Det er bundgarnsfisker kim Thommesen samt hans bror Ted fra Fjellerup, der i disse dage kan røgte deres bundgarn for en masse kulsøer / stenbidere, men som må lade de fleste går igen, da der efter de nye regler kun må landes 40 kg pr. uge (svarede til ca. 8 til 10 kg rogn).
Som de to brødre siger til FiskerForum.dk – det kan næsten ikke betale sig. »Vi har bundgarn stående og må i ugens løb, flere gange være forbi og lukke fiskene ud«. Det virker fuldstændigt absurd, når der nu endeligt er kulsør her og sæsonen er på sit højeste.
Flere dage med en østlig vind vendte 180 grader fredag op til sidste weekend, med vind fra Vest og allerede lørdag blev det bedre og søndag var stenbiderne tilbage, som for flere år siden. Vind i Øst og sydøst har aldring været godt for fiskeriet på disse kanter.
Antallet af stenbider i Kattegat nord for Djursland, lyder nu på mange flere end sidste år. Men trods disse opmuntrende nyheder er det derfor endnu mere skammeligt at fiskeriet er blevet så begrænset, at det ikke længere kan svare sig pga. de nye skærpede regler for fangst af stenbider.
Selv de to brødres forslag til en DTU forsker om at komme med ud på turen til bundgarnene, for ved selvsyn at se, hvor mange kul-søer / stenbidere der er for øjeblikket, var beskeden kort og noget afvisende, »det har vi ikke penge til, så vi melder pas.« Ikke noget der videre fremmer samarbejdet mellem forsker og fisker.
I denne uge har de to Fjellerup fiskere inviteret TV2 Østjylland på besøg og med ud for at røgte deres bundgarn og forventningen her er, at man vil få skabt noget opmærksomhed på, hvor absurd kvotereglerne er skruet sammen for de danske kystfiskere, når der laves regler for uge-fangster, der samtidig går det umuligt at holde sammen på økonomien i fiskeriet. »Så kan man jo bare lukke og slukke«, kommer det fra Jimmy Thommensen Fjellerup.
De danske stenbider-fiskere har fået en kvote på Stenbider på kun 24.396 kg, hvilket er en markant reduktion i forhold til tidligere års relativt pæne fangsttal.
De ubudne gæster tager deres part først
Som om der ikke er nok at slås for, så har de to brødre, der fisker fra Fjellerup, ved flere lejligheder haft besøg af sultne gråsæler, der svømmer rundt i bundgarnet og har det nærmest som ved et stort »tag selv« bord, for fiskene i bundgarnet kan ikke komme væk, så det er rent fråseri for en velvoksen sulten gråsæl på 3-400 kg, at tømme et bundgarn på rekordtid. (Se flere billeder her under – fotograf Tage Mogensen)