I vestlige Østersø er der stor fremgang for sild og torsk. Brisling sænkes derimod med 26%
Europa-Kommissionen fremlagde torsdag sit forslag om fiskerimuligheder i Østersøen for 2012. På grundlag af videnskabelig rådgivning foreslår Kommissionen, at de samlede tilladte fangstmængder (TAC) forhøjes for både torskebestandene i Østersøen og for to sildebestande (i den vestlige del af Østersøen og i Den Botniske Bugt).
Det skønnes nødvendigt at foretage nedsættelser for de øvrige bestande på grund af de pågældende fiskebestandes ringe tilstand. Kommissionen foreslår også at begrænse antallet af havdage for fiskerfartøjer til de niveauer, der blev fastsat sidste år.
Det overordnede formål med forslagene er at sikre, at fiskeriet i Østersøen gøres miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt ved at følge de videnskabelige anbefalinger.
Forslaget skal drøftes af medlemsstaternes ministre på Rådets samling i oktober.
Europakommisionen har følgende bemærkninger til de enkelte bestandsvurderinger:
Torsk
Kommissionen foreslår, at TAC’en for østersøtorsk forhøjes med 15 % (til 67 850 tons) for de østlige bestande og med 13 % (til 21 300 tons) for de vestlige bestande. Det er muligt at foretage disse forhøjelser, fordi den langsigtede forvaltningsplan for torsk, der har været gennemført siden 2008, har medvirket til at mindske fiskeripresset til bæredygtige niveauer og har givet bestandene tid til at blive genoprettet.
Sild
Kommissionen foreslår, at TAC’en for den vestlige sildebestand forhøjes med næsten en tredjedel (til 20 900 tons), og at TAC’en for sild i Den Botniske Bugt forhøjes en smule (med 2 % til 106 000 tons). Derimod er sildebestandene i den centrale del af Østersøen og Rigabugten ikke tilstrækkeligt genoprettet. Kommissionen foreslår derfor, at TAC’en for disse bestande reduceres med henholdsvis 33 og 21 %.
Laks
For at genoprette laksebestandene til bæredygtige niveauer1 foreslår Kommissionen, at TAC’en for den centrale del af Østersøen nedsættes med næsten 80 %, og at TAC’en for bestanden i Den Finske Bugt nedsættes med næsten 30 %. Den foreslåede reduktion er i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning. Den forvaltningsplan for østersølaks, Kommissionen foreslog den 12. august 2011, vil forhåbentlig bidrage til at forbedre bestandens tilstand.
Brisling
Kommissionen foreslår, at TAC’en for brisling reduceres med 26 % til 213 110 tons.
Rødspætte
Der foreligger ingen videnskabelige data om rødspættebestandens størrelse. Eftersom det ikke vides, hvilke fangster der vil være bæredygtige, har Kommissionen besluttet at følge en forsigtig kurs og foreslå en reduktion på 25 % af TAC’en, indtil der kan indsamles flere data og fastlfastlægges et korrekt fangstniveau. Dette er i overensstemmelse med det internt aftalte forsigtighedsprincip.