»Det er erhvervfiskeriets skyld at børn bruger for meget tid foran skærmen«

Denne påstand kunne man blandt andet læse på Altingets debatsider i december, da to lystfiskere skrev, at danske forældre er udfordrede. Med en påstand om, at det svært at få børn og unge væk fra skærmen, når alternativer som lystfiskeri for unge, nærmest er umuligt. Særligt efter fiskebestandene i havet omkring Danmark over de seneste mange år er faldet og man med de seneste myndigsheds-anbefalinger, som lystfisker ikke må fiske en eneste torsk i Østersøen længere.

Det er faldet fiskeribiolog Henrik S. Lund fra Danmarks Fiskeriforening for brystet, og han går i forsvar for erhvervsfiskerne i et debatindlæg i Altinget lige før jul. (læs indlægget her)

Henrik S. Lund fra Danmarks Fiskeriforening starter sit indlæg med at konstatere, at erhvervsfiskerne efterhånden har fået skylden for lidt af hvert – men at det alligevel kom bag på ham, at fiskerne nu også tillægges skylden for børns øget skærmforbrug. Ifølge et par lystfiskere er logikken nemlig: »Ingen torsk at fange i Østersøen = børn bliver inde foran skærmen.« Og her svarer fiskeribiologen fra fiskeriforeningen – »Ro på – det er vist lige at stramme linen«.

Han gør det klart, at man altså godt kan komme ud at fiske med børn, selvom man ikke må hjemtage torsk i Østersøen som lystfisker. Fisketure stopper ikke, bare fordi torsken ikke er på menuen lige dér.

Og så kommer han med en logisk pointe: »Erhvervsfiskerne vil faktisk helst være fri for at fange torsk i Østersøen – men når man fisker efter andre arter, risikere man, at der ryger torsk med som bifangst, uanset om man bruger garn eller trawl. Derfor har man brug for en mindre kvote, så man ikke tvinges til at lukke hele fiskeriet ned, fordi der følger en enkelt uønsket torsk med.

Han kalder torskekvoten »forskellen på liv og død« for det erhvervsfiskeri, der stadig er tilbage i Østersøen – ikke fordi de vil fiske torsk, men fordi de ellers ikke kan fiske efter fx rødspætter, som (ironisk nok) går frem. Og når nogen lystfiskere bliver forargede over »knap 700 tons«, peger han på, at tallet i praksis ikke siger ret meget om virkeligheden: Danske fiskere landede kun 17 tons torsk fra Østersøen i 2024 og 8 tons indtil videre i år.

Altså: Kvoten lyder stor i overskrifter, mens fiskeriet i realiteten er langt mindre.

Han prikker også til, at »Østersøen« bliver brugt lidt løst i debatten: De fleste danske børnefamilier fisker jo ikke ud for Estland (Østlige Østersø). I den vestlige Østersø (tættest på Danmark) er kvoten væsentligt mindre (266 tons) og derfor bliver »700 tons« lidt som at måle en guldfisk med en tommestok til hvaler.

Samtidig anbefaler han spøgefuldt, at en DR-udsendelse om »hvorfor forsvinder torsken« – er noget af den bedste »skærmtid«, børn og unge kan få. Pointen er, at den viser et langt mere nuancerede billede af, at fiskeriet ikke længere er den primære forklaring på torskens elendige tilstand. Der er andre store presfaktorer på spil her: kvælstof, forurening med kemikalier, skarv (som årligt ænder 25 millioner små torsk i den vestlige Østersø), og problematikken med gråsæler, der også spiller med i økosystemets ubalance.

Til sidst rækker han hånden frem mod lystfiskerne: Han vil hellere samarbejde end skændes på debatsiderne, for målet er fælles – flere fisk i havet. Men når det gælder skylden for børns skærmvaner, konstaterer han tørt: »Den må I længere ud på vandet med«.