I forbindelse med Åben Havn i Hvide Sande, vil mange for første gang komme om bord på fiskeskipper Kurt Adsersens nyerhvervelse, RI 527 Vibeke Bram, som dagen før Åben Havn arrangementet, officielt vil blive døbt og opkaldt efter Kurt Adsersens kone Vibeke Bram, præcist klokken 16.00 torsdag den 30. april.
Den tidligere ”Endurance” og nuværende ”Vibeke Bram” har i en årerække sejlet som flyshooter under skotsk flag og Hvide Sande skipperen fandt således gennem mægler skibet liggende i Eemshaven i Holland, hvor skibet mildest talt var i en elendig og ikke mindst en forfærdelig kondition. Men den aktive fisker fra Hvide Sande havde set mulighederne i fartøjet og fik den sejlet til Thyborøn til Kynde og Toft, hvor skibet blev rippet for al aptering og udstyr, så man praktisk talt kun stod med skroget og en nyere ABC hovedmotor tilbage. Herefter kunne arbejdet begynde.
Projektet har da også efter, hvad Kurt Adsersen fortæller til FiskerForum, trukket ud i lidt mere end 3 måneder ud over tidsplanen, så fartøjet først nu endeligt efter godt et år, kan begynde at fiske på Adsersens kvote. De har netop landet, efter tredje prøvetur på knapt seks dage ved Thyborøn, ca. 28,5 tons blandet fisk, som den vestjyske skipper er godt tilfreds med. ”Vi kan tage ca. 35 tons om bord, men kan vi holde et snit på 28 – 32 tons pr. tur og med rimeligt stabile priser, ser det alligevel fornuftigt ud.”
Den aktive Hvide Sande fisker har været hovedentreprenør på projektet sammen med Kynde og Toft, og mange ting på skibet er løbende blevet ændret, så de blev tilpasset Kurt Adsersens ideer og tegninger. Blandt andet blev styrhuset hævet med ca. 60 cm og indvendigt rippet for al aptering, med hjælp fra Thyborøn Skibsværft og Agger Værft, hvorefter der blev sat nye skærme ind, med helt nyt frontpanel og nye pilotstole samt selvfølgelig en kondicykel til den cykelelskende skipper, der i projektets forløb, helt har valgt cykelsporten fra på land, for at koncentrerer sig fuldt ud om opgaven RI 527 Vibeke Bram
Godt gedigent håndværksmæssigt arbejde
Resultatet fornægter sig heller ikke, når man kigger listen igennem over de ting der er arbejdet med på fartøjet, for at bringe den op på Kurt Adsersens standard. Al hydraulik er blevet skiftet. Det var simpelthen i så dårlig en forfatning, at Hvide Sande skipperen valgte helt nyt, helt fra bunden. Derudover er den 1370 HK store hovedmotor blevet hovedrenoveret fuldstændigt, så ABC motoren næsten står som en helt ny motor nu. To nye lysmotorer er blevet installeret, en Caterpillar 137 Kw og en 100 Kw Valmet. Desuden er gear og skruetøj fra Heimdal blevet hovedrenoveret og fartøjet er efterfølgende blevet Vandblæst og malet af Dan-coat Thyborøn. På smedearbejdet har Kynde og Toft foretaget ændringerne med trawltromlerne og ny galge samt trawlskovle.
Komfort og sikkerhed i top
Der er også kræset for mandskabet om bord, som udover et nyinstalleret internet nu også kan glæde sig over Aircondition samt 9 enkelt mands kahytter. Derudover findes der 2 store toiletter, et på hvert dæk med badefaciliteter. Vaskerummet er også udstyret med det sidste nye i vaskemaskiner og tørretromler.
Fiskeriet foretages med 2×500 maskers trawl, hvor der slæbes med ca. 300 meter mellem skovlene. Et fiskeri der sagtens kunne øges, men som Kurt Adsersen siger til FiskerForum, ”det er den måde vi får mest muligt ud af det på.” Fartøjet RI 527 Vibeke Bram vil efter dåben og åbent skib, lægge til kaj igen for at få foretaget nogle små justeringer, inden fiskeriet for alvor går i gang.
Udover RI 527 Vibeke Bram på 30,48 meter i længden og 8 meter i bredden, ejer Fiskeskipper Kurt Adsersen også RI 427 Mette Helene på 26,5 meter i længden og 7,5 meter i bredden.
Vel mødt til Åbent skib for RI 527 Vibeke Bram fredag den 1. maj 2015