Besvarelsen til Folketingets Fødevareudvalg, FVM 502, på spørgsmål 9 ad EUU alm. del af mandag den 27. oktober 2025, om kommissionens forslag om fiskerimuligheder i Østersøen for 2026.
Her peges der på det rekreative fiskeri efter torsk i den vestlige Østersø i 2022 udgjorde hele 68 procent af den samlede fangst, mens andelen i 2016 lå på 27 procent.
Denne udvikling skal ses i lyset af, at erhvervsfiskeriet efter torsk i praksis er lukket som følge af de omfattende restriktioner (lav bifangstkvote) og de meget lave og reelt symbolske kvoter, som har været gældende i 2025, og som forventes videreført i 2026.
Erhvervsfiskerne har således i vidt omfang mistet muligheden for at fiske torsk og har båret en betydelig økonomisk og erhvervsmæssig byrde for at beskytte bestanden. Alligevel fortsætter tilbagegangen, hvilket tydeligt viser, at problemet ikke alene kan forklares med erhvervsfiskeriet.
Torskens situation i Østersøen er resultatet af et massivt og komplekst pres fra en lang række kilder. En ikke ubetydelig del af torskebestanden går tabt som følge af prædation fra sæler og skarver, hvis bestands-tal er vokset markant og i stigende grad påvirker både fiskebestandene og det kystnære marine miljø.
Samtidig belastes Østersøen af omfattende menneskelige aktiviteter. Råstofindvinding, etablering af havvindmølleparker og planlagte energi-øer der ændrer havmiljøet, forstyrrer torskens gydeområder og påvirker de økosystemer, som bestanden er afhængig af for at kunne reproducere sig.
Dertil kommer den vedvarende forurening fra spildevands-udledninger og rensningsanlæg, både nationalt og internationalt. Især tilførslen af næringsstoffer og forurenende stoffer fra de store floder i Polen og det nordlige Tyskland bidrager til iltsvind og forringede levevilkår i store dele af Østersøen. Disse forhold svækker torskens overlevelseschancer langt mere grundlæggende end fiskeriet alene.
Torskens krise er derfor ikke kun et »fiskeri-problem« – det er et miljøproblem, et samfundsproblem og et politisk ansvar.
Skal bestanden reelt genoprettes, kræver det en bred og helhedsorienteret indsats, hvor fiskerne ikke alene står med byrden, men hvor også staten, kommunerne, industrien og den almindelige dansker tager ansvar for havmiljøets tilstand.
Det handler om vores udledning, vores infrastrukturprojekter, vores forbrug og vores prioriteringer. Hvis torsken skal vende tilbage til Østersøen som en livskraftig arts-bestand;
- kræver det langt mere end fiskeri-forbud
- det kræver en samlet indsats for at genoprette havets økologiske balance.
Torsken i Østersøen kan ikke reddes af fiskerne alene. Det er en opgave, som hele samfundet må tage på sig.
På endnu et spørgsmål fra, uden for folketingsgrupperne (UFG) Teressa Scavenius, tidligere Alternativet, der har rødder i klimapolitik og forskningsbaseret grøn omstilling. Et spørgsmål 12 (Alm.del), på vegne af folketingets Europaudvalg, til ministern for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen (V) til de specifikke tekniske foranstaltninger til at reducerer bifangster af torsk i Østersøen?
Svaret fra minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V). Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/3093 af 13. oktober 2022 om ændring af EuropaParlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 for så vidt angår specifikke tekniske foranstaltninger til at reducere bifangster af torsk i Østersøen, trådte i kraft den 9. april 2025 som bindende og gældende umiddelbart i alle medlemsstater.
Fiskeriaftalens aftale om fuldt dokumenteret fiskeri via elektronisk monitorering i 2033 er ikke direkte
omfattet af forordning (EU) 2019/1241, men er i stedet relateret til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2842 om fiskerikontrol.
