Af redaktionen FiskerForum.dk
En brand i et linneddepot udløste mandag morgen en omfattende evakuering af krydstogtskibet MS Amadea ved Krydstogtskajen i Rønne. Ilden blev slukket på blot ti minutter, og alle 320 passagerer slap uskadt fra hændelsen.
320 passagerer måtte mandag morgen den 14. september evakueres fra krydstogtskibet MS Amadea, efter at der var opstået brand i et linneddepot om bord. Det skriver Bornhoms Politi her til morgen. De modtog anmeldelsen klokken 7.21, hvorefter politi, brandvæsen og Beredskabsstyrelsen rykkede ud til Krydstogtskajen i Rønne Havn.
Allerede klokken 7.31 – blot ti minutter efter alarmen havde lydt – var branden slukket. Ifølge politiet har alle de evakuerede passagerer det godt, og ingen personer kom til skade.
Indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen Emil Gørløv oplyste efterfølgende, at faren var drevet over. Han fremhævede samtidig besætningens hurtige og professionelle indsats. »De har gjort et kanonstykke arbejde med at få evakueret skibet, og de gav os god vejledning, så vi hurtigt kunne finde rundt om bord,« fortæller han.
Også medarbejderne ved Rønne Havn får ros for deres indsats. De stod klar langs adgangsvejen og guidede redningsmandskabet frem til skibet, der lå ved den yderste del af krydstogtkajen. Årsagen til branden var mandag morgen endnu ikke fastslået. Bornholms Politi undersøger derfor nærmere, hvordan ilden kunne opstå i skibets linneddepot.
Bornholm er populær blandt krydstogtgæster
Rønne Havn er Bornholms vigtigste trafikale knudepunkt og samtidig blevet en markant krydstogtdestination i Østersøen. Havnen modtager normalt omkring 50 til 60 krydstogtanløb om året.
I 2024 registrerede havnen ifølge de senest offentliggjorte oplysninger omkring 60 anløb, mens tallet i 2025 lå lidt lavere. Krydstogtskibene bringer hvert år mange internationale gæster til øen og er med til at forlænge den bornholmske turistsæson uden for de traditionelle sommermåneder.
Den udbyggede krydstogtkaj gør det muligt for store skibe at lægge direkte til kaj, så passagererne ikke behøver at blive sejlet i land i mindre både.
Bygget i Japan
MS Amadea er knap 193 meter langt og blev bygget i 1991 på Mitsubishi Heavy Industries’ værft i Nagasaki i Japan. Skibet blev oprindeligt søsat under navnet Asuka og sejlede for det japanske rederi Nippon Yusen Kaisha.
I 2006 blev skibet solgt og sat i drift hos den tyske krydstogtoperatør Phoenix Reisen. Det Bahamas-flagede skib er på omkring 29.000 bruttoton og har plads til cirka 600 passagerer.
På den aktuelle rejse var MS Amadea kommet til Rønne efter et anløb i Gdansk. Efter planen skulle skibet fortsætte til Wismar i Tyskland og senere vende tilbage til Bremerhaven.
For mange tyske tv-seere er skibet imidlertid mere end blot et krydstogtskib. Siden 2015 har MS Amadea dannet kulisse for optagelserne til den populære ZDF-serie Das Traumschiff – på dansk kendt som »Drømmeskibet«.
Mandag morgen blev tv-dramaet for en stund afløst af virkelighedens drama ved kajen i Rønne.
Kilder: Bornholms Politi, Rønne Havn, Phoenix Reisen om MS Amadea og »Das Traumschiff« og skibets rejseplan.




















