Et besøg af Fødevarestyrelens kontrolenhed ved fiskeauktionen i Thyborøn, kan nu risikere at få fatale følger for samtlige fiskeauktioner i hele Europa.
For udover den normale fødevarekontrol – så»opfandt« kontrollanterne på stedet noget, som de anså for et problem – nemlig op-sprøjt af forurenet vand fra trucks, der håndterer fiskekasser med fersk og nedkølet fisk samt en mistanke om at fiskekasser stablet ovenpå hinanden, ligeledes kan give risiko for forurening af fisken. Problemet er bare, at denne form for kørsel og håndtering har været praktiseret i mere end 50 år nu, helt uden problemer af nogen art.
Trods det faktum, at der ikke foreligger noget bevis for, at kørsel og fragt af fiskekasser, på noget tidspunkt, har været årsag til at fisk er blevet kasseret pga. forurening eller andet, så har Fødevarestyrelsen alligevel valgt at politianmelde auktionen, for ikke at følge op på Fødevarekontrollens anvisninger i forbindelse med deres, ifølge fiskeauktionen, helt ubegrundede mistanke om forurening af fisk i kasser,
Gulvet i en fiskeauktion bliver spulet og rengjort løbende og hygiejnen er derfor helt i top. Ligeledes foregår losningen kaj-nært fra fiskefartøjerne, med direkte adgang via kølesluserne til auktionen. Det bliver svært at finde en auktion, hvor tingene er så meget i kontrol som i Thyborøn og hvor reglerne minutiøst bliver fulgt til punkt og prikke.
Det virker både søgt og uvidende, at kaste sig over auktionen her
Men et gammelt ordsprog siger da også, at lediggang er roden til alt ondt – og jo, hvis en offentlig styrelse har for lidt at lave, ja så opfinder man åbenbart blot nogle problemer, som man så selv føler sig forpligtede til at forfølge.
Og ikke nok med det – for at gøre sine »hoser ekstra grønne« hos EU’s embedsmænd ud i fiskeriet, så rejser man også lige sagen i EU, med en tilbagemelding om, at man nu af selvsamme EU instans, er blevet pålagt at tage sig af sagerne og kører dem videre ad rettens vej. Smart fundet på, for så er det jo helt legitimt at forfølge sagen – nu er den jo blevet dem pålagt. Men – en sag – som ingen sag er, for beviset for at fisk, håndteret i en fiskeauktion bliver forurenet af op-sprøjt fra trucks, har ikke i én eneste gang været tilfældet i over 50 år. Så hvis ærinde er det lige fødevarekontrollen og Fødevarestyrelsen går i denne sag. Det kan da kun være Fødevarekontrollens egen. De burde derfor selv løfte bevisbyrden, istedet for at lade Fiskeauktionen i Thyborøn stå med hele dette omvendte løft af beviset.
Selvfølgelig skal håndteringen af fiskene være i orden, og det er helt på sin plads, at Fødevarestyrelsens kontrol-enhed aflægger besøg og kontrollerer, både kørsel, håndtering og udlevering af danske fisk fra auktionerne. Men at opfinde et forurenings-problem, som aldrig tidligere har været et problem, er alligevel at stramme skruen en tand for meget. Samtidig sender man dette »ikke-eksisterende« problem, videre til EU, uden belæg for, at der overhovedet er et problem..
Men så fremstår man jo også som en god »duksedreng i klassen«, hvilket meget godt er i tråd med andre danske styrelsers nidkærhed, når det drejer sig om at implementere (red. læs over-implementere) EU-regler i Danmark.
Derfor holder de lokale fiskere og medarbejdere på fiskeauktionen i Thyborøn i disse dage vejret. For selvom flere politikere fra både Folketinget og fra Europa Parlamentet holder med fiskeauktionen i Thyborøn, så kan man aldrig vide sig sikker på en fornuftig afgørelse her. Troen på embedsværket i Fiskeriet kan ligge på et meget lille sted og frygten hos både fiskere og auktionen i Thyborøn er, at en kamp med en statslig kontrol, der som den øverste myndighed på området indenfor fødevarer, som regel er tabt på forhånd, da Staten har ubegrænsede midler og kan stå distancen længere end et privat foretagne.
Nu er det så op til politikerne, at tage kampen op med en »magtfuldkommen styrelse«, der kun ønsker flere opgaver, så styrelsen kan vokse og få et større EU bidrag samt få mere magt til at udføre den »nidkære og magtfuldkomne« kontrol.