Fransk åle-vandvid vækker vrede blandt danske fiskere

Mens franske fiskere får lov at fange 65 tons glasål – støttet af EU-midler – holdes danske åle-fiskere fortsat i stramme bånd af forbud og forordninger.

Et opråb på sociale medier fra Småbådsfiskeriet har i weekenden sat sindene i kog blandt danske kystfiskere. Her kaldes situationen omkring det franske glasålefiskeri for »et vanvid« og »et hån mod sund fornuft«.

Ifølge opslaget har Frankrig i fiskeriaftalen for 2024–2025 fået tildelt en kvote på 65 tons glasål – heraf 26 tons til direkte konsum og 39 tons til udsætning andre steder i Europa, finansieret med EU-midler.

Samtidig må franske fiskere fange glasål fra 1. december til 30. april – altså netop i højsæsonen, hvor de små gennemsigtige ål ankommer til kysterne.

Det er denne forskel, der får danske fiskere til at reagere

For i Danmark er åle-fiskeriet i samme periode forbudt, netop for at beskytte bestanden.

»Herhjemme må vi ikke engang sætte en åle-ruse i vandet, mens man i Frankrig fanger ål for både salg og udsætning – med EU-støtte oveni. Det er da helt skævt,« lyder kritikken fra flere fiskere.

Samtidig peges der på den historiske baggrund for forbuddene. I Danmark blev erhvervsfiskeriet efter ål allerede stærkt begrænset i 2018, efter at EU indførte den såkaldte åle-forordning (Rådets forordning nr. 1100/2007), som forpligter medlemslandene til at reducere fiskeripres og sikre, at mindst 40 procent af ålene kan vandre frit til gydeområderne i Sargassohavet.

Men mange danske fiskere oplever, at indsatsen er blevet ulige fordelt i EU – at nogle lande kan fortsætte et aktivt fiskeri, mens andre er reelt sat ud af spillet.

Et paradoks for fiskerne – når forbud ikke føles som beskyttelse

Paradokset er tydeligt:

Mens Danmark – tro mod forordningen – har strammet grebet markant med lange lukkeperioder og lokale forbud, fortsætter fiskeriet i andre EU-lande, ofte under dække af »udsætningsprogrammer« og »genopretningsinitiativer«.

Dermed oplever mange danske kystfiskere, at de bliver straffet for at gøre det rigtige. Deres fangstmuligheder er væk, men de ser alligevel ingen mærkbar forbedring i bestandene – og samtidig ser de kolleger i Frankrig, Spanien og Italien høste økonomiske gevinster med EU-støtte.

»Når man lukker fiskeriet helt ned for nogle, men tillader det for andre, mister hele systemet sin troværdighed,« siger en vestjysk fisker, der tidligere har levet af ål i fjorde og brakvandsområder.

Flere fiskere kalder det en skæv forvaltning, hvor de lande, der allerede har leveret mest på miljøfronten, nu står tilbage som tabere.

Samtidig stiller flere spørgsmålstegn ved, om det overhovedet gavner ålebestanden at flytte glasål fra ét sted til et andet, når udfordringerne i havet – som klima, migration og ulovlig handel – stadig består.

Behov for en mere fair forvaltning

Fiskerierhvervet efterlyser nu en mere ensartet og gennemsigtig åle-forvaltning i EU, hvor alle medlemslande arbejder under samme regler – både for fangst, udsætning og støtte.

For som flere fiskere påpeger: »Hvis EU virkelig vil redde ålen, så skal det ske gennem fælles ansvar – ikke ved at belønne nogle og straffe andre.«