Ny norsk forskning viser, at rejelarver fra én fjord kan drive langt med kyststrømmene, før de slår sig ned på havbunden. Det betyder, at rejerne i de nordnorske fjorde sandsynligvis hænger tæt sammen som én stor bestand.
Det skriver Havforskningsinstituttet.no
Ny forskning fra Havforskningsinstituttet (HI) i Norge viser, at rejelarver i Nordnorge kan drive langt væk fra den fjord, hvor de bliver klækket. I nogle tilfælde kan larverne blive ført op mod 250 kilometer med havstrømmene, før de sætter sig på bunden og bliver til voksne rejer.
Det betyder, at rejebestandene i de nordnorske fjorde sandsynligvis er tæt forbundet via havstrømmene, og at rejer i én fjord i praksis kan stamme fra en helt anden fjord længere væk.
Larver driver frit i vandet i flere måneder
Når rejerne klækker, lever larverne frit i vandmasserne i op til tre måneder. I den periode driver de med strømmen, mens de samtidig spiser, vokser og udvikler sig.
»Larverne kan drive langt i løbet af de måneder,« siger havforsker Jofrid Skarðhamar fra Havforskningsinstituttet.
Forskerne har undersøgt larvernes bevægelser fra Kvænangsfjorden i Troms i årene 2018 til 2021 ved hjælp af avancerede havmodeller. Resultaterne viser, at larvernes rejser varierer fra år til år. I nogle år bliver en større del i den fjord, hvor de klækker, mens de i andre år føres ud af fjorden og videre med kyststrømmen til andre områder.
I gennemsnit bliver omkring 23 procent af larverne i Kvænangsfjorden, mens resten driver videre til andre fjorde.
Vind og strøm afgør hvor larverne ender
Hvor larverne ender, afhænger i høj grad af strømforhold og vind i klækningsperioden om foråret. Små ændringer i vindretning og vindstyrke kan påvirke strømmen i fjorden og dermed bestemme, om larverne bliver i området – eller driver videre langs kysten. Samtidig spiller det en rolle, om larverne klækker i den indre eller ydre del af fjorden.
I de indre bassiner bag fjordens tærskel ser det ud til, at omkring halvdelen af larverne bliver i fjorden, mens larver fra områder tættere på åbent hav lettere bliver taget af kyststrømmen. Forskerne mener derfor, at nogle fjorde får tilført rejelarver fra nabofjorde længere mod syd.
Avancerede hav-modeller brugt i forskningen
Studiet er baseret på avancerede computersimuleringer. Forskerne har brugt havmodellen »NorKyst«, som beregne og simulere strømme, temperatur, saltholdighed og vandbevægelser langs hele den norske kyst og i fjordene, denne kombineret med en partikelmodel kaldet LADIM (Lagrangian Advection and Diffusion Model), der gør det muligt at følge tusindvis af »virtuelle partikler«, som rejelarver der bevæger sig i havet.
I modellen har forskerne »sluppet« 100.000 virtuelle rejelarver ud i fjorden hvert forår og derefter fulgt deres rejse gennem havet. Formålet er ikke at finde det præcise antal larver, men at forstå hvordan de fordeler sig og hvor de ender.
Rejebestande hænger tæt sammen
Resultaterne viser, at rejebestandene i de nordnorske fjorde sandsynligvis fungerer som et sammenhængende kystsystem, hvor larver konstant transporteres mellem områder. Det betyder også, at påvirkninger i én fjord kan få konsekvenser i andre fjorde.
»Hvis der sker noget i én fjord, kan det påvirke rekrutteringen til rejebestande i andre områder,« siger havforsker Guldborg Søvik.
Hun peger blandt andet på, at kemikalier fra aflusning i havbrug kan være skadelige for rejelarver, som driver rundt i fjordene.
Kan få betydning for forvaltningen
Forskerne mener derfor, at det er vigtigt at forstå, hvordan rejelarver spredes mellem fjorde. Hvis bestandene hænger tæt sammen via havstrømmene, bør forvaltningen af rejerne også tage højde for, at fjorde og kystområder ikke fungerer som isolerede bestande.
Flere simuleringer og flere undersøgelser i andre fjorde kan give et endnu bedre billede af, hvordan rejerne i nord faktisk hænger sammen som én stor kystbestand.




















