Danish Seafood Association (DSA) råber nu ministeren op i et skarpt brev efter lammende krav til indvejning af muslingefangster. DSA-direktør Poul Melgaard Jensen kalder forvaltningens håndtering af EU-reglerne for utilstrækkelig og advarer om, at kravene i praksis vil kaste den landbaserede muslingeindustri ud i en uoverkommelig krise.
På trods af et ellers tæt og voksende samarbejde på en lang række områder, falder der nu hård kritik fra EU-Rådet af Færøernes fiskeripolitik. EU advarer om, at ensidige og for høje kvoter på makrel og Atlanto-skandisk sild truer bæredygtigheden og undergraver det internationale samarbejde.
En blå regering ville kæmpe for fødevareerhvervenes udvikling, men Rødkløverregeringen har valgt afviklingens tunge vej. Med hænderne i skødet, bind for øjnene og paroler om »det grønne« lader man bureaukrati og nøling kvæle dansk fiskeri. Når muslingefiskere i Limfjorden, hestereje-fiskere ved Rømø og ålefiskere over hele landet må se deres eksistensgrundlag smuldre i månedsvis i venteposition på licenser og vilkår, er det ikke bare et svigt af et erhverv – det er et svigt af Danmarks fødevaresikkerhed.
Mens hesterejefiskerne på Rømø står over for en økonomisk afgrund, nægter Samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF) fortsat at gribe ind. Med henvisning til en forældet mine-bekendtgørelse fra 1984 dækker ministeren sig ind under en klassisk embedsmands-defensiv: Hellere lade et helt erhverv gå konkurs på et uoplyst grundlag end at tage det politiske ansvar, tænke selv og sætte det lammende forbud på pause.
Det grønlandske selvstyre har trukket de oprindelige udbud af kvoter på hellefisk, torsk og helleflynder i Vestgrønland tilbage. Formålet er at sikre bredere lokalt ejerskab og forhindre udenlandsk indflydelse. Nu skydes to helt nye udbudsrunder i gang.
Bred bekymring over det nye regeringsgrundlag har udløst et akut dialogmøde for de nordjyske fiskerikommuner på Læsø. Mens borgmesteren opfordrer til besindighed, frygter de lokale fiskere en regulær ideologisk udrensning af erhvervet. »Vi kan jo ikke bare uddanne os til noget andet på en ø uden arbejdspladser,« lyder det råb om hjælp fra den unge Læsø-fisker Anders Larsen.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen (SF) fastholder stædigt et ødelæggende trawlforbud i Vadehavet med henvisning til ueksploderede krigsminer. Men når eksperter afviser den reelle fare, og forbuddet falder i hak med en direkte henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening, må vi spørge: Er det sagligt beredskab, eller er ministeriet og embedsværket blevet spændt for en skjult, grøn vogn?
Tiden med politisk kompromis er forbi. Med Maria Reumert Gjerding ved roret er fiskeriets største modpart rykket helt ind på ministerkontoret, hvor biologiske totalfredninger og trawlfrie zoner konsekvent vil trumfe vestjyske arbejdspladser.
Mens rødkløverregeringen med sin politik, formentlig vil kvæle en stor del af de danske trawlere, mæsker EU og danskerne sig i russiske fisk for milliarder. Danske fiskere tvinges i knæ af rødkløverregeringens historiske trawlforbud og kommende CO2-afgifter i et naivt forsøg på at agere grønt foregangsland. Men bag de fagre politiske taler om moral, klima og Ukraine-støtte gemmer sig et hykleri af gigantiske proportioner: Mens vi lukker vores egne farvande, fortsætter strømmen af statsstøttede russiske fisk i milliardklassen ufortrødent ind på det danske og europæiske marked.
Efter intense forhandlinger og et tæt folketingsvalg har Danmark fået en ny firkløverregering. Det dugfriske regeringsgrundlag lægger linjerne for de næste fire års politiske arbejde, hvor havmiljøet, den grønne omstilling og fødevareerhvervenes fremtid står øverst på dagsordenen.
