Miljøminister Magnus Heunickes argument imod EU-Kommissiones krav, om en bedre beskyttelse af havmiljøet, er for tyndt, siger professor Katherine Richardson, der er professor i havmiljø ved Københavns Univeersitet.
Det siger hun til Altinget (du kan læse hele artiklen her)
Men selv en professor kan tage fejl – for netop ved ikke at stemme for forslaget fra EU-Kommissionen, viser Magnus Heunicke sig netop som en ansvarsbevist og pligtopfyldende minister, med en sund skeptisk og kritisk holdning til kommissionens »hurtige og nemme« løsninger og beslutninger – der syntes af dække over, »fred det hele og glem alt om faglighed og ordentlighed i processen.« Se dét er den nemme løsning og beslutning.
Magnus Heunickes holdning bør istedet afkræve respekt, for med professor Katherine Richardson’s holdning, at man skal tage ansvar ved betingelsesløst at vedtage EU-Kommissionens henstilling, så bøjer man sig netop selv, denne gang for de grønne miljøorganisationer samt NGO’er, der bedst råber i kor, uden faglig tyngde.
Deres argumentation bygger på gentagelser, fra deres egne mildest talt selvopfundne påstande. Påstande der ikke tåler nogen større videnskabelig gennemgang og kontrol, men istedet med udskamning og sensationslystne overskrifter, fylder organisationernes pengekasser op.
Men de grønne »Bevar mig vel organisationer« og dets medlemmer, kan ikke altid skyde skylden over på andre. For de er selv en del af den forurening, som er den største presfaktor, som vores havmiljø er udsat for. Det kan en totalfredning ikke ændre på.
EUs mål om 30 procent fredning af havområdet, giver heller ikke mening. Der ligger allerede i dag stribevis af rapporter og undersøgelser af hvorledes et totalfredet havområde, selv efter mange år ikke giver den ønskede biodiversitet og mangfoldighed i fiske og skaldyrsbestanden. Lukkede områder, der ikke er fisket på i en årrække, giver ikke de ekstra fisk som man ellers skulle forvente. Havforsurring og varmere klima samt forureningen og sæler / skarv har også en del af skylden og det ændre man ikke ved at totalfrede et havområde.
Sund fornuft skal vige for en politisk holdning
Katherine Richardson mener ellers, at det er et politisk og ikke et videnskabeligt spørgsmål, hvor meget man ønsker at beskytte havbunden. Hun opfordre derfor Miljøministeren til at følge EU-Kommissionens henstilling om en bedre havbeskyttelse.
Der henstilles om EU-tærskelværdier for havbunden
De konkrete tærskelværdier vedrører den maksimale udbredelse af tab og forstyrrelse af havbund. Der er ikke taget stilling til den nationale (Danmarks) anvendelse af tærskelværdierne endnu.
Dette sker ved første del af havstrategi III i 2024, hvor der skal laves en national tilstandsvurdering og fastsættes et miljø-mål.
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt, at vurdere omfanget af de økonomiske konsekvenser, hvis de foreslåede tærskelværdier anvendes nationalt. Mange af habitattyperne forventes dog at overskride tærskelværdien væsentligt, for »maksimal udbredelse af dårlig tilstand af hver havbundshabitattype«.
Den national anvendelse af tærskelværdierne for havbunden kan få betydning for især fiskeriet og råstofindvinding på havet. Andre erhverv kan ligeledes blive berørt, hvis muligheden for at påvirke havbunden begrænses, som foreslået af EU-Kommissionen.
Men professor Katherine Richardson trumfer alligevel igennem, at man fra dansk side skal tage hav-beskyttelsen seriøs og hun mener at man fra dansk side, blot gemmer sig bag det manglende videnskabelig bevis, og hvor man til gengæld burde træffe en politisk beslutning om, hvor meget af havet man ønsker at beskytte.
Professoren fra Københavns Universitet reagerer således på, at Magnus Heunicke ikke vil stemme for EU-Kommissionens nye forslag til at beskytte havmiljøet. Konkret foreslår Kommissionen at indføre nye tærskelværdier for beskyttelsen af havbunden. De handler om, at maksimalt 25 procent af havbunden må være i dårlig tilstand, og at to procent af havbundsnaturen må være tabt.
