Af redaktionen FiskerForum.dk
Det er ikke kun de danske rejefiskere i Vadehavet, der kæmper mod firkantede bureaukrat-krav, mine-forbud og udviskning af deres erhverv. Syd for grænsen står de tyske »Krabbenfischer« i præcis samme kvælende spændetrøje, hvor udbygningen af havvindmølleparker og nye, store maritime lukkeområder fjerner det økonomiske fundament under kutterne.
Nye fiskeri-frie områder i Nordsøen skaber strid – Fiskere og kystsamfund kritiserer planerne, skriver onlineredaktør Vanessa Schubert fra Moin.de blandt andet om i artiklen »[Streit um Fischfang in der Nordsee! An diesen Gebieten sollen Verbote gelten](https://www.moin.de/norddeutschland/nordsee/nordsee-fischfang-krabben-verbot-news-id300878109.html)« (tysk)
Den tyske rejeflåde – som tæller omkring 200 aktive kuttere (Krabbenkutter) langs den nordtyske kyst og i Vadehavet – presses i dag fra to fronter:
- På den ene side beslaglægger gigantiske havvindmølleparker og tilhørende kabler traditionelle fiskefelter.
- På den anden side gennemtvinger delstaterne (herunder Niedersachsen) nye, lukkede beskyttelseszoner for at opfylde EU’s krav om havbeskyttelse frem mod 2030.
Både i Danmark og Tyskland fremstår forvaltningens »dialog« med erhvervet som et halvhjertet spil for galleriet. Reelt efterlades kystfiskerne med en stærk fornemmelse af, at myndighederne på begge sider af grænsen inderst inde betragter »skånsomt reje- og kystfiskeri« som en belastning, der helst blot skal afvikles i stilhed.
Tysk skrivebordsbureaukrati spejler det danske
I Danmark har rejefiskerne på Rømø og i Vadehavet måttet se til, mens myndighederne pludselig trækker et forældet mineforbud op af skuffen efter 60 års ufarligt fiskeri, samtidig med at generelle forbud mod bundtrawl rulles ud, flere steder i landet.
I Tyskland bruges EU’s havstrategi som det administrative instrument. Delstaten Niedersachsen har fremlagt et nyt kortudkast til en »fiskeridialog«, som vil forbyde fiskeri i centrale områder: nord for Borkum, sydøst for Wangerooge, i den østlige del af Jadebusen og ud for dele af Wurster-kysten.
Ligesom herhjemme smykker politikerne sig med pæne ord om balancerede løsninger. Den tyske landbrugsminister Miriam Staudte kalder forslaget »afvejet«, og den tyske miljøminister Christian Meyer påstår, at lukningerne »hverken sætter enkeltbedrifters eksistens eller havnepositionerne på spil«. Men frit oversat betyder dette blot, som ministrene henviser til:
- at de ikke indfører et totalforbud mod rejefiskeri
- at de ikke inddrager fiskerilicenserne direkte.
Deres logik er: »I må stadigvæk gerne eje en båd, i må også gerne kalde jer fiskere, og i har stadig en plads ved kajen i jeres hjemhavn.« At de så samtidig lukker de mest givtige fangstområder lige uden for havnens indsejling, tæller ikke med i deres regnestykke, som konsekvens ellers er en »direkte nedlæggelse af fiskeriet efter hesterejer«.
Samme logik møder man hos de danske myndigheder: Hvor bureaukratiet også findes i den helt store grønne skuffe.
»I må skam fortsat fiske alt det, I vil! I har også stadigvæk jeres licenser, I har fri adgang til Vadehavet, og erhvervet er absolut IKKE forbudt… I må bare ikke lige fiske nu«..
Årsagen? En støvet og pludselig genoplivet sikkerhedsregel om »fare for miner fra Anden Verdenskrig« – i et område, hvor fiskerne ellers har fisket langs bunden sikkert i 60 år uden så meget som at fange en rusten split.« NEN – for en sikkerheds skyld..og man kan aldrig vide sig for sikker bla bla bla..
Men i myndighedernes verden er kutterne skam ikke tvangslukket! De ligger bare til kaj af »ren og skær omsorg for fiskerne« – det må enhver da kunne forstå. Goddag mand økseskaft! Det svarer jo til at give en vognmand lov til at køre lastbil, så længe han ikke starter motoren eller kører ud på vejen.
Både i Tyskland og Danmark er logikken den samme: Man nedlægger ikke erhvervet med et forbud – man gør det blot så »sikkert« og »reguleret«, at fiskerne selv banker direkte ind i en konkurs.
Når man så ved, at begge tyske ministre repræsenterer det ideologiske miljøparti Bündnis 90/Die Grünnen på den tyske venstrefløj, klinger garantierne hult – for kystfiskerne er troværdigheden fra denne kant for længst gået fløjten.
Men virkeligheden på kajen er en helt anden. »Dialogen, som De Grønne henviser til, kan nu nærmere betegnes som en ren monolog«
De tyske rejefiskere har da også modtaget planerne med dyb frustration. Gerold Conradi, næstformand for Fiskeriforeningen Weser-Ems, påpeger, at myndighederne går direkte efter fiskernes mest værdifulde fangstområder:
»Vi anviste ellers gerne andre steder på kortet, hvor man kunne lukke for fiskeriet. Men den omtalte »dialog« har i praksis været en fantastisk monolog fra myndighedernes side – de taler, og vi lytter,« lyder det ironisk fra Gerold Conradi, som er træt af at spille statist i færdigsyede skrivebordsmanuskripter.
Også formanden for foreningen, Dirk Sander, understreger, at en dialog kun giver mening, hvis der i sidste ende er håndgribelige alternativer og et langsigtet råderum tilbage til fiskerne.
Miljøorganisationer presser på for totalafvikling
Sagen kompliceres yderligere af, at grønne organisationer som NABU (Bund für Vogelschutz – en tysk pangdang til DN Danmarks naturfredningsforening) og WWF (Verdensnaturfonden) presser hårdt på i den modsatte retning. WWF kræver, at godt halvdelen af det samlede tyske fiskeriareal i Nordsøen lukkes helt for fiskeri, og kalder delstatens lukkeforslag for »alt for lidt«.
Når myndighederne lytter til de mest højtråbende miljø-organisationer og overimplementerer EU-direktiver, efterlades fiskerne i en klemme, hvor ingen af parterer reelt beskytter havmiljøet og kystkulturen.
Kultur og turisme står på spil
Både i Vestjylland og Nordtyskland er friske rejer langt mere end blot et fiskeri. De små, velsmagende skaldyr er en folkelig gourmet-spise, ren delikatesse, der trækker tusindvis af mad-elskere til havnene, og som udgør en stor del af selve rygraden i kystbyernes kulturarv og turisme.
Jürgen Peters, partiløs borgmester i den nordtyske havneby Neuharlingersiel, advarer om konsekvenserne ved at trække tæppet væk under fiskerne og kutterne.
»Havnene og kystfiskerne er rygraden i vores turisme og lokal-identitet. Myndighederne må og skal levere en klar garanti for, at fiskeriet fortsat har en fremtid på de resterende havområder. Alt andet er ren afvikling.«
En skuffende forvaltning uden vilje til udvikling
Mønsteret i Tyskland og Danmark er slående identisk: Myndighederne bedyrer offentligt, at de vil bevare kystfiskeriet og de levende havne. Men i praksis snævres pladsen på havet konstant ind til fordel for havvindmøller, søkabler og nye, administrative forbudszoner.
Når man ikke tilbyder fiskerne levedygtige alternativer, fremstår det mere og mere som en bevidst strategi: At lade langsom bureaukratisk udhuling gøre arbejdet, indtil den sidste rejefisker lægger til kaj for altid – uanset om det sker fra Rømø, Hvide Sande eller Neuharlingersiel.
