Fem forhandlingsrunder og ingen aftale – konsekvenserne rammer havet, verden og fiskeriet – alt imens vokser plastikmængderne, mikroplast trænger dybere ind i havets fødekæder og fiskeriet står tilbage med risiko, omkostninger og et uens regelsæt.
Status nu: De seneste forhandlinger i Genève (august 2025) endte uden enighed om en global, juridisk bindende plastikaftale. Det kan du også læse i Altinget.dk »Den gik heller ikke femte gang..«.
Splittelsen går især på, om aftalen skal begrænse selve produktionen af ny plast, hvilket EU og over 100 lande ønskede, eller nøjes med affaldshåndtering og genanvendelse, som bl.a. USA og flere olieproducerende lande pressede på for.
Forhandlingerne blev hævet uden konsens-tekst og uden dato for næste runde.
Hvorfor betyder fraværet af en global aftale noget – globalt set?
- Plastikstrømmen vokser fortsat, OECD vurderer) at plastaffald kan næsten tredobles frem mod 2060 uden stærkere politik. Uden global aftale mangler der en fælles bremse på produktion, design og skadelige tilsætningsstoffer.
- Regel-patchwork i stedet for klare spilleregler. Når FN-sporet står i stampe, skrues der op for nationale og regionale særregler (afgifter, forbud, EPR-ordninger). Det øger kompleksiteten og compliance-omkostningerne på tværs af grænser – og gør miljøeffekten mere uens. (UNEP bekræfter, at processen er sat på pause uden en fælles tekst).
- Fortsat lækage til havet og sundhedsrisici. Uden globale minimumskrav for design og kemi fortsætter udledninger og fragmentering til mikro- og nanoplast, som nu påvises bredt i miljø og fødevarer. (det skriver The Guardian om)
Konsekvenserne for fiskerne og fiskerierhvervet
- Mere mikroplast i havet – potentielle effekter på bestande og kvalitet – Forskning viser, at mikroplast kan indeholde kemikalier og forureninger, som kan påvirke miljøet i akvakultur og fødevaresikkerheden. For vilde fiskerier afhænger virkningen af art og område, men der er stadig stor usikkerhed om de langsigtede konsekvenser – og det fører til, at kunderne stiller flere spørgsmål om kvalitet og dokumentation
- Stigende driftsomkostninger ved land – Uden globale regler havner byrden hos havne, kommuner og rederier: modtagelse og sortering af affald, håndtering af udtjente redskaber og strandrensning bliver dyrere og forskelligt reguleret fra land til land. Manglende harmonisering = flere formularer, flere gebyrer, mindre forudsigelighed. (UNEP: processen udsat – uens forudsætninger).
- Reputations- og markedsrisiko – Forbrugere og detailled kræver i stigende grad sporbarhed og plastreduktion. Uden en global FN-aftale, der ændrer hele markedet, vil reglerne i stedet komme lidt ad gangen fra enkelte store virksomheder eller enkelte lande, for eksempel i form af plastikskatter eller krav om, at producenterne skal tage deres plastikaffald tilbage. Det kan ramme eksportørers adgang til højværdimarkeder, hvis ikke dokumentation og praksis følger med.
- Uklare regler for redskaber og tabt udstyr (ALDFG) – FAO peger på behovet for at reducere tabt og efterladt fiskegrej. Uden globale standarder bliver krav til mærkning, indsamling og rapportering uens – med risiko for bøvl og bøder ét sted og slap håndhævelse et andet.
- Investeringer i grønne løsninger udskydes – En FN-aftale kunne have fastlagt klare mål for genbrug af fiskeredskaber, standarder for materialer, design uden farlige stoffer og økonomisk støtte til havne og fiskeflåder. Uden en sådan aftale bliver det mindre tydeligt, hvordan investeringer i håndtering i redskabs-returnering samt genbrug og sortering ombord skal prioriteres
Hvad kan fiskeri-branchen gøre nu – mens politikerne nøler?
- »Følg pengene« lokalt og regionalt: Søg EU/landemidler til fiskegrejs-indsamling, mærkning og genbrug – og gør det til en konkurrencefordel i salget.
- Standardiser frivilligt, før det bliver lov: Branchen kan selv indføre fælles mærkning af redskaber, rapportering af tab og returordninger i havn .
- Dokumentér og fortæl historien: Integrér plastik- og affaldsdata i bæredygtighedsrapportering (MSC/ASC, kundekrav) og brug det i markedsføringen.
- Partnerskaber i værdikæden: Gå sammen med udstyrsleverandører om design-for-repair/reuse og med havne om modtagefaciliteter, så redskaber forbliver i kredsløb i stedet for at ende som affald.
Bundlinjen
Det femte forsøg i Genève endte uden aftale og uden en dato for, hvornår parterne prøver igen. Mens forhandlerne står stille, bevæger plastikstrømmen sig den forkerte vej, og havet tager regningen i form af mere mikroplast. For fiskeriet betyder det mere usikkerhed, højere driftsfriktion og større markedsrisiko, men også en mulighed for at gå foran med egne standarder, dokumentation og samarbejder, der både skåner havet og styrker licensen til at operere.
Heunicke og EU-delegationen bekræftede i Genève, at enigheden brast og at teksten var for uambitiøs. Forløbet beskrives bredt som et sammenbrud, især pga. striden om produktionsloft vs. affaldsfokus.
