fiskerne lander i dag, alene vil kunne opfylde to mia. menneskers proteinbehov, svarende til en befolkning på størrelse med hele Europas og Kinas tilsammen.

 

Størrelsen af tallet er tankevækkende og giver måske industrifiskeriet i Danmark helt nye muligheder fremadrettet. spændende bliver det af følge om ikke det bæredygtige budskab om industrifisk til de hjemlige kødgryder ikke snart slår igennem, så tobis, sperling og brisling måske snart er, at finde på tallerknerne i hjemmene rund omkring i Danmark.

 

Du kan læse hele indslaget med Fridi Magnusen her.

 

Der er med andre ord et bæredygtigt budskab i at vende tilbage til nogle af de gamle dyder både ved kødgryderne og i den danske fiskeindustri. Hvem ved – måske vender de små brislinger tilbage til de danske tallerkner i miljøets navn.

 

Fakta:

  • Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 350 gram fisk om ugen, men danskerne spiser i gennemsnit kun halvdelen af den anbefalede mængde. Især børnene får for lidt fisk.
  • WHO anbefaler at vi mindst spiser 55 gram protein om dagen. En almindelig dansker spiser dog ca. 120-150 gram om dagen.
  • Proteinfisk – brisling, tobis, sperling etc. – indeholder ca. 15% protein

Skriv et svar

Luk menu