Af redaktionen FiskerForum.dk
For få år siden blev kameraovervågning om bord kaldt uproportional, psykisk belastende og udtryk for mistillid til et helt erhverv. Nu tilbyder Danmarks Fiskeriforening selv fuldt dokumenteret fiskeri – hvis fiskerne til gengæld får friere redskabsvalg. Er der sket et reelt holdningsskifte, eller er kursændringen en taktisk tilpasning til en politisk virkelighed, hvor fiskeriet er flyttet ind under Miljøministeriet?
Der er sket noget bemærkelsesværdigt i dansk fiskeri. Det er ikke kommet med store fanfarer, og der har ikke været nogen højtidelig erklæring om et historisk kursskifte. Men sammenligner man Danmarks Fiskeriforenings aktuelle udmeldinger med den hårde modstand mod kameraovervågning for blot få år siden, er forskellen vanskelig at overse. I dag erklærer foreningen sig parat til at tage kameraer om bord, hvis fiskerne samtidig får frihed til at vælge de redskaber, der bedst kan begrænse udsmid og uønskede bifangster.
For få år siden lød tonerne anderledes.
Kameraerne blev beskrevet som en mistænkeliggørelse af erhvervet, et indgreb i fiskernes retssikkerhed og en psykisk belastning for mennesker, der risikerede at få hele deres arbejdsdag optaget og efterfølgende gransket. Spørgsmålet er derfor, om fiskeriet grundlæggende har skiftet holdning – eller om erhvervet har erkendt, at det politiske farvand er blevet så smalt, at kameraerne nu må bruges som betalingsmiddel for at bevare en smule handlefrihed.
Modstanden begyndte længe før 2019
Debatten om kameraer på danske fiskefartøjer går mindst tilbage til 2008 og 2009, hvor DTU Aqua gennemførte et forsøg på seks fartøjer. Resultaterne blev præsenteret ved DanFish International i Aalborg i oktober 2009. Ifølge DTU viste forsøget, at kameraer og sensorer teknisk kunne dokumentere, hvor og hvornår der blev fisket, samt hvor store mængder der blev kastet tilbage i havet. DTU vurderede samtidig, at de deltagende fartøjer ændrede fiskerimønster og reducerede deres udsmid.
Allerede her stod den grundlæggende konflikt klart: Myndighederne så et effektivt dokumentationsværktøj. Mange fiskere så begyndelsen på permanent overvågning af deres arbejdsplads.
En senere videnskabelig undersøgelse af danske fiskeres holdninger viste dog et mere nuanceret billede. Ni ud af ti adspurgte fiskere uden erfaring med elektronisk monitorering var imod systemet, mens 58 procent af fiskere, der selv havde deltaget i forsøg med kameraer, havde en positiv opfattelse.
Modstanden var altså størst blandt dem, der ikke selv havde prøvet systemet. Men undersøgelsen viste også en udbredt frygt for mere bureaukrati, uklare regler, økonomiske tab og et kontrolsystem, som fiskerne fandt vanskeligt at efterleve.
Landingspligten vendte reglerne på hovedet
Konflikten blev skærpet, da EU fra 2015 gradvist indførte landingspligt for kvoterede arter. Fra 2019 var ordningen som udgangspunkt fuldt gennemført. Tidligere skulle fisk under mindstemålet genudsættes. Med landingspligten skulle de som hovedregel tages med i land og modregnes i kvoten, også selv om de ikke måtte sælges til menneskeføde. Fisk under mindstemålet kunne i stedet anvendes til blandt andet fiskemel, fiskeolie, dyrefoder, lægemidler eller kosmetik.
For mange fiskere forekom det naturstridigt at skulle tage levende småfisk og yngel med i land til en lavværdi-anvendelse eller destruktion, hvis en del af fiskene kunne have overlevet en hurtig genudsætning.
Dertil kom de praktiske problemer:
- Fangsten skulle sorteres, registreres og opbevares om bord
- Den optog plads, kostede arbejdstid og kunne samtidig være med til at lukke et blandet fiskeri, hvis kvoten for blot én art blev opbrugt.
Der var derfor ikke kun tale om en følelsesmæssig modstand mod at føre yngel i land. Kritikken handlede også om økonomi, sikkerhed, kapacitet og risikoen for såkaldte choke species – arter, hvis opbrugte kvote kan standse et helt fiskeri, selv om der fortsat er kvoter på andre arter.
Konflikten kulminerede efter 2019
Året 2019 blev et vendepunkt, men den kraftigste konfrontation kom i årene umiddelbart efter. På EU’s ministerrådsmøde i december 2019 blev kameraovervågning bragt ind som en del af løsningen for det pressede torske-fiskeri i Kattegat. Danmark valgte efterfølgende at gå videre med et nationalt kameraprojekt.
I januar 2020 tog Danmarks Fiskeriforening skarp afstand fra den danske enegang. Foreningen gjorde gældende, at EU-landene ikke havde besluttet et generelt krav om kameraer, men at Danmark selv havde valgt at benytte denne mulighed.
Den daværende fiskeriminister Mogens Jensen fastholdt, at det var fiskene og ikke fiskerne, der skulle overvåges. For fiskerne var skellet næppe helt så tydeligt: Når kameraet filmer dækket gennem hele arbejdsdagen, bliver mennesker uundgåeligt en del af billedet.
Ved DanFish i 2021 var spørgsmålet fortsat så omstridt, at kameraovervågning blev behandlet som et selvstændigt debatemne. Samme år kaldte DFPO-formand Svend-Erik Andersen kameraerne for en mistænkeliggørelse af erhvervet og et indgreb, der var ude af proportioner både retssikkerhedsmæssigt, fagligt og økonomisk. Foreningen advarede også om stress og frygt for at begå fejl blandt besætningerne.
Da regeringen i 2022 ville gøre kameraovervågningen obligatorisk i Kattegat, udløste det igen massiv kritik fra DFPO og lokale fiskeriforeninger, blandt andet på Læsø og i Strandby.
Alligevel er kursændringen ikke helt ny
Når DFPO i dag tilbyder kameraovervågning mod friere redskabsvalg, kan det ligne en kovending. Men historien er mere sammensat. Allerede i 2018 foreslog daværende fiskeriminister Eva Kjer Hansen, at danske fartøjer kunne afprøve kameraer mod lempelser i andre regler. Og ifølge DFPO blev der for omkring ti år siden indgået en politisk aftale om friere redskabsvalg til fartøjer, som accepterede kameraovervågning. Den model blev aldrig realiseret i den form, fiskeriet var blevet stillet i udsigt.
Forskellen ligger derfor ikke nødvendigvis i selve princippet. Fiskeriet har længe kunnet acceptere dokumentation som led i en handel. Modstanden har især rettet sig mod obligatoriske kameraer uden en tilsvarende frihed, og mod at optagelserne primært skulle bruges som kontrol- og sanktionsredskab. Den aktuelle linje kan således beskrives som betinget accept snarere end begejstring:
Kameraerne accepteres ikke som et mål i sig selv, men som prisen for at slippe ud af et regelsæt, der ifølge fiskerne spænder ben for mere selektive redskaber.
En taktisk tilpasning?
Det kan ikke dokumenteres, at DFPO’s nye fremhævelse af kameraovervågning alene skyldes taktiske hensyn. Men den politiske situation gør forklaringen nærliggende.
Danmark fik i juni 2026 en ny firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten og Alternativet. Samtidig blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nedlagt. Fiskeriet blev ved en kongelig resolution flyttet til Miljøministeriet, mens de øvrige dele af det tidligere ministerium blev fordelt mellem flere ministerier.
Den nye miljø- og fiskeriminister, Maria Reumert Gjerding, kom fra posten som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, som hun havde beklædt siden 2018.
Det er et legitimt politisk udgangspunkt, og en tidligere organisationspost gør ikke i sig selv en minister inhabil eller ude af stand til at varetage hele sit ressort. Men for fiskerierhvervet er signalet vanskeligt at misforstå: Fiskeriet bliver nu administreret under et ministerium, hvis primære navn, identitet og politiske opgave er miljøet.
Erhvervet har ikke længere sit eget navn på ministeriets dør. I den situation kan DFPO have vurderet, at en fortsat kategorisk modstand mod kameraer vil efterlade organisationen uden reel indflydelse. Ved selv at tilbyde fuld dokumentation kan fiskeriet forsøge at flytte debatten fra mistanke og kontrol til redskabsfrihed og dokumenterbare resultater.
Det kan være taktisk. Men taktik er ikke nødvendigvis det samme som kapitulation. Spørgsmålet er, om foreningen får noget reelt til gengæld – eller endnu en gang accepterer kameraerne, mens løftet om friere redskabsvalg forsvinder i Bruxelles-tågen.
Kritik eller kampagne?
Danmarks Naturfredningsforening DN og Verdensnaturfonden WWF har gennem en årrække ført markante kampagner for mere havbeskyttelse og begrænsninger i fiskeriet, særligt fiskeri med bundslæbende redskaber. Organisationerne vil selv beskrive indsatsen som en nødvendig kamp for hav-natur og biodiversitet.
Mange fiskere har oplevet den som en ensidig kampagne, hvor erhvervet ofte fremstilles som hovedårsagen til havets problemer, mens spildevand, næringsstoffer, iltsvind, råstofindvinding, klapning og klimaforandringer får mindre opmærksomhed.
Ordet »hetz« kan bedst udtrykke den oplevelse, der findes i dele af erhvervet. Men journalistisk mener FiskerForum.dk, at det er mere præcist at undersøge de konkrete påstande, billeder og politiske krav end at tillægge organisationerne skjulte eller uredelige motiver. Kritikken står stærkest, når den dokumenterer, hvor fiskeriet får skylden for mere, end data kan bære.
Det gælder også den aktuelle debat om Politikens tal for udsmid. Et teoretisk »worst case-scenarie« må gerne omtales, men læserne skal tydeligt have at vide, at der er tale om en fremskrivning og ikke en registreret mængde fisk, som allerede er kastet døde over bord.
DFPO risikerer at miste sin bundlinje
Danmarks Fiskeriforening står i en vanskelig klemme. Organisationen skal både bevare adgang til de politiske forhandlingsrum og repræsentere fiskere, der oplever, at deres erhverv gradvist bliver reguleret væk. Men netop derfor er der grund til også at rette kritikken indad.
Hvis kameraovervågning skal accepteres, bør DFPO kræve klare og bindende modydelser: reelt frit redskabsvalg, præcise regler for anvendelse og opbevaring af optagelser, proportionalitet i sanktionerne, beskyttelse af besætningernes arbejdsmiljø og garanti mod, at Danmark endnu en gang indfører strengere kontrol end konkurrerende fiskerinationer.
Ellers risikerer fiskerne at afgive deres stærkeste forhandlingskort på forhånd. Man kan godt være løsningsorienteret uden at være eftergivende. Og man kan godt acceptere dokumentation uden at acceptere permanent mistænkeliggørelse.
Risiko for trængsel ved »landgangsbroen«
Der findes imidlertid også en anden og mere ubehagelig målestok for tilliden til fiskeriets fremtid: Hvor mange aktive fiskere ville blive i erhvervet, hvis de fik en reel mulighed for at forlade det med en rimelig kompensation?
Det spørgsmål er vanskeligt at besvare, før tilbuddet faktisk ligger på bordet. Men man kan frygte, at der hurtigt ville blive trængsel ved »landgangsbroen«, hvis en tilstrækkelig og økonomisk forsvarlig ophugnings- eller exitordning blev åbnet for flere fartøjsejere.
Det ville ikke nødvendigvis være udtryk for, at fiskerne har mistet lysten til deres fag. Det kunne lige så vel være resultatet af mange års usikkerhed om kvoter, lukkeområder, kameraovervågning, nye kontrolkrav, stigende omkostninger og en politisk kurs, hvor erhvervet har vanskeligt ved at se, hvilke farvande og fiskerier der fortsat er åbne om fem eller ti år.
For den enkelte ejer kan en kompensation derfor blive opfattet som den sidste mulighed for at komme ud med økonomien og værdigheden nogenlunde i behold, inden fartøjets værdi, kvotegrundlag og fremtidige indtjening bliver yderligere udhulet. Men en stor søgning mod udgangen vil samtidig være et alvorligt advarselssignal. Den vil vise, at problemet ikke alene er enkelte urentable fartøjer, men en svigtende tro på, at dansk fiskeri fortsat har en plads i den politiske plan for Danmark.
Her bør Danmarks Fiskeriforening også være varsom. Kompensation er nødvendig for de fiskere, som politiske beslutninger reelt fratager deres erhvervsgrundlag. Men en exitordning må ikke blive den bekvemme løsning, hvor staten betaler sig ud af konsekvenserne, mens endnu en bid af flåden, landingerne og de tilknyttede arbejdspladser forsvinder.
Hver kutter, der forlader fiskeriet, er mere end et nummer i Fartøjsregisteret. Den kan være en del af råvaregrundlaget for auktionen, samlecentralen, fiskehandleren, værftet, smeden og havnen. Når først den kæde er brudt, kan den være både dyr og i praksis umulig at genetablere.
En rimelig kompensation kan således være helt nødvendig for den enkelte. Men hvis »landgangsbroen« pludselig bliver den mest attraktive vej i dansk fiskeri, er det selve fiskeripolitikken – ikke fiskernes vilje – der bør undersøges nærmere.
Fødevaresikkerhed kræver mere end grønne hensigter
På længere sigt rækker diskussionen ud over kameraer og bifangster. Den handler om, hvorvidt Danmark fortsat ønsker en betydelig produktion af fisk, kød, mejeriprodukter og andre fødevarer. Danmark er fortsat en stor fødevareproducent og nettoeksportør på flere centrale områder. Det vil derfor være for vidtgående at hævde, at den danske forsyningssikkerhed allerede er ved at forsvinde.
Men produktionskapacitet kan ikke genetableres fra den ene dag til den anden. Når fartøjer ophugges, havne mister landinger, landbrug lukker, og forarbejdningsvirksomheder mister deres råvaregrundlag, forsvinder også viden, arbejdspladser og infrastruktur.
Importeret mad skal overholde EU’s grænseværdier for blandt andet pesticidrester og fødevaresikkerhed. Det er derfor ikke korrekt uden dokumentation at hævde, at udenlandske fødevarer frit kan indeholde stoffer, som er forbudt i Danmark. Men produktionsreglerne kan være forskellige. Fødevarer kan være fremstillet med plantebeskyttelsesmidler, miljøkrav, arbejdsvilkår og dyrevelfærdsstandarder, som danske producenter ikke må benytte eller ikke konkurrerer under på samme vilkår. Kontrollen med varer fra tredjelande er desuden risikobaseret og indebærer ikke fysisk kontrol af hver eneste sending.
Derfor er spørgsmålet relevant: Hvad gavner det miljøet og forsyningssikkerheden, hvis Danmark nedbringer sin egen fødevareproduktion, men erstatter varerne med import fra lande, hvor produktionen kan have et større samlet aftryk?
Fra modstand til overlevelsesstrategi
DFPO’s nye linje behøver ikke være udtryk for, at foreningen pludselig har glemt sin tidligere modstand. Den kan være udtryk for, at fiskeriet forsøger at overleve politisk ved at gøre dokumentation til sit stærkeste argument. Det kan vise sig klogt, hvis kameraerne giver fiskerne frihed, bedre data og mulighed for at tilbagevise overdrevne påstande.
Men det kan også blive en glidebane, hvis dokumentationen alene fører til mere kontrol, flere sanktioner og nye begrænsninger, mens de lovede frihedsgrader endnu en gang udebliver.
Derfor bør spørgsmålet ikke være, om fiskerne er for eller imod teknologi – Spørgsmålet bør være, hvem der kontrollerer oplysningerne, hvad de må bruges til, og hvad fiskerne konkret får til gengæld.
Hvis svaret blot er endnu et løfte om, at friheden kommer senere, har dansk fiskeri hørt den historie før.
Kilder: DTU om det danske kameraforsøg i 2009, videnskabelig undersøgelse af fiskernes holdninger, DFPO’s kritik af dansk enegang i 2020, DFPO: Kameraovervågning er ude af proportioner, EU-reglerne om landingspligt, regeringsdannelsen i 2026, den kongelige resolution om ministeriernes ressort, DN om Maria Reumert Gjerdings ministerudnævnelse og EU-Kommissionen om kontrol med importerede fødevarer.
