Ny britisk forskning punkterer CO2-påstande om bundtrawl

I årevis har bundtrawlfiskeriet været udskammet som stor klimasynder og ødelægger af havbunden. Nu viser ny britisk forskning, at CO2-udledningen fra trawl kan være langt mindre end hidtil antaget – og at havets processer er langt mere komplekse.

I mere end et årti har bundtrawlfiskeriet stået i skudlinjen. Det er blevet beskyldt for at ødelægge havbunden, udrydde biodiversitet, fjerne fiskebestande og ikke mindst frigive enorme mængder CO2 fra havbunden.

Enkelte studier har endda hævdet, at CO2-udslippet fra bundtrawl kunne sammenlignes med den globale flytrafik.

Men nu tegner der sig et mere nuanceret billede. Ny forskning, præsenteret i Glasgow og udarbejdet med bidrag fra britiske og internationale forskere, viser, at de faktiske CO₂-udledninger fra bundtrawl sandsynligvis er væsentligt lavere end tidligere antaget.

Myten om alt kulstof i atmosfæren

Havbunden lagrer store mængder organisk kulstof. Når bundtrawl trækkes hen over sedimenterne, forstyrres noget af dette kulstof. Tidligere studier har ofte bygget på den antagelse, at alt det forstyrrede kulstof blandes op i vandsøjlen og at en stor del herefter ender som CO2 i atmosfæren.

Den nye forskning viser, at virkeligheden er langt mere kompleks. Ifølge forskerne blandes kun mellem 1 og 21 procent af det forstyrrede kulstof faktisk op i vandet – afhængigt af trawltype. Og af dette er det kun mellem 10 og 35 procent, der nedbrydes på en måde, så der frigives opløst CO₂.

Resten synker igen til bunds.

Tallene i perspektiv

På den engelske sokkel anslås det, at bundtrawl årligt forstyrrer omkring 28 millioner ton kulstof. Det svarer til cirka 35 procent af kulstoflageret i sedimenterne. Men kun omkring 6 procent – svarende til 1,6 millioner ton – blandes reelt ind i vandsøjlen.

Selv hvis hele denne mængde blev omdannet til CO2 og frigivet til atmosfæren – hvilket forskerne vurderer som usandsynligt – ville det svare til udledningen fra cirka 4,2 millioner fossilbiler om året.

De nye beregninger peger imidlertid på, at de faktiske udledninger er betydeligt lavere. For engelske farvande og hele den britiske økonomiske zone estimeres den maksimale potentielle frigivelse til under 330–620 kiloton kulstof årligt – svarende til 1,21–2,28 millioner ton CO2-ækvivalenter.

Det er væsentligt under de tal, der tidligere har været fremført i den offentlige debat.

Havet er ikke en simpel maskine

Forskerne understreger, at havets kulstofkredsløb styres af komplekse processer:

• Havstrømme
• Temperaturvariationer
• Kemiske reaktioner
• Biologisk aktivitet i vandsøjlen

Meget af det såkaldte »reaktive« kulstof oxideres ikke, før det igen aflejres på havbunden. Og selv når kulstof nedbrydes, kan det ikke uden videre kobles direkte til øget CO2-udveksling med atmosfæren. Det betyder ikke, at bundtrawl ikke påvirker havbunden. Men det betyder, at sammenhængen mellem trawl og klimabelastning ikke er så enkel, som den ofte er blevet fremstillet.

En bredere miljødebat

Debatten om havmiljøet har i mange år haft bundtrawl som hovedsynder.

Men forskningen peger på, at havmiljøet påvirkes af mange presfaktorer:

• Klimaforandringer
• Opvarmning af havet
• Forsuring
• Næringsstofudledning
• Andre menneskelige aktiviteter

Bundtrawl er én faktor – men næppe den eneste eller nødvendigvis den største, når det gælder kulstofudledning.

Behov for mere præcis viden

Forskerne efterlyser nu:

• Bedre kortlægning af kulstof i sedimenter
• Mere præcise data om redskabstyper og indtrængningsdybder
• Fælles metodik for vurdering af menneskelig påvirkning

Formålet er at skabe en mere ensartet og vidensbaseret vurdering, ikke kun af trawling, men også af andre aktiviteter på havet.