Leder redaktionen FiskerForum.dk
Peter Harder og Kjeld Hansen har ret i, at Miljøministeriets administration skal være lovlig, faglig og uafhængig af politisk pres. Men deres medicin risikerer at forværre sygdommen. Danmark har ikke brug for en grøn kulturrevolution, hvor tempo og ideologi tromler proportionalitet, retssikkerhed og fødevareerhverv. Der er brug for en genopretning af legalitetsprincippet og et politisk neutralt embedsværk.
Efter at have læst professor emeritus Peter Harders og forlagsredaktør Kjeld Hansens debatbog Der er brug for en kulturrevolution i Miljøministeriet sidder Vi tilbage med en dobbelt reaktion.
På den ene side rammer forfatterne noget afgørende: Et ministerium må aldrig administrere på kanten af loven, og embedsværket skal kunne sige fra, når politiske ønsker ikke har den nødvendige hjemmel.
På den anden side mener Vi, at bogens grundlæggende analyse vender problemet på hovedet.
Harder og Hansen ser først og fremmest mange års borgerlig miljøpolitik og hensynet til landbruget som årsagen til Miljøministeriets problemer. Vi ser i dag en anden og mindst lige så alvorlig risiko: at ministeriet bevæger sig så hurtigt i en rød-grøn retning, at miljøpolitiske ambitioner får forrang for proportionalitet, retssikkerhed og erhvervenes mulighed for fortsat at eksistere.
Vi kan således gå et langt stykke af vejen sammen, når det gælder kravet om lovlighed og faglighed. Men vi skilles afgørende, når bogen gør en egentlig kulturrevolution til løsningen – og når den nye SF-miljøminister fremstilles som den rette til at gennemføre den.
Det går ikke nødvendigvis i den rigtige retning, bare fordi det går stærkt
Den grønne omstilling har bred politisk og folkelig opbakning. De fleste danskere ønsker rent drikkevand, levende fjorde, mindre forurening og et sundere havmiljø.
Det gør Vi også.
Men et godt formål gør ikke ethvert middel rigtigt. Og politisk handlekraft er ikke det samme som god forvaltning.
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) kommer med et markant grønt engagement. Hun har tidligere været miljøpolitisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og var fra 2018 til 2026 præsident for Danmarks Naturfredningsforening, inden hun blev miljøminister for SF.
Det er en politisk og faglig baggrund, som vælgerne naturligvis har ret til at kende og bedømme. Men netop denne baggrund gør det også nødvendigt at være opmærksom på grænsen mellem miljøpolitisk aktivisme og neutral myndighedsudøvelse.
Min afgørende uenighed med Harder og Hansen er derfor ikke, om miljøproblemerne skal løses. Uenigheden handler om tempoet, metoden og balancen.
Det går efter vores opfattelse for stærkt, hvis nye indgreb, forbud og begrænsninger gennemføres, før deres samlede konsekvenser for landbrug, fiskeri, arbejdspladser, lokalsamfund og fødevareforsyning er tilstrækkeligt belyst.
Et ministerium må ikke blive en politisk kamporganisation – heller ikke når kampen kaldes grøn.
En revolution er det modsatte af stabil forvaltning
Ordet »kulturrevolution« er næppe valgt tilfældigt. Det signalerer et ønske om et omfattende opgør med eksisterende tankegange, prioriteringer og administrative arbejdsmåder.
Men en revolution er netop kendetegnet ved, at det skal gå stærkt, at modstand skal overvindes, og at det gamle system skal erstattes af noget nyt.
Det er en farlig tankegang at overføre til et ministerium.
En offentlig forvaltning skal ikke være revolutionær. Den skal være stabil, forudsigelig, saglig og bundet af loven. Embedsmændenes opgave er ikke at realisere ministerens ideologiske projekt hurtigst muligt, men at rådgive inden for de juridiske rammer og gøre opmærksom på både konsekvenser, usikkerheder og manglende hjemmel.
Kodex VII opstiller syv centrale pligter for embedsmændene, herunder lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet. De principper gælder, uanset om regeringen ønsker mindre miljøregulering eller en hurtigere grøn omstilling.
Embedsværket må hverken bøje loven for landbruget eller for miljøbevægelsen.
Miljøministeriet skal ikke være rødt, blåt eller grønt
Påstanden om, at Miljøministeriet skulle være »besat« af mennesker fra venstrefløjen, kan ikke fremsættes som et dokumenteret faktum uden konkret belæg om de enkelte medarbejdere.
Men det er legitimt at spørge, om ministeriets administrative kultur bliver påvirket så kraftigt af en rød-grøn politisk dagsorden, at andre faglige og samfundsmæssige hensyn får for lidt plads.
Embedsmænd må naturligvis have deres egne politiske holdninger. Men ansættelser og forfremmelser skal ske efter uddannelse, erfaring, faglige kvalifikationer og evnen til at administrere lovgivningen korrekt.
Danmark skal ikke bevæge sig i retning af et politiseret embedsværk, hvor loyalitet over for den siddende regerings projekt bliver vigtigere end faglig modstand og juridisk omhu. Den udvikling forbindes blandt andet med Donald Trumps forsøg på at gøre dele af den amerikanske forvaltning mere direkte afhængig af politisk loyalitet.
Det ville være forkert, hvis det skete fra højre. Det bliver ikke mere rigtigt, fordi det sker i miljøets navn fra venstre.
Det faste embedsværk skal kunne betjene både en rød, blå og grøn regering. Embedsmændene skal samtidig kunne sige nej til dem alle, hvis lovgrundlaget mangler.
Legalitetsprincippet kommer før de politiske ambitioner
Legalitetsprincippet betyder, at en offentlig myndighed kun må gribe ind over for borgere og virksomheder, når der findes den nødvendige hjemmel i loven.
En minister kan derfor ikke gennemføre et indgreb, blot fordi hensigten vurderes som god eller politisk nødvendig.
Forvaltningen er desuden bundet af saglighed, lighed og proportionalitet. Et indgreb må ikke være mere omfattende end nødvendigt, og myndighederne skal foretage en reel afvejning af de forskellige hensyn.
Det gælder også på miljøområdet.
Når nye regler rammer landbrug og fiskeri, bør det derfor fremgå klart:
- Hvilket konkret miljøproblem skal løses?
- Hvilke målinger og undersøgelser ligger til grund?
- Hvor sikker er den faglige viden?
- Hvilke andre presfaktorer påvirker miljøtilstanden?
- Findes der mindre indgribende løsninger?
- Hvad bliver konsekvenserne for arbejdspladser, produktion og forsyningssikkerhed?
- Vil produktionen blot blive flyttet til lande med lavere miljøkrav?
Hvis disse spørgsmål ikke besvares, risikerer miljøpolitikken at blive et spørgsmål om symboler og ideologisk retning frem for dokumenterbar effekt.
Færre embedsmænd er ikke automatisk en mishandling
Harder og Hansen beskriver de omfattende besparelser i Miljøministeriet efter regeringsskiftet i 2001 som en »mishandling« af ministeriet. Blandt andet blev omtrent hver tredje medarbejder i Miljøstyrelsen berørt af reduktionerne.
Det var et voldsomt indgreb, og kritikerne har en legitim pointe, når de fremhæver risikoen for tab af specialviden og svækket kontrolkapacitet.
Men det er ikke den eneste mulige konklusion.
En reduktion af et ministeriums størrelse kan også være et forsøg på at fjerne administrative dobbeltfunktioner, forkorte kommandovejene og tvinge organisationen til at fokusere på sine lovbundne kerneopgaver.
En stor administration bliver ikke nødvendigvis bedre, alene fordi den bliver større. Flere medarbejdere kan give mere faglig kapacitet, men de kan også skabe flere administrative lag, længere sagsbehandling og yderligere regelproduktion.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor mange ansatte et ministerium har. Det afgørende er, om det løser sine lovbundne opgaver korrekt, effektivt og rettidigt.
At betegne enhver personalereduktion som en mishandling er derfor politisk retorik – ikke i sig selv dokumentation for, at ministeriets samfundsmæssige opgaver ikke længere kunne løses.
Eksperterne skal rådgive – ikke regere
Anders Fogh Rasmussens opgør med »eksperter og smagsdommere« bliver ofte fremstillet som et angreb på fagligheden.
Opgøret kan imidlertid også forstås som et demokratisk korrektiv.
Eksperter skal levere den bedst mulige viden, men de skal ikke træffe de politiske valg. Forskere kan beskrive miljøtilstanden, opstille modeller og beregne konsekvenser. Det er imidlertid Folketinget, der skal afveje miljøhensyn over for beskæftigelse, fødevareproduktion, ejendomsret, forsyningssikkerhed og regional udvikling.
Faglig viden er afgørende. Men faglighed er ikke det samme som demokratiske beslutninger.
Når en bestemt miljøfaglig vurdering præsenteres som den eneste politisk acceptable løsning, risikerer ekspertrådgivningen at blive en skjult form for magtudøvelse.
Minksagen er den nødvendige advarsel
Harder henviser til Støjberg-sagen som eksempel på, at embedsværket kan blive presset til at administrere på kanten af det lovlige.
Hvis man vil diskutere forholdet mellem politik, embedsværk og lovlighed, er det imidlertid umuligt at komme uden om minksagen.
På pressemødet den 4. november 2020 meddelte regeringen, at alle mink i Danmark skulle aflives. På dette tidspunkt var der ikke hjemmel til at kræve aflivning af alle mink uden for de allerede fastlagte smittezoner.
Minkkommissionen karakteriserede udmeldingerne som objektivt »groft vildledende«, fordi beslutningen blev fremstillet som et bindende krav, selv om det nødvendige lovgrundlag manglede. Kommissionen konstaterede også, at der ikke var den fornødne materielle og bevillingsmæssige hjemmel til den annoncerede tempobonus.
Kommissionen fastslog samtidig ikke, at Mette Frederiksen kendte til den manglende hjemmel eller havde forsæt til at vildlede. Der blev ikke gennemført en rigsretssag, da der ikke var politisk flertal for at føre sagen videre.
Den juridiske og demokratiske lære står ikke desto mindre tilbage:
En regering kan ikke skabe lovhjemmel på et pressemøde.
Fødevarestyrelsens breve og politiets såkaldte actioncards viste, hvor hurtigt en politisk beslutning kan blive omsat til konkrete myndighedskrav, selv om lovgrundlaget ikke er på plads.
Minksagen er dermed et skoleeksempel på, hvorfor embedsværket skal kunne standse eller forsinke politiske ønsker. Ikke for at modarbejde regeringen, men for at beskytte både borgerne, ministeren og retsstaten.
Landbruget er ikke den eneste presfaktor
Harder og Hansen retter en væsentlig del af kritikken mod landbrugets påvirkning af miljøet.
Landbrugets udledning af næringsstoffer er en dokumenteret og væsentlig belastning af en række danske fjorde og kystvande. Det bør ikke bortforklares.
Men det bør heller ikke fremstilles, som om landbruget er den eneste relevante presfaktor.
Havmiljøet påvirkes også af kommunale spildevandsudledninger, overløb fra fælleskloakker, udledninger fra renseanlæg, miljøfarlige stoffer, medicinrester, PFAS, mikroplast, industri, havneaktiviteter, klimaforandringer og tilførsel af næringsstoffer fra andre lande omkring Østersøen.
Danmark har tusindvis af overløbspunkter, hvor regnvand blandet med spildevand under kraftig nedbør kan blive ledt ud i vandløb, fjorde og hav. Mange udledninger opgøres fortsat gennem beregninger frem for direkte flowmålinger.
Langt størstedelen af det danske spildevand gennemgår en forholdsvis avanceret rensning. Men den eksisterende rensning fjerner ikke nødvendigvis alle medicinrester, PFAS, mikroplast og andre miljøfremmede stoffer.
Hvis miljøpolitikken vil være troværdig, må alle væsentlige kilder undersøges og reguleres efter deres dokumenterede belastning.
Det er hverken sagligt eller rimeligt, hvis landbrug og fiskeri bliver gjort til standardsvar på ethvert problem i havmiljøet.
Fiskeriet kan ikke bære hele havmiljøets skyld
Fiskeriet møder i disse år en stadig tættere regulering gennem kvoter, trawlforbud, kameraovervågning, lukkede områder, redskabskrav, kontrol, naturnationalparker til havs og stigende driftsomkostninger.
Hvert enkelt tiltag kan have en miljømæssig eller forvaltningsmæssig begrundelse. Men de samlede konsekvenser skal vurderes.
Et fiskefartøj kan ikke flytte sin virksomhed ind i landet. Fiskeren er afhængig af adgang til havet, bestandene, havnene og et økonomisk grundlag for at sejle ud.
Når flere og flere områder lukkes, samtidig med at kvoter og fiskedage reduceres, kan resultatet blive, at aktive fartøjer forsvinder – ikke nødvendigvis fordi bestandene er væk, men fordi rammevilkårene gør erhvervet økonomisk umuligt.
Det rammer ikke kun fiskeren. Det rammer fiskeauktioner, samlecentraler, værfter, smede, transportvirksomheder, isværker, eksportører og hele kystsamfund.
Miljøbeskyttelse skal sikre fremtidens fiskeri. Den bør ikke administreres på en måde, der afvikler fiskeriet, før miljøforbedringerne overhovedet kan nå at vise sig.
Det er tempoet og ensidigheden, der bekymrer
Min kritik af den nuværende miljøpolitiske retning er ikke et argument for passivitet.
Der skal handles over for iltsvind, forurening, tab af levesteder og dårlige økologiske forhold. Men handlingerne skal bygge på dokumenteret effekt og en ærlig vurdering af alle relevante presfaktorer.
Når reguleringen gennemføres hurtigere, end virksomheder og lokalsamfund kan tilpasse sig, kan resultatet blive irreversible lukninger.
Et landbrug, der er nedlagt, genetableres ikke fra den ene dag til den anden. Det samme gælder et fiskefartøj, som er ophugget, solgt ud af landet eller har mistet sin besætning.
Danmark risikerer dermed at miste sin egen fødevareproduktion og i stedet importere varer fra lande med lavere miljøstandarder, svagere kontrol og længere transportafstande.
Det kan pynte i det nationale klimaregnskab. Men det forbedrer ikke nødvendigvis det globale miljø.
Vi har brug for genopretning – ikke revolution
På ét afgørende punkt er jeg enig med Harder og Hansen: En dårlig administrativ praksis retter ikke sig selv.
Men løsningen er ikke at lægge roret endnu hårdere over mod en rød-grøn kurs. Løsningen er at genoprette de grundlæggende krav til god offentlig forvaltning:
- Lovhjemlen skal være klar, før der gribes ind.
- Faglig rådgivning, politiske ønsker og juridiske krav skal holdes adskilt.
- Alle væsentlige presfaktorer skal medtages.
- Reglernes samlede konsekvenser skal vurderes.
- Indgreb skal være nødvendige og proportionale.
- Embedsmænd skal ansættes og forfremmes efter kvalifikationer – ikke politisk tilpasning.
- Faglige og juridiske indsigelser skal fremgå åbent af beslutningsgrundlaget.
- Folketinget skal tage det politiske ansvar for indgreb, som ændrer hele erhvervs eksistensvilkår.
Det vil ikke svække miljøbeskyttelsen. Det vil gøre den mere troværdig.
Miljøministeriet skal hverken være landbrugets, fiskeriets, industriens eller miljøorganisationernes ministerium. Det skal være hele samfundets ministerium.
Derfor siger Vi nej til en kulturrevolution
Danmark har brug for noget mindre dramatisk, men langt vigtigere: En genopretning af legalitetsprincippet, en afpolitisering af embedsværket og en miljøforvaltning, hvor lov, dokumentation og proportionalitet kommer før ideologi og politisk hastværk.
Det er måske ikke revolutionært- men det er sådan, en retsstat bør fungere.
Kilder:
