I debatten om fiskeri – og særligt bundtrawl – bliver én aktør konsekvent udpeget som syndebuk: fiskeren. Men virkeligheden under havets overflade er langt mere kompleks, og de egentlige trusler mod det marine miljø bliver alt for ofte ignoreret i kampen om den grønne fortælling.
Når NGO’er og visse politiske partier kalder trawlfiskeri for »fjenden«, undlader de at nævne de dokumenterede og videnskabeligt anerkendte belastninger, som i langt højere grad skader havmiljøet:
- Næringsstoftilførsel fra landbrug og industri – især via floder fra Tyskland, Polen og Baltikum – skaber iltsvind og døde zoner i Østersøen.
- Spildevand og kemikalier fra rensningsanlæg fører til ophobning af mikroplast, hormonforstyrrende stoffer og tungmetaller.
- Råstofindvinding og havvindprojekter ødelægger fysisk havbunden i stor skala – helt uden samme kritiske fokus.
- Eksplosiv vækst i sæl og skarv forstyrrer de marine økosystemer og lægger massivt pres på både fiskebestande og kystfiskeri.
Alligevel er det næsten udelukkende fiskeriet, og særligt brugen af bundtrawl, der møder kritik og restriktioner. Men fiskerne skal ikke være syndebukke. Det er ikke fair – og det er heller ikke klogt – at lægge hele ansvaret for havets tilstand på ét erhverv, der allerede er underlagt streng regulering, overvågning og kontrol.
Fiskerne er hverken uvidende eller ligeglade
Tværtimod ønsker de at bidrage til løsninger. Men det kræver, at de bliver taget alvorligt og inddraget i beslutningsprocesserne.
I stedet for beslutninger truffet i NGO’ers mødelokaler eller på politiske skriveborde uden forståelse for virkeligheden til søs, bør man vælge dialog og fagligt funderede løsninger. Fx:
- Fælles zonestyring – trawlfri områder udpeget i samarbejde med DTU Aqua og fiskerierhvervet.
- Pilotprojekter – test og udvikling af bundskånende teknologier med støtte og evaluering.
- Sociale kompensationer – støtteordninger, der muliggør grøn omstilling uden at ruinere kystsamfundene.
- Det vil skabe ejerskab, respekt og reel udvikling – i stedet for konflikt, modstand og mistillid.
Grøn realisme frem for grøn symbolik
Der er brug for grøn omstilling i havet – men den skal være baseret på fakta, ikke følelser. Og den skal ske i samarbejde med dem, der kender havet bedst: fiskerne selv.
Fiskerne producerer ikke kun mad – de bidrager også til sammenhængskraft, lokalt erhvervsliv og en bæredygtig fremtid. Det fortjener respekt – ikke stigmatisering.
