Det store fiskerihykleri: Mens dansk miljøpolitik kvæler fiskeriet – holdes døren åben for russiske fisk for milliarder

Af redaktionen FiskerForum.dk

Mens rødkløverregeringen med sin politik, formentlig vil kvæle en stor del af de danske trawlere, mæsker EU og danskerne sig i russiske fisk for milliarder. Danske fiskere tvinges i knæ af rødkløverregeringens historiske trawlforbud og kommende CO2-afgifter i et naivt forsøg på at agere grønt foregangsland. Men bag de fagre politiske taler om moral, klima og Ukraine-støtte gemmer sig et hykleri af gigantiske proportioner: Mens vi lukker vores egne farvande, fortsætter strømmen af statsstøttede russiske fisk i milliardklassen ufortrødent ind på det danske og europæiske marked.

»Amerikanerne køber amerikansk »frihedsfisk«, ikke »kommunistfisk« fra Rusland.«

Ordene faldt for nylig med vanlig amerikansk skarphed fra den amerikanske senator Dan Sullivan under en høring i Kongressen, efter at USA’s præsident Donald Trump valgte at forlænge det totale importforbud mod russiske fisk og skaldyr. Høringen udstillede den benhårde, globale virkelighed, som fødevareproducenterne navigerer i, men den viste også, hvor langt USA er villig til at gå for at beskytte egne kystsamfund og lukke handelsmæssige smuthuller.

Hvad artiklen fra det amerikanske Saving Seafood dog også udstiller, er den absurde europæiske og danske tøven. Det tog dog amerikanerne næsten ti år i et bureaukratisk dødvande, før de for alvor svarede igen på Ruslands oprindelige importstop fra 2014. Men hvor USA i dag har smækket kassen fuldstændigt i over for Putin-regimets fisk, sejler Europa – og dermed også Danmark – i en moralsk og økonomisk sump.

Dobbeltmoralen på middagstallerkenen

Det kan i den grad undre danske fiskere, at EU på den ene side meget direkte fører økonomisk og materiel krig mod Rusland gennem massiv støtte til Ukraine, mens vi på den anden side fortsat holder hånden under Kremls fiskeriindustri.

Friske markedstal viser, at EU-landene fortsætter importen af russiske fisk og skaldyr i massiv skala. Alene i 2025 nåede den europæiske import af russiskfangede fisk op på over 200.000 tons med en samlet værdi på svimlende 1,3 milliarder euro (knap 10 milliarder kroner). (Læs the Fishing Daily – EU member states expand russian seafood imports despite sanctions) Rusland pumper især torsk, krabber og enorme mængder Alaska pollock ind på det europæiske marked. Noget lander i de danske supermarkeders kølediske forklædt som fiskefingre, panerede fileter og surimi via snedige omveje og forarbejdningshubs i Kina og Belarus.

Mens den danske regering prædiker national sikkerhed og moralsk kompas, spiser de danske forbrugere altså intetanende statsstøttet russisk torsk, fordi EU og dermed Danmark reelt nægter at lukke smuthullerne.

(Red. EU har friholdt russisk hvidfisk af hensyn til europæisk fiskeindustri og fødevareforsyningen, men har dog fjernet Ruslands toldrabatter, så der nu betales fuld told ved importen.)

Den ulige globale kamp om konkurrenceevnen

Men denne import er gift for de danske fiskere og fiskeriflåden, for konkurrencen er på ingen måde lige. Som det blev påpeget under den amerikanske høring, udvider Rusland og Kina i øjeblikket deres flåder med massive statslige subsidier i et tempo, som vestlige demokratier slet ikke kan matche. Prisen for at bygge et topmoderne russisk fiskefartøj er på grund af statsstøtten kun omkring en tredjedel af, hvad det koster at bygge i Vesten.

Når statsstøttede konkurrenter i øst dumper produktionsomkostningerne til et minimum, er en stærk konkurrenceevne det absolut vigtigste parameter for de danske fiskere, hvis de fortsat skal have et eksportmarked at leve af

Men hvad gør den danske rødkløverregering? 

Frem for at beskytte og understøtte erhvervet mod den ulige globale konkurrence, vælger man særnational enegang. Med den ene hånd pålægger man transporten kilometerafgifter og vejafgifter, der gør logistikken fra kutter til forarbejdningsindustrien / eksportmarked markant dyrere. Med den anden hånd fastholder man en stædig kurs med kommende CO2-afgifter på fødevareproduktionen – tiltag, som systematisk svækker de danske aktører i forhold til både de asiatiske stormagter og resten af Europa.

Naivitet på havoverfladen: Farvel til forsyningssikkerheden

Kronen på det politiske værk er regeringens seneste tiltag for havmiljøet, der reelt spænder ben for kutterne. Med krav om 31,7 procents som natur- og miljøbeskytteleszoner hvor aftalen udlægger 18,7 procent af det samlede danske havareal som helt nye trawlfrie zoner (hvilket svarer til cirka en tredjedel af de traditionelt trawlpåvirkede områder i de indre farvande). Det omfatter blandt andet hele Bælthavet, Smålandsfarvandet, det østlige Kattegat og Øresund. Når man lægger disse nye trawlfrie zoner sammen med de områder, hvor der i forvejen er eller planlægges trawlforbud, vil det samlede resultat være, at mere end 30 procent af det danske havareal på sigt bliver beskyttet mod bundtrawl.

(Aftalerne blev forhandlet under SVM-regeringen, men arves nu af den nye rødkløverregering, der tiltrådte i juni 2026.) Da EU-godkendelsen af trawlforbuddene tager mindst to år fra aftalens indgåelse i 2025, lander den endelige implementering direkte på den nye Rødkløverregerings bord.

Det udstiller en skræmmende og »naiv« holdning til fødevaresikkerhed og forsyningssikkerhed på Christiansborg.

Rødkløverregeringen må antages at agerer ud fra en forestilling om, at hvis vi bare lukker det danske fiskeri og omdanner vores farvande til uberørte akvarier, så har vi reddet havmiljøet. Men sandheden er den stik modsatte: Danskernes efterspørgsel på sunde proteiner fra havet forsvinder ikke, blot fordi de danske kuttere ruster op ved kajen.

Når vi afvikler vores eget topregulerede og bæredygtige fiskeri, overlader vi blot markedet til de globale spillere. Resultatet er til at føle på: De danske fiskerihavne tømmes, mens de russiske »kommunist/dumpingfisk« – fanget af subsidierede flåder uden for europæisk miljøkontrol – overtager pladsen i »fiske-foliebakken«.

Spørgsmålet er, hvornår regeringen vågner op til den realpolitiske virkelighed, før den sidste danske fisker har lagt op.