Det store miljøparadoks – 16.000 plastkemikalier flyder urenset ud i havet

Det sker mens den offentlige debat ensidigt hamrer løs på landbrugets kvælstof og fiskeriets trawl-påvirkning af havbunden, overses en langt mere uhyggelig trussel mod havmiljøet. Tonsvis af urenset spildevand, dæk-slid og dæks-kemikalier fra vejnettet skyller dagligt direkte ud til havets fisk og skaldyr – og nogle af disse stoffer er nu påvist i blodet hos børn.

Netop disse 16.000 plastkemikalier omhandler et debatindlæg i Forskersonen i Norge om »Forskere fant over 16.000 plast­kjemikalier. Nesten ingen av dem er testet grundig« (norsk)

I Danmark og resten af Norden er det efterhånden en fasttømret sandhed i miljødebatten, at det næsten udelukkende er landbrugets gødning/gylle samt fiskeriets redskaber, der bærer ansvaret for det skrantende havmiljø. Men ser vi på de reelle kemiske målinger, ser det ud som myndighederne og offentligheden kigger i den fuldstændig forkerte retning.

Nye rystende forskningsresultater afslører nemlig et gigantisk, overset paradoks: Mens erhvervsfiskeriets, i denne sammenhæng, nærmest marginale påvirkning af havbunden, endevendes, ledes enorme mængder giftigt spildevand, dæk-slid (mikrogummi), motorolie og kølervæske fra vores kørebaner mange steder urenset direkte ud i vandmiljøet. Det sker helt uden den store folkelige eller politiske opmærksomhed.

16.000 plastkemikalier under radaren

Hvor alvorlig situationen reelt er, dokumenteres nu af det omfattende internationale forskningsprojekt PlastChem, der systematisk har kortlagt kemikalier i plastprodukter. Projektet har identificeret svimlende 16.000 forskellige plastkemikalier, som potentielt findes i eller frigives fra plast, når det havner i naturen og havmiljøet.

Rapporten anvender fire kritiske farekriterier:

• persistens (hvor længe stoffet overlever)
• bioakkumulering (hvordan det ophobes i organismen)
• mobilitet (hvor let det spreder sig)
• toksicitet (hvor giftigt det er)

Konklusionen fra forskerne er klar: Omkring en fjerdedel af disse 16.000 kemikalier vurderes at være direkte skadelige for helbredet eller miljøet. Det mest skræmmende er dog, at kun en forsvindende brøkdel af disse stoffer nogensinde er blevet grundigt testet af myndighederne.

Fundet i blodet på børn

I et indlæg på forskningsportalen Forskersonen.no advarer seniorforsker Cathrine Brecke Gundersen og forskningsleder Hans Fredrik Veiteberg Braaten fra Norsk institutt for vannforskning (NIVA) mod konsekvenserne af det svage regelværk.

»Spørgsmålet er ikke længere, om vi og naturen eksponeres for plastkemikalier, men i hvor høj grad og med hvilke konsekvenser,« skriver NIVA-forskerne.

Konsekvenserne er i den grad til at tage og føle på. Flere af de farlige plastkemikalier er i dag påvist i blodet hos helt almindelige norske børn, og forskere tager nu skridtet videre for at undersøge, om der er en direkte sammenhæng mellem disse stoffer i kroppen og neurologiske tilstande som ADHD og autisme.

Det er nøjagtig de samme uregulerede plastkemikalier og trafikale spildevand, som havets fisk og skaldyr svømmer rundt i hver evig eneste dag.

Når forskere nu undersøger, om plastkemikalier i børns blod kan kædes sammen med neurologiske tilstande, udstiller det en direkte og fatal trussel mod vores farvande. Fisk og skaldyr kan nemlig ikke flygte fra den cocktail af plastkemikalier og trafikale spildevand, vi lukker ud.

Konsekvensen for havmiljøet er konkret og målbar:  Stofferne ophobes direkte i fiskekødet og i skaldyrenes væv (bioakkumulering), hvor de fungerer som hormonforstyrrende gift. Det kan fører til misdannede fostre, sterilitet og decimeret ynglesucces. Når vi ser svigtende fiskebestande i de kystnære farvande, kan årsagen med stor sandsynlighed være, at kemikalierne reelt »kemisk kastrerede« fiskene, længe før de overhovedet nåede et fiskenet.

Trafikalt spildevand fredes i debatten

Herhjemme fylder denne del af forureningen uendeligt lidt i den politiske bevidsthed. Mens fiskere mødes med millimeterdemokrati og skrappe krav, slipper den tunge infrastruktur billigt.

Hver gang det regner, skyller dæk-slid fra millioner af biler – spækket med giftige gummipartikler og tilsætningsstoffer samt bremsestøv, tungmetaller og oliepartikler direkte ud i åer, fjorde og have via dette trafikale spildevand / urenset vej-vand.

Men det tekniske setup bag, hvordan dette vand håndteres i Danmark, afslører store huller i miljøbeskyttelsen:

• Separatkloakering – en motorvej for urenset gift: I store dele af Danmark (og i stort set alt nyere byggeri) adskiller man regnvand og spildevand i to forskellige rør – såkaldt separatkloakering. Mens spildevandet fra toiletter sendes til renseanlægget, ledes vejvandet i regnvandsrørene direkte og mange gange urenset ud i den nærmeste å, fjord eller havmiljø. Formålet er at undgå, at renseanlæggene overløber ved skybrud, men konsekvensen er en urenset »kemikaliebombe« direkte ud i fiskenes levesteder.
• Regnvandsbassiner fanger kun det grove: Hvor der trods alt er etableret rensning af vej-vand, sker det oftest i form af åbne regnvandsbassiner (forsinkelsesbassiner). Disse bassiner fungerer primært ved sedimentation – det vil sige, at vandet står stille, så tunge partikler (som sand og grus) synker til bunds.
• Kemikalierne og mikrogummiet slipper igennem: De farligste miljøgifte fra biltrafikken, herunder de ekstremt mobile plastkemikalier fra dækslid, opløste tungmetaller (kobber og zink fra bremser) og restprodukter fra motorolie, binder sig sjældent til de tunge partikler. De forbliver mange gange opløst i vandet og skyller lige igennem bassinerne og direkte ud i havet.
• Hårde miljøkrav gælder ikke vejene: Hvis en fisker eller en dambruger udleder kemikalier eller påvirker miljøet, udløser det straks krav om avancerede og dyre renseteknologier (såsom sandfiltre, mikrofiber-filtre eller kemisk udskilning af miljøgifte.). Men de avancerede renseteknologier, der rent faktisk kan fange de ultrafine dæk-partikler og opløste kemikalier (f.eks. sandfiltre med plantedække eller avancerede faskiner), er i dag undtagelsen frem for reglen på det dans . ke vejnet, fordi det vurderes som »for dyrt« for kommunerne og Vejdirektoratet.

NIVA-forskerne kortlægger i øjeblikket, hvordan disse stoffer spreder sig i floder og fjorde, og resultaterne bør være et opråb til de danske politikere.

Der er akut brug for, at vi begynder at undersøge de tusindvis af kemiske sammensætninger, som dagligt skyller ud i vores fælles havmiljø fra byerne og vores vejnet, frem for pr. automatik altid at placere hele miljøregningen hos de primære fødevare-eksporterhverv på havet og på landet