Inspireret af en aktuel norsk debat om nordisk selvforsyning må vi spørge: Har Danmark en plan for den dag, hvor de globale forsyningslinjer knækker? Vi har brug for et totalberedskab, der tager højde for, at mad på bordet kræver mere end blot et bugnende spisekammer.
Norsk kronik af C. Hansen og N.G. Kvamstø om norske forhold. Bragt i Bt.no »Nei, vi kan ikke uten videre spise fisk i krisetid« (Norsk).
»Vi er jo både et landbrugsland og en fiskerination – Så vi kan da bare spise vores egne fødevarer, hvis den geopolitiske situation forværres,« syntes at være den udbredte holdning blandt danskerne.
Netop dette er et helt almindeligt argument i debatten om det danske fødevareberedskab. Men virkeligheden er desværre langt mere kompleks. Selvom Danmark producerer mad nok til at brødføde millioner, præges vores forsyningssikkerhed af en række kritiske paradokser:
- Eksport-paradokset: Vi er en af verdens førende fødevareklynger, men vi er så specialiserede, at vi eksporterer størstedelen af vores kød og mejeriprodukter, mens vi importerer over halvdelen af de basale fødevarer, vi finder i supermarkedet.
- Energi-paradokset: Vi er foregangsland inden for vindkraft, men vores landbrug og fiskeflåde kører stadig på diesel. Hvis de internationale olieleverancer stopper, hjælper det ikke meget, at vindmøllerne snurrer, hvis traktoren og kutteren mangler brændstof til at bringe maden ind til landet.
Mere end blot militært forsvar
Vi ser os selv som en stormagt inden for landbrug og fiskeri, men vi glemmer ofte fundamentet: Vi importerer enorme mængder foderstoffer og kunstgødning fra fjerne markeder. Hvis forsyningslinjerne på verdenshavene bliver brudt, stopper den danske produktion af kød og fisk hurtigt.
Det kræver med andre ord meget lidt at vælte læsset.
Modstandsdygtighed i en krisetid handler ikke kun om kampvogne og soldater. Det handler om totalberedskab – civilsamfundets evne til at fungere under pres og sikre rent vand, medicin og mad til alle.
Nordsøen og Østersøen som brændpunkter
En ny kold krig eller en væbnet konflikt i vores umiddelbare nærhed, herunder Østersøen og Nordsøen, er ikke længere kun stof til historiebøgerne. Danmark ligger som »portvogter« til Østersøen, og vores havområder er centrale for både handel og energiinfrastruktur.
Forskning i havøkosystemer under konflikt viser et tankevækkende paradoks: I en “varm krig” (direkte konflikt) kan naturen i havet få et pusterum, fordi menneskelig aktivitet, skibsfart og fiskeri stopper brat – præcis som under 2. Verdenskrig. Men i en “kold krig” (øget rivalisering) ser vi det modsatte: Kampen om ressourcerne bliver nådesløs, og miljøhensyn viger pladsen for forsyningssikkerhed.




















