Fartøjerne har haft mere end svært ved at finde silde stimer uden iblanding af andre arter.
Selv om året endnu kun er knap to uger gammelt, har en række fartøjer allerede droppet et fiskeri, for at prøve lykken ved noget andet. Det drejer sig om en række store trawl og notfartøjer, som fra årets begyndelse satsede på at fange sild i Nordsøen.
Umiddelbart efter Nytår lykkedes det for enkelte, heriblandt også et par danske fartøjer, at fange mindre dellaster. Men heldet slap hurtigt op.
Efterfølgende har skippere ombord i en række norske og danske fartøjer blot kunnet registrere alt for store forekomster af bifangst, især af makrel.
Fra årets begyndelse har fartøjerne en række alternativer og efter få dages forgæves forsøg, har de fleste valgt at prøve noget andet. Mange fartøjer har kvote til fiskeri efter atlantoskandiske sild – og derfor har det ikke været et vanskeligt valgt at søge længere mod nord, for at prøve kræfter med de større sild.
Hirtshals fartøjet HG 264 ”Ruth” er et af de få fartøjer, som endnu holder ud. På 7.dag afsøger de områderne øst for Shetland og sydover – men hidtil uden held. Skipper Ole Nattestad siger; ”Det ser faktisk underligt ud, det er ikke som det plejer”.
På den norske teleauktion for pelagisk fisk, har der den seneste uge blot været udbudt to mindre fangster af nordsøsild.
FiskerForum.com