Af redaktionen FiskerForum.dk
Forestil dig, at du ligger på operationsbordet og skal have foretaget en kompliceret øjenoperation. Ind ad døren kommer kirurgen. Han er 26 år, nyuddannet kandidat og fuld af selvtillid. Hans eneste praktiske erfaring med øjne? Tre måneder som bud for en optiker, hvor han kørte ud med øjendråber og pudseklude.
Ville du blive liggende og lade ham føre skalpellen? Eller ville du rejse dig og bede om en læge, der rent faktisk har prøvet arbejdet før? – Svaret giver næsten sig selv.
I det virkelige liv forventer vi, at mennesker med stort ansvar også har praktisk erfaring. Kirurgen skal have opereret. Skipperen skal have været på havet. Håndværkeren skal have arbejdet med sit fag.
Men politik er ét af de få områder, hvor erfaring med det område, man skal styre, indimellem næsten bliver betragtet som en belastning. »Kender branchen for godt – Kan være inhabil.« Til gengæld fremstilles manglende erfaring ofte som en styrke. Pludselig hedder det »et friskt pust med en uafhængig tilgang og med nye perspektiver«
Det er en besynderlig logik.
Vejen til en ministerpost kan i dag være ganske kort: universitet, partikontor, nogle år som politisk rådgiver eller konsulent – og måske et kort studiejob uden egentligt ledelsesansvar. Kort efter står man med ansvaret for tusindvis af medarbejdere, milliardbudgetter og beslutninger, som får enorme konsekvenser for mennesker og virksomheder.
I erhvervslivet fungerer det anderledes
Her forventes dokumenterede resultater, ledelseserfaring og indgående kendskab til den virksomhed eller branche, man skal stå i spidsen for. Ingen bestyrelse ville ansætte en administrerende direktør alene på baggrund af en kandidatgrad og et sommerferiejob.
Hvorfor accepterer vi så en helt anden målestok, når det gælder landets ministre?
Den kinesiske reformfilosof Shang Yang (ca. 390–338 f.Kr.) formulerede et princip, som stadig er tankevækkende: »Loven skal gælde for alle – især dem, der vedtager den.«
Ironisk nok blev han senere offer for sine egne regler. Da han måtte flygte efter et politisk magtskifte, søgte han husly på en kro. Kromanden nægtede ham overnatning, fordi loven krævede gyldig legitimation – en lov, Shang Yang sjovt nok selv havde indført.
Historien illustrerer en enkel pointe: »Den, der laver reglerne, bør også mærke konsekvenserne af dem.«
Tænk, hvis vi indførte et lignende princip på Christiansborg
Efter fire år som minister eller folketingsmedlem skulle man bruge fire år på at leve under de regler, man selv havde været med til at vedtage. Fiskeriministeren kunne sejle som dæksgast på en kutter og opleve hverdagen med kvoter, logbøger, kontrol og dokumentation. Skatteministeren kunne drive en mindre virksomhed og selv kæmpe med moms, indberetninger og kontrolbesøg. Beskæftigelsesministeren kunne prøve et aktiveringsforløb og opleve systemet fra den anden side af skrivebordet.
Måske ville resultatet være færre regler, enklere lovgivning og større respekt for den virkelighed, som lovene skal fungere i. Det er naturligvis sat på spidsen.
Men spørgsmålet er værd at stille:
Bør de mennesker, der træffer beslutninger på samfundets vegne, have mere praktisk erfaring med de områder, de får ansvaret for?
Det er næppe et urimeligt spørgsmål.
Tværtimod.
