Når først sælernes super-følsomme knurhår får færten af og lokalisere en fisk, går det lynhurtigt og 1 – 2 – 3 haps er fisken væk. Spist og fortæret af de fiskeelskende og lynhurtige sæler.
Selvom fisken er blevet advaret og været opmærk på, at der er sæl i farvandet og derefter står helt stille og urokkeligt fast i vandet, kan sælerne alligevel spore dem med deres hypersensitive og super-følsomme knurhår.
Så forestil dig bare et kort øjeblik, at du er en lille fisk der står ved havbunden og lurer. Du har gjort dig usynlig og skutter dig lidt i mørket og pludseligt stivner du, for skyggen af en sæl glider tæt forbi dig og skærmer for lyset oppefra. Du bevæger ikke en finne, pumper knapt nok vand igennem gælderne, hjertet pumper dog som en gal, mens du som fisk udelukkende koncentrerer dig om en ting – at stå helt stille uden at bevæge dig. HAPS og alt bliver mørkt, inden man når at ænse hvad der sker, er det hele bare slut. Helt slut for stakkels dig som lille fisk.
Hvad røbede den lille fisk, der stod der bomstille i vandet og knapt nok rørte sig. Forklaringen er at den lille strøm af vand der hele tiden gennemstrømmer gælderne, det var synderen. Denne svage strøm af vand, er nok til at pejle sælen ind på sit bytte og lynhurtigt snuppe det og dermed stille sin glubende appetit. Det skriver Benedikt Niesterok medarbejder ved institut for Bioscience i Tyskland i en netop udkommet artikel i Journal of Experimental Biology.
At sælens sensoriske knurhår er så følsomme, at selv små fisks »vejrtrækning« nemt spores af de glubske sæler, der lynhurtigt opsøger og æder sit bytte, næsten inden fisken kan tage en »vejrtrækning« mere.
Sælernes evne og super sensitive knurhår, er så effektive, at sæler selv i mørke og meget ringe sigtbarhed, kan navigerer lige hen til fisken, der ellers gennem evolutionen har lært sig selv, at holde »vejret« i flere sekunder, alligevel bliver ofre for sælerne.
