Kampen om pladsen på havet spidser til. Men løsningen er ikke endnu et råd, som forskere foreslår. Derimod skal en blå trepart og klare kerneområder give dansk fiskeri den nødvendige arbejdsro og sikre en succesfuld grøn omstilling.

Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen skriver i »Formanden har ordet«
Formanden skriver: Fiskeriet skal have sin plads på havet
Forleden skrev Troels Hegland fra Aalborg Universitet mange fornuftige ting omkring planlægningen til havs i Nordjyske (kræver abonnement). Han argumenterede for, at der skal nedsættes et hav-råd, som i korte træk skal rådgive om, hvordan vi kan sikre en bedre planlægning til havs, så de mange aktiviteter kan sameksistere.
Jeg er sådan set helt enig med Hegland i slagretningen. Vi skal blive bedre til at planlægge på havet, så der er plads til de mange aktiviteter. Så vi beskytter havet, hvor det giver mening, sætter vindmøller op, hvor det giver mening, og så vi fisker der, hvor det giver mening for blot at nævne nogle eksempler. Vi er også helt enige om, at det kræver inddragelse af de mange interessenter, der er afhængige af havet.
Hegland mener, at vejen frem er et hav-råd. Den idé er jeg til gengæld skeptisk ved. Det skyldes, at vi allerede har et biodiversitets-råd, et klima-råd, et dialogforum for planlægning til havs, et blåt klimapartnerskab, en tænketank og et fiskeripartnerskab, der alle mere eller mindre direkte har holdninger til planlægningen til havs. Jeg synes ikke, vi har brug for endnu et træ i den urskov af aktører, der har holdninger til planlægningen på havet.
Det, jeg mener, der mest af alt er brug for, er, at politikerne lever op til de ting, de har aftalt i hav-planen om faktisk at lytte til interessenterne og sikre reel sameksistens.
Blå trepart
I Danmarks Fiskeriforening har vi peget på, at en blå trepart kan være det greb, der er brug for, for at sikre plads på havet til fiskeriet, så vi fortsat kan fiske effektivt og sikre sunde og klimavenlige fødevarer til Europa, så vi kan være selvforsynende med fødevarer i en stadig mere usikker verden.
Fiskerikommissionen, som Hegland også sad i, anbefalede en udpegning af fiskeriets kerneområder, hvor vi kan få en garanti for, at vi kan fiske med effektive fiskeredskaber. Det er er godt greb, som sikrer fiskeriet en klar »license-to-operate«, og som samtidig sikrer et effektivt fiskeri. Og når vi kan fiske effektivt, så sætter vi et mindre aftryk på både havmiljøet og klimaet.
Samtidig skal den blå trepart finde et kompromis i forhold til de beskyttede havområder, hvor der skal være forbud imod fiskeri med effektive redskaber. Det har vi brug for at få afklaret én gang for alle, så diskussionen ikke bliver ved med at blomstre op.
Fiskeripartnerskabet
Til sidst vil jeg også gerne slå et slag for fiskeripartnerskabet, som i korte træk skal være med til at anvise vejen for den grønne omstilling af fiskeriet. Det er et arbejde, jeg har store forventninger til, og et arbejde som på sigt også kommer til at involvere eksperter som Troels Hegland.
Vi har netop haft et »kick-off møde« i fiskeripartnerskabet, og jeg har stor tiltro til, at vi kan få et rigtig godt samarbejde op at stå, som kan hjælpe politikerne med at identificere de håndtag, der kan sikre, at dansk fiskeri får de bedst tænkelige muligheder for at gennemføre en succesfuld grøn omstilling, og dermed sikre et bedre havmiljø, sunde fiskebestande og et endnu mindre klimaaftryk fra fiskeriet.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen skriver i »Formanden har ordet«





















