Havets »kaviar / stenbiderrogn« fra kulsoen er udover at være en højt værdsat spise også en kærkommen forårsbebuder, men undtagelsesvis kan stenbiderene også fiskes i december måned, når forholdene er til det.
Det oplevede et par fiskere forleden, da de søndag røgtede garn i Jammerbugten og efterfølgende sidst på eftermiddagen kunne lande godt 22 kg rogn fra kvab-soen (stenbider-rogn) på auktionen i Hanstholm – her blev de afregnet med 520,00 pr. kilo.
Selvom årstiden måske ikke lige siger stenbider-fiskeri nu, så er det ikke usædvanligt at denne ulkefisk, med sit meget karakteristiske udseende, med en forholdsvis høj og kraftig krop, med en kort afrundet snude, indimellem også fanges i december måned.
Men oftest fanges de i det tidlige forår, når stenbiderne trækker mod gydepladserne, hvilket kan resultere i fangster af mange fisk ad gangen. Af samme grund kaldes den ofte »forårsbebuderen«.
Fiskeriet efter denne delikate rogn, har ellers de sidste par dage været forbeholdt de to fiskere fra området omkring Jammerbugten, men med det gode fiskeri, der ikke helt er gået upåagtet hen, rigger flere garnbåde nu om til so-garn og til fiskeriet efter de populære kulsøer omkring Jammerbugten.