Men Danmark går videre hovedløst og med bind for øjnene ud ad afgiftstien, og er nu ved at udslette sin egen fødevaresektor, som i årevis har været en af landets mest anerkendte og økonomisk stærke. Gennem årtier har vores landbrugs- og fiskerisektorer ikke bare været med til at sikre vores egen fødevareforsyning, men også leveret produkter til hele verden.
Men med den grønne afgiftspulje (CO2-afgift / Skat), som nu truer erhvervene, er vi på vej mod at se disse sektorer forvandlet til en skygge af sig selv.
Hvad er det egentlig, der sker, når SVM-Regeringen samtidig presser landmænd og fiskere med en CO2-afgift / Skat, der får det til at fremstå som om, vi har glemt vigtigheden af selvforsyning. Den danske fødevaresektor, som burde være en grundpille i vores samfunds sikkerhed og stabilitet, bliver nu negligeret og sat i baggrunden. Hvor skal vi hente vores mad, når vi som nation ikke længere er i stand til at producere den? Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi, det handler om vores lands modstandskraft.
Den høje CO2-afgift rammer dansk landbrug og fiskeri med en voldsom kraft og sætter ikke bare erhvervene under pres – det truer selve grundlaget for at kunne brødføde vores egen befolkning. De økonomiske byrder, som denne politik lægger på fødevareproducenterne, betyder, at de enten skal flygte til udlandet eller lukke deres virksomheder, hvilket i sidste ende resulterer i, at vi bliver afhængige af at importere fødevarer fra andre lande, som måske ikke står samme sted i forhold til sikkerhed og forsyning.
Det er vanskeligt at forstå, hvordan det kan være SVM-Regeringens politik, at gøre vores fødevareproduktion mere sårbar i en tid, hvor vi allerede står overfor geopolitiske spændinger og krigstrusler i vores nærområde. Det er ren og skær uansvarlighed at underminere et så fundamentalt erhverv, som vi på et tidspunkt satte så stor pris på. Den ›grønne afgiftsbølge‹ er ved at gøre den danske fødevaresektor til en skygge af sin tidligere selvforsynende kraft.
Og spørgsmålet er: Er vi for sent ude til at redde den?
Selvforsyning af fødevarer er en grundlæggende del af et lands sikkerhed og modstandskraft, især i krigstid. Historisk set har lande, der har kunnet brødføde deres befolkning selv under kriser, stået stærkere mod fjender og ydre pres. Når et land er afhængigt af importeret mad, bliver det langt mere sårbart over for blokader, handelsrestriktioner og fjendtlige handlinger.
Historiske eksempler
Under Anden Verdenskrig var Danmark og mange andre europæiske lande hårdt presset på fødevareforsyningen. Den tyske besættelse betød blandt andet, at Danmark måtte omlægge landbruget for at sikre, at der var nok mad til befolkningen, mens en stor del blev eksporteret til Tyskland. I lande som Storbritannien blev selvforsyning en prioritet, og kampagner som “Dig for Victory” fik befolkningen til at dyrke grøntsager i haver og parker.
På den anden side led Tyskland under Første Verdenskrig store tab, blandt andet fordi de allierede gennemførte en omfattende blokade. Manglen på mad og forsyninger førte til hungersnød og underminerede Tysklands evne til at føre krig.
Relevansen i dag
I nutiden er fødevareforsyning stadig en central del af et lands sikkerhed. Hvis Danmark nedprioriterer sit landbrug og fiskeri, risikerer vi at miste evnen til at producere de nødvendige fødevarer under kriser, hvad enten de skyldes krig, pandemier eller klimakatastrofer. Uden fødevarer i egne hænder bliver vi afhængige af andre lande, som måske ikke kan eller vil levere i en nødsituation.
Selv et stærkt land som Danmark kan ikke basere hele sin økonomi på få succesfulde virksomheder som Novo Nordisk, selvom deres medicin redder liv. Hvis vi samtidig svækker vores fødevareerhverv, sætter vi en vigtig del af vores selvstændighed og sikkerhed over styr. Et robust land skal kunne klare sig selv på de mest grundlæggende områder – og mad er ét af de allervigtigste.
