Smeltevand og regn lægger et »låg« over CO2-rigt dybvand i havet omkring Antarktis – men det beskyttende lag kan være midlertidigt.
Mens vi fortsat udleder store mængder CO2 til atmosfæren, sørger havet for at rydde lidt op efter os. Faktisk optager verdens-havene omkring en tredjedel af de menneskeskabte drivhusgas-udledninger hvert år, og her spiller Sydhavet omkring Antarktis en nøglerolle. Det står alene for omkring 40 procent af havets samlede CO2-optag.
Derfor er det altafgørende, hvad der sker i netop dette område – og nu tyder nye resultater fra Alfred Wegener Instituttet i Tyskland på, at noget er under forandring.
Et »låg« af ferskvand bremser kulstofudslip
Forskere har længe vidst, at havstrømmene i Sydhavet fungerer som et enormt transportbånd, der trækker CO2-rigt vand op fra dybet og sender nyt, koldere vand ned. Denne cirkulation – drevet af kraftige vestenvinde – har hidtil gjort Sydhavet til en af Jordens vigtigste kulstofsænkere.
Men ifølge forskerne har klimaændringer og stigende mængder smeltevand og regn gjort havoverfladen mere fersk og lettere. Det ferskere vand lægger sig som et låg oven på de tungere og mere salte vandmasser nedenunder.
»Du får simpelthen et lag af ferskvand, som forhindrer det CO2-rige dybvand i at nå overfladen og slippe gassen ud i atmosfæren,« forklarer havforsker Timothée Bourgeois fra forskningscentret NORCE.
Dette »låg« har faktisk modvirket det tab af kulstofoptag, som klimamodeller ellers har forudset.
Men balancen er skrøbelig
Målinger viser dog, at grænsen mellem de øvre og nedre vandlag siden 1990’erne er rykket omkring 40 meter tættere på overfladen.
Ifølge studieleder Léa Olivier kan det ferske overflade-lag have givet os et midlertidigt pusterum, men ikke en varig løsning:
»Det ferskere overfladevand har midlertidigt holdt fast i havets evne til at optage CO2, men situationen kan vende, hvis lagdelingen svækkes,« forklarer Olivier.
Hvis vinden tager til, og cirkulationen accelererer, kan mere CO2-rigt vand fra dybet blande sig op til overfladen – og i stedet for at opsluge drivhusgasser, kan Sydhavet begynde at slippe dem ud.
Det ville i så fald gøre den globale opvarmning endnu vanskeligere at bremse.
Mere forskning – og mere usikkerhed
Forskerholdet har analyseret data fra ekspeditioner til Sydhavet siden 1972 og frem til 2021. De ser klare tegn på, at overfladevandet bliver mindre salt, mens dybvandet stiger opad.
Men spørgsmålet er, hvor længe »låget« af ferskvand kan holde.
Professor Alexander Haumann, der deltog i studiet, advarer: »For at vide, om mere CO2 allerede er begyndt at slippe ud fra dybhavet, har vi brug for flere målinger – især om vinteren, hvor vandmasserne normalt blander sig mest.«
Et hav under forandring
Selv om meget stadig er usikkert, står én ting klart: Sydhavet spiller en afgørende rolle i Jordens kulstofkredsløb.
Hvis dets evne til at optage CO2 svækkes, vil konsekvenserne kunne mærkes globalt – fra smeltende is i syd til ændrede vejrmønstre og stigende temperaturer i nord.
Som Bourgeois konkluderer: »Havet har i årtier været vores bedste allierede i kampen mod klimaændringerne. Spørgsmålet er, hvor længe det kan blive ved.«
Når Sydhavet begynder at ændre adfærd, påvirker det ikke kun Antarktis – men også havene omkring Danmark. Hele Jordens havsystem hænger sammen som et stort kredsløb, og hvis Sydhavet optager mindre CO2, vil mere af drivhusgassen blive i atmosfæren. Det betyder hurtigere opvarmning af havet, ændrede strømforhold og skift i fiskebestande – også i Nordatlanten og Nordsøen.
For dansk fiskeri kan det betyde, at traditionelle arter som torsk, sild og rødspætte får sværere vilkår, mens andre, mere varmeelskende arter bevæger sig nordpå. Samtidig vil havets stigende temperatur og ændrede iltindhold kunne påvirke både gydeområder, fødekæder og hele det økosystem, fiskeriet er afhængigt af.
Kort sagt: Når havet i syd mister pusten, mærkes det i nord. Det er endnu en påmindelse om, at fiskeriets fremtid ikke kun formes af politik og kvoter – men af havets egen evne til at trække vejret.
