Af redaktionen FiskerForum.dk
Danmark har suspenderet CO₂-afgiften på fiskernes brændstof frem til udgangen af 2028. Men flere af de lande, som dansk fiskeri konkurrerer med, er gået længere. Nederlandene betaler op til 45 eurocent pr. liter, Tyskland dækker op til 70 procent af de ekstra brændstofomkostninger, og Sverige har afsat 29 mio. svenske kroner til fiskeri og akvakultur. I Norge får dele af fiskerflåden 3,50 norske kroner pr. liter. Forskellene bliver derfor stadig mere interessante, når olieprisen igen, som det forventes, bevæger sig opad.
Brændstofprisen er igen blevet et varmt emne i fiskeriet. Uroen i Mellemøsten og de stigende internationale olie- og dieselpriser kan hurtigt mærkes i en branche, hvor bunkersforbruget udgør en væsentlig del af fartøjernes driftsomkostninger.
Men europæiske fiskere bliver ikke nødvendigvis ramt ens. Flere af Danmarks vigtigste konkurrerende fiskerinationer har i løbet af 2026 etableret direkte støtteordninger, der kompenserer fiskeriet for de ekstra brændstofomkostninger.
Danmark har også hjulpet erhvervet – men på en anden måde.
Danmark: CO₂-afgiften sat på pause
Danske erhvervsfiskere er blevet fritaget for den CO₂-afgift på brændstof, som ellers blev indført fra 1. januar 2025. Fritagelsen gælder i 2026, 2027 og 2028, hvorefter CO₂-afgiften efter de nuværende regler begynder at blive indfaset igen fra 2029. For fiskefartøjer over 5 BT/BRT betyder reglerne, at brændstoffet under de gældende betingelser kan leveres uden CO₂-afgift. Fartøjer under 5 BT/BRT får fortsat afgiften på fakturaen, men kan få den fuldt godtgjort.
Skattestyrelsen: CO₂-afgift for fiskeri, færgefart og luftfart
Det er dermed en reel økonomisk lettelse for dansk fiskeri. Men der er en væsentlig forskel på den danske model (Der i højere grad minder om det gamle udtryk om at give med den ene hånd og tage med den anden.) og de ordninger, der nu ses i flere andre lande:
Danmark har suspenderet en afgift. Andre lande har samtidig valgt at kompensere fiskerne direkte for ekstraordinært høje brændstofomkostninger.
Nederlandene: Op til 3,36 kroner pr. liter
Holland giver måske det tydeligste billede af forskellen. Den hollandske regering har sammen med EU’s Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond afsat 13,5 mio. euro til kompensation for fiskeriets højere omkostninger. 70 procent af finansieringen kommer fra EMFAF, mens den hollandske stat finansierer resten.
Her beregnes støtten direkte efter antallet af liter gasolie, fartøjet har bunkret. De offentliggjorte satser er 0,38 euro pr. liter i marts, 0,45 euro i april, 0,38 euro i maj og 0,21 euro i juni.
Omregnet til danske kroner ser det omtrent således ud:
| Måned 2026 | Støtte pr. liter | Ca. DKK pr. liter* |
|---|---|---|
| Marts | €0,38 | 2,84 kr. |
| April | €0,45 | 3,36 kr. |
| Maj | €0,38 | 2,84 kr. |
| Juni | €0,21 | 1,57 kr. |
*Omregnet ved ca. 7,46 kroner pr. euro.
Et hollandsk fartøj, der eksempelvis bunkrede 20.000 liter i april, når dermed op på en beregnet støtte på: 20.000 liter × €0,45 = €9.000 – Det svarer til omkring 67.000 danske kroner, før eventuelle individuelle støttelofter får betydning.
Den hollandske ordning kan i anden ansøgningsrunde omfatte brændstofudgifter frem til 30. september 2026.
RVO: Nederlandenes støtte til højere driftsomkostninger i fiskeriet
Tyskland: Op til 70 procent af merudgiften
Tyskland har valgt en anden model. EU-Kommissionen godkendte den 21. august 2026 en tysk støtteordning på 4,5 mio. euro til fiskeri- og akvakulturvirksomheder, der er ramt af højere brændstofpriser som følge af krisen i Mellemøsten.
Støtten kan dække 70 procent af den beregnede stigning i brændstofomkostningerne i perioden fra 1. marts til 23. juli 2026. Der er et loft på 50.000 euro pr. virksomhed – cirka 373.000 danske kroner – og ordningen løber frem til udgangen af 2026. Der er således ikke tale om en generel rabat på hver liter diesel, men om direkte kompensation for en stor del af den beregnede ekstra brændstofregning.
EU-Kommissionen: Tysk støtte på 4,5 mio. euro til fiskeri og akvakultur
Sverige: 29 millioner til fiskeri og akvakultur
Også Sverige har valgt at kompensere erhvervet direkte. Den svenske regering har afsat 29 mio. svenske kroner i krisestøtte til erhvervsfiskeri og akvakultur som følge af de højere omkostninger.
Modellen er anderledes end den hollandske. Støtten til fiskefartøjerne beregnes ikke alene ud fra den enkelte bunkringskvittering, men efter en model, hvor blandt andet fartøjets motorkapacitet anvendes som indikator for brændstofforbruget. Der gælder samtidig et loft på 50.000 euro pr. virksomhed.
Dermed har Sverige ligesom Tyskland og Holland valgt at tilføre erhvervet direkte økonomisk kompensation frem for alene at lempe en afgift.
Sveriges regering: Krisestøtte til primærproduktionen, herunder fiskeriet
Norge: 3,50 norske kroner pr. liter til dele af flåden
Norge skiller sig lidt ud, fordi den direkte støtte ikke gælder hele fiskerflåden. Til gengæld er ordningen meget konkret for de fartøjer, der er omfattet. Den norske kystrejeflåde kan i 2026 modtage et direkte tilskud på 3,50 norske kroner pr. liter afgiftsbelagt brændstof, der bunkres i Norge.
Et omfattet fartøj, der bunkrer 20.000 liter, vil således kunne nå op på: 20.000 liter × 3,50 NOK = 70.000 NOK – Ordningen er betinget og målrettet bestemte fartøjer. Den skal derfor ikke opfattes som en generel brændstofstøtte til hele den norske fiskerflåde.
Fiskeridirektoratet: Norsk støtteordning for kystrejeflåden
Norge har desuden anvendt en midlertidig lempelse af CO₂-afgiften på mineralolie til fiskeri i 2026. Det understreger samtidig, hvorfor man skal være forsigtig med at sammenligne de enkelte landes ordninger alene ud fra ét tilskud. Skatter og afgifter er forskellige fra land til land.
Skatteetaten: Norske afgifter på mineralolie og regler for fiskeri
Støtten kan ikke sammenlignes én til én
Der skal tages et vigtigt forbehold, når ordningerne stilles op over for hinanden. En dansk CO₂-afgiftsfritagelse er ikke økonomisk identisk med et hollandsk tilskud pr. liter, og den tyske og svenske kompensation beregnes efter andre modeller.
Det er derfor ikke muligt alene ud fra støttebeløbene at fastslå, hvilket lands fiskere samlet set har den laveste reelle brændstofpris.
Nationale energiafgifter, CO₂-afgifter, markedspriser, bunkringsaftaler, fartøjstype og leveringsvilkår spiller alle ind.
Men forskellen i den politiske tilgang er tydelig: Danmark har i 2026-2028 valgt at skærme fiskeriet mod CO₂-afgiften. Holland, Tyskland og Sverige har samtidig indført direkte økonomisk støtte som reaktion på de høje brændstofomkostninger, mens Norge har direkte literstøtte til en afgrænset del af fiskerflåden.
EU åbner for direkte brændstofstøtte
Det er samtidig værd at bemærke, at EU-reglerne giver medlemslandene mulighed for at kompensere fiskeriet direkte. EU-Kommissionen vedtog den 29. april 2026 den midlertidige statsstøtteramme METSAF som reaktion på krisen i Mellemøsten.
Ordningen giver blandt andet mulighed for støtte til fiskeri og akvakultur på op til 70 procent af de ekstra brændstofomkostninger, når merudgiften beregnes på virksomhedsniveau. Der findes også mulighed for støtte på op til 50.000 euro under en alternativ model. Den midlertidige ramme gælder frem til udgangen af 2026.
EU-Kommissionen: Temporary State Aid Framework – METSAF
Tysklands ordning er et konkret eksempel på, at denne mulighed kan omsættes til direkte støtte til fiskeriets brændstofregning.
20.000 liter gør forskellen synlig
For danske fiskere bliver spørgsmålet særligt aktuelt, hvis dieselpriserne fortsætter op. Et fartøj, der bunkrer 20.000 liter, får en ekstra omkostning på 20.000 kroner, hver gang markedsprisen stiger med én krone pr. liter.
Den danske CO₂-fritagelse betyder, at fiskeren ikke samtidig bliver belastet af den CO₂-afgift, der ellers skulle have været betalt. Men afgiftsfritagelsen beskytter ikke fiskeren mod selve stigningen i markedsprisen på diesel.
Det er netop her, forskellen til flere af konkurrentlandene bliver tydelig:
- I Holland var støtten i april eksempelvis 0,45 euro – cirka 3,36 kroner – pr. bunkret liter
- Tyskland kan kompensere op til 70 procent af den beregnede ekstra brændstofudgift
- Sverige har valgt direkte krisestøtte, og dele af den norske fiskerflåde kan modtage 3,50 norske kroner pr. liter.
Så spørgsmålet for dansk fiskeri er ikke længere alene, hvor meget dieselprisen stiger, men i højere grand, hvor stor en del af den ekstra regning konkurrenterne i andre fiskerinationer selv ender med at betale.





















