Af redaktionen FiskerForum.dk
Et teoretisk maksimum på 152.000 ton fisk er blevet omdrejningspunkt i Politikens dækning af udsmid og uønskede bifangster. Danmarks Fiskeriforening mener, at tallet giver et skævt billede af virkeligheden – men erkender samtidig, at fiskeriet har et problem, der kræver både kameraovervågning, friere redskabsvalg og et opgør med rigide EU-regler.
Et opsigtsvækkende tal på 152.000 ton fisk, der potentielt kan gå til spilde, har fået en fremtrædende placering i Politikens dækning af udsmid og fisk under mindstemålet. Men ifølge Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) bliver et teoretisk »worst case-scenarie« dermed gjort til målestok for et problem, som i virkeligheden har et væsentligt mindre omfang.
Tallet stammer fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, og bygger ifølge Fiskeri Tidende på en beregning, hvor samtlige fiskekvoter i Nordsøen udnyttes fuldt ud af alle de lande, der fisker i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Det er med andre ord ikke et registreret udsmid, men en teknisk fremskrivning, som indgår i den biologiske rådgivning og skal sikre, at kvoterne ikke fastsættes for højt.
DFPO kritiserer derfor Politiken for at hæfte sig ved netop de 152.000 ton uden tilstrækkeligt tydeligt at sætte tallet ind i den rette sammenhæng.
Det faktiske skøn er langt lavere
Ifølge Fiskeri Tidendes gennemgang af ICES-rådgivningen blev udsmidet for bestandene i Nordsøen i 2025 estimeret til omkring 85.000 ton. Det er fortsat en betydelig mængde, men langt fra worst case-scenariet på 152.000 ton. En stor del af mængden består ifølge artiklen af ising, rødspætte og hvilling. For nogle af disse arter er genudsætning tilladt, blandt andet fordi rødspætter kan have en høj overlevelsesrate efter genudsætning.
Dermed risikerer Politikens vinkel at blande flere forskellige forhold sammen:
- fisk, der ulovligt kastes over bord
- fisk under mindstemålet og arter
- fisk som lovligt kan genudsættes.
Svend-Erik Andersen, formand for DFPO, afviser ikke, at udsmid og uønskede bifangster er et reelt problem. Han mener imidlertid, at debatten bør føres på et retvisende grundlag. »Debatten om spild i fiskeriet, er på sin plads. Men det er et håbløst tal at diskutere ud fra.«
Ifølge fiskeriformanden er der ingen realistisk forventning om, at Europas fiskere pludselig vil udnytte alle kvoter fuldt ud og dermed næsten fordoble mængden af uønskede bifangster fra det ene år til det andet.
Fiskerne erkender problemet
Kritikken af Politikens tal-valg ændrer ikke på, at DFPO anerkender problemer med udsmid og uønskede bifangster – også i dele af dansk fiskeri. Foreningen erklærer sig parat til at acceptere fuld kameraovervågning om bord på fiskefartøjerne. Til gengæld kræver fiskerne større frihed til at benytte de redskaber, som mest effektivt kan sortere uønskede arter og små fisk fra, inden fangsten kommer om bord. Her peger DFPO på EU’s omfattende og detaljerede redskabsregler som en væsentlig hindring. Fiskerne kan have kendskab til mere selektive løsninger, men må ikke nødvendigvis anvende dem under de gældende bestemmelser.
For snart ti år siden lovede samtlige partier i Folketinget ifølge Fiskeri Tidende, at fiskerne kunne få friere redskabsvalg, hvis de accepterede kameraovervågning. Ordningen blev imidlertid aldrig ført ud i livet. DFPO mener derfor, at politikerne forpassede en mulighed for både at forenkle regelsættet og reducere de uønskede fangster.
Store bestande bag tallene
Danmarks Fiskeriforening fremhæver samtidig, at ICES vurderer bestandene af blandt andet rødspætte, hvilling og ising som store. Bestanden af rødspætte i Nordsøen vurderes ifølge artiklen til omkring 1,4 millioner ton. Det er den højeste bestandsvurdering siden 1957.
Debatten om udsmid bør derfor ikke reduceres til ét stort og dramatisk tal. Den bør også handle om, hvilke arter der indgår, hvor stor den faktiske dødelighed er, hvilke fisk der lovligt må genudsættes, og hvorfor fiskerne fortsat er bundet af regler, som kan stå i vejen for mere selektive redskaber.
Problemet med uønskede bifangster forsvinder ikke, fordi Politikens vinkel kritiseres. Men løsningen kommer heller ikke nærmere, hvis et teoretisk maksimum præsenteres uden den nødvendige forklaring.
Kilde:
